Kronik

Lidelsen har mening

2. august 2000

New Age-religionerne vinder frem på kristendommens bekostning. Måske blandt andet fordi, lidelsen her forklares som erfaringer, alle må gøre

Tro & Filosofi
Hvor kommer det onde og lidelsen fra, og hvad skal det her? Har det en funktion? Har det mening? Er det ligefrem godt?
Disse spørgsmål får en særlig betydning i religioner som f.eks. kristendommen, hvor man opererer med forestillingen om en algod, almægtig og alvidende guddom, der har skabt verden. Som en logisk konsekvens af denne forestilling må verden også tænkes at afspejle skaberens kvaliteter.
Man kan på forhånd gå ud fra, at selv om Gud har skabt denne verden med lidelser og ondskab, så var det dybest set godt, at han gjorde det. Man kan ligeledes ikke forestille sig, at det kunne have været gjort bedre, dvs. f.eks. mindre lidelsesfuldt, uden krig, sygdom mv. Ovenstående spørgsmål om hvorvidt lidelsen er god, bør altså kunne besvares positivt, hvis man vil bevare dette gudsbegreb.
Lidelsen forekommer imidlertid paradoksal, og det har været svært at finde tilfredsstillende forklaringer på dens tilstedeværelse. Man kan naturligvis som en konsekvens heraf afvise gudsbegrebet og benægte, at der findes mening. Det gør man f.eks. i en materialistisk verdensanskuelse. Men fordi den lidelse, som tjener et specifikt og attråværdigt formål, psykologisk set er så meget nemmere at tackle end den formålsløse, har vi god nytte af at se en mening med lidelsen.
En af det forrige århundredes helt store sociologer, Max Weber, mente således også, at det var et fundamentalt behov hos mennesket at leve i en meningsfuld verden, og at det ultimative spørgsmål i al metafysik var menings-spørgsmålet. Netop behovet for at besvare dette spørgsmål så han som en afgørende udfordring til de religiøse læresætninger og en drivende kraft i religionernes udvikling.

I den kristne kontekst kalder man forsøget på at give en logisk og sammenhængende forklaring for teodicé. Teodicé betyder guds retfærdighed, og en teodicé er således et forsøg på at forsvare ideen om den retfærdige Gud selv i lyset af skabningens mørke sider.
Teodicé-begrebet introduceredes af Leibniz (1646-1716), hvis forsvar bygger på en specifikation af, hvad der menes med, at Gud er almægtig. Argumentet er, at hvor Gud kan gøre alt, hvad der kan lade sig gøre, kan han ikke gøre det, som logisk set er umuligt. Videre argumenteres, at Guds algode væsen betyder, at han vil skabe den største grad af godhed i verden, men at dette kan indebære skabelsen af visse goder, som potentielt set medfører noget ondt.
Her henvises bl.a. til menneskets frie vilje. Det anføres, at en verden med frie væsener, som af egen vilje udfører gode handlinger, er bedre end en verden med væsener, der automatisk gør det gode, fordi de ikke kan andet. Det betyder imidlertid, at muligheden for ondskab logisk set vil være tilstede.
Den frie vilje kan således redegøre for den menneskeskabte ondskab og lidelser kan ses som straffen for ondskab og vantro. Overfor denne løsning står imidlertid problemet med de former for lidelse, f.eks. sygdom, der overgår små børn eller andre uskyldige.
Samtidig er selve strafkonceptet problematisk, fordi vi tager vores valg på baggrund af, hvem vi er. Da Gud som alvidende skaber har forudset vores egenskaber, og skabt os, som dem vi er, bliver straffen paradoksal. I sidste ende er Guds vrede rettet imod væsener, hvis egenskaber han selv er ansvarlig for. Når der hertil lægges, at straffen i det hinsides kan forlænges ud i al evighed, fremstår Gud selv som dybt ond-sindet. Retfærdigt er det i hvert fald ikke, og det er en begrundelse, som bl.a. bruges af New Age-filosoffer til at afvise de kristne dogmer.

De kristne kan selv have en opmærksomhed på problemet, men anfører f.eks., at Herrens veje er uransagelige, og kan således søge tilflugt i troen, hvis logik og forståelse ikke rækker. En sådan resignation i forhold til at besvare dette menings-spørgsmål er imidlertid - hvis vi skal tro Max Weber - ikke helt nok, og man kan forestille sig, at mennesker ikke uden videre slår sig til tåls med tingenes tilstand. Man vil forsøge at komme med mere tilfredsstillende løsninger, og det kan potentielt set medføre, at kristne dogmer helt eller delvist må skrottes til fordel for andre, som giver bedre løsninger.
Vi kan måske endda pege på, at vor tids mennesker, som er opvokset med den videnskabelige erkendelsesform, og derfor også er vant til, og i mange tilfælde stiller krav om, at få logiske og sammenhængende forklaringer, vil være særligt utilfredse.
Så selv om kristendommen har klaret sig ind til videre, er det måske alligevel efter 2000 år ved at blive for meget med lidelsens problem. En del af forklaringen på kristendommens trængsler indenfor de sidste 150 år kan udmærket ses i manglen på en tilfredsstillende teodicé.
Det, som New Age-ideologierne sætter i stedet for de kristne dog-mer er bl.a. ideerne om karma, reinkarnation og evolution. Disse ideer er afgørende nye elementer i et forsøg på at retfærdiggøre Gud, og det kan være med til at forklare New Ages store popularitet.

Karmalæren er en systematisk udgave af ideen om, at som du sår, skal du høste. Alle handlinger menes således at virke tilbage på individet, der er ophav til disse, ligesom alt det vi oplever af godt og ondt igennem livet, dybest set er et resultat af, hvem vi selv er og har været. For konsekvent at kunne anvende denne forklaringsmodel må der være mere end et enkelt liv, og læren om reinkarnation hænger således naturligt sammen med karmalæren.
Handlinger, som påfører andre lidelse, opfattes ikke som syndige eller onde, men ses som forårsaget af uvidenhed. Den påførte lidelse vender tilbage og virker som den erfaring, der skaber viden, medfølelse, kærlighedsevne mv. Lidelsen bliver en dynamisk og fremadrettet størrelse, som er beregnet på at korrigere vores fejltrin, og som er nødvendig for, at vi kan gøre erfaringer og komme videre. Den er altid lige præcis det, som individet har brug for og således en slags forklædt lykke indstiftet med henblik på individets udvikling i Guds billede.
Ideen om den fortløbende udvikling, drevet frem af de karmiske virkninger, er en evolutionslære og den er en vigtig brik i New Age-teodicéen. Hvis vi glemte vores erfaringer imellem hvert enkelt liv, og dermed ikke for hvert nyt liv var i stand til at bygge videre på dem, så måtte hele kredsløbet virke meningsløst.
Ved hjælp af evolutionsteorien sættes gode og onde mennesker på fælles formel, idet forskellen imellem dem blot er sjælens alder. Af samme grund kan ingen være hjemfalden til evig straf, og himmel og helvede ses derfor også blot som midlertidige karmiske virkninger imellem to inkarnationer. Alle vil nå frelsen til sidst.
Karma/ reinkarnation og evolution gør det muligt at betragte lidelsen som fuldstændig retfærdigt fordelt. Ikke alene er karma som lovmæssighed garant for, at det kun er individets egne handlinger, der afgør dets skæbne, der er også et bestemt udviklingsforløb, som alle mennesker må gennemgå. Lidelsen er en brik i denne udvikling og som sådan dels uundgåelig og dels nogenlunde jævnt fordelt.

Karma-/reinkarnationslæren fratager imidlertid ikke Gud det endelige ansvar for menneskets moralske karakter og de heraf følgende lidelser. I stedet forskydes denne ansvarlighed x- antal liv tilbage til det tidspunkt, hvor mennesket bliver til. Man kan således stadig spørge sig selv, hvorfor udviklingsprocessen er nødvendig, og om ikke Gud i sin almægtighed kunne have skabt os med de ønskede egenskaber, så vi var lykkelige og erfarne fra starten, og ikke skulle gennemgå alverdens trængsler for at blive det.
Her ser New Age imidlertid den samme fundamentale begrundelse som kristendommen. Det springende punkt er ønsket om at skabe selvstændige væsener. Individualiteten medfører lidelse så længe den ikke er afbalanceret af en erkendelse af den bagvedliggende enhed - at alt dybest set er Gud.
Det er denne erkendelse, som evolutionsprocessen skal etablere, men altså uden at fjerne individualiteten. Undervejs i evolutionsprocessen udvikler mennesket guddommelige egenskaber. Disse egenskaber ville imidlertid ikke være komplette, hvis de ikke også indbefattede individualitet, og ønsket om at have denne individualitet bliver lidelsens positive og meningsgivende yderste årsag.
Begrundelsen ligger altså ikke så langt fra den kristne og det, som giver en forskel, er således ikke denne retfærdiggørelse, men evnen til at sætte den ind i et overordnet skema, der på logisk og sammenhængende vis kan strukturere verden.
Man kan se en teodicé som et forsøg på at forene tilsyneladende modsætninger med henblik på at bevare en bestemt virkelighedskonstruktion, og det er netop denne evne til at få en helhed ud af delene, som er den væsentlige forskel på traditionel kristendom og New Age.

I New Age opnås en helhedsforståelse ved, at man relativerer modsætningspar som godt og ondt, lykke og lidelse og himmel og helvede. Ved at ondskab, lidelse og straf bliver relative størrelser kan man tage konsekvensen af, at Gud er den algode, almægtige og alvidende skaber.
Eftersom menneskets handlinger i sidste instans falder tilbage på Gud, kan disse ikke i absolut forstand være onde og kan derfor heller ikke føre til fortabelse. Men i og med at frelsen bliver almen, kan alle de væsener, som har oplevet lidelse, også før eller siden høste den frugt, som begrunder den. Guds retfærdighed reddes så at sige ved at redde mennesket.
Man kan diskutere om karma/ reinkarnations- og evolutionsbegreberne dækkende beskriver virkeligheden - det har ikke været min opgave her. Det er imidlertid svært at komme uden om, at de er i stand til at besvare lidelsens problem på en måde, der ud fra kriterier som sammenhæng og logik er væsentligt mere tilfredsstillende end det kristne bud. Dette er formentlig en af de vigtigste grunde til at New Age vinder frem på bekostning af traditionel kristendom.

Jens Woetmann Pedersen er cand. mag. i religion og psykologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu