Læsetid: 3 min.

Melchior forvrider

Debat
9. august 2000

Hvad med at tage ansvaret for de lidelser, man selv - direkte eller indirekte - har været med til at påføre andre

Israel
Nu gik det ellers lige så godt. Med Hans-Henrik Fafner ved det mellemøstlige ror på Information har der ikke været nogen risiko for, at Israels trofaste støtter skulle få morgenkrydderen galt i halsen.
Men så kom fris den 26. juli med en leder, der gik imod den vedtagne udlægning af Camp David, og så er fanden løs i zioniststræde, og lederens små unøjagtigheder giver anledning til et genopkog af de gamle myter.
De fleste, der beskæftiger sig med Mellemøstkonflikten, vil formentlig mene, at den internationale ramme om konflikten er FN's delingsplan fra november 1947, resolution 194 fra december 1948 vedrørende de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, samt resolutionerne 242 og 338 fra henholdsvis 1967 og 1973 med kravene om Israels tilbagetrækning fra besatte områder.
Men den 2. august fremsætter Arne Melchior den påstand, at vi i virkeligheden skal tilbage til 1920, da Folkeforbundet udpegede England og Frankrig til mandatmagter i Mellemøsten.
I realiteten foregik det i modstrid med Folkeforbundets egne præmisser, hvori det nemlig hed, at befolkningernes egne ønsker skulle spille en afgørende rolle ved valget af mandatmagt. Men man undlod at spørge dem, og i realiteten havde England og Frankrig allerede delt området imellem sig.

Intet jødisk hjemsted
Charteret for det engelske mandat i Palæstina blev udarbejdet i 1923 og indeholdt to modstridende løfter, nemlig Balfourdeklarationens løfte til zionisterne fra 1917 om hjælp til oprettelse af "et jødisk nationalhjem i Palæstina" og Folkeforbundets pagts paragraf 22, som pålagde Storbritannien at hjælpe Palæstina til at opnå fuld selvstændighed.
Året forinden havde den britiske regering uddybet, hvordan Balfour-deklarationen skulle forstås: "Hans Majestæts regering erklærer nu...utvetydigt, at det ikke er dens politik, at Palæstina skal være en jødisk stat..."
Der har på intet tidspunkt været tale om, som Arne Melchior skriver, at "gøre Palæstina til et nationalt jødisk hjemsted." Balfour-deklarationen slår således fast, at støtten til "oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk" sker under den klare forudsætning, at der ikke sker noget, som kan gribe ind i de medborgerlige og religiøse rettigheder for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper, ej heller i jøders rettigheder og politiske status i andre lande."
På det tidspunkt udgjorde jøderne 7 procent af Palæstinas befolkning.

Uvidenhed
I samme udgave af Information gør Otto Rühl, formand for dansk-israelsk selskab, Abu Dis til et kvarter i det østligste Jerusalem. Også en fordrejning.
Abu Dis er ikke noget kvarter, det er en landsby uden for Jerusalem, dvs. på Vestbredden. Ellers ville Israel jo heller ikke have overdraget den som et område B og stillet palæstinenserne den i udsigt som en del af deres selvstyre/stat. At Abu Dis så er ved at være totalt omringet af israelske bosættelser, er en anden sag.
Når Otto Rühl påstår at den palæstinensiske stat ikke vil blive et kludetæppe, viser det, at han enten er endnu tættere på magtens centrum i Israel end nogen journalist - eller er uvidende om de kort som offentligheden i de sidste tre måneder har haft adgang til. De kort viser en Vestbred gennemskåret af omkørselsveje til bosættelser og en israelsk landbræmme langs grænserne, således at de palæstinensiske skolebørn på spørgsmålet om, hvilke lande Palæstina grænser op til, i fremtiden vil kunne svare: Israel.
Med hensyn til sammenligninger med Holocaust er det rigtigt, at det er der ingen grund til. Der er lidelser nok til alle, og måske skulle man selv begynde at tage ansvaret for de lidelser, man har været med til at påføre andre, enten direkte eller ved sin massive støtte til den førte israelske politik. Ved samme lejlighed kunne man måske gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind nyere israelsk historieforskning, sådan at man ikke er nødt til at fremture med sine enøjede fremstillinger af de forskellige israelsk-arabiske krige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her