Læsetid: 4 min.

Mindretal og det europæiske samarbejde

Debat
2. august 2000

Nationalisme og national identitet er på ingen måde et overstået kapitel i menneskehedens historie

Homogenitet
National og social homogenitet er historisk og statistisk en undtagelse i verden af i dag. Ifølge den amerikanske forsker Walker Connor er der foruden de nordiske lande på verdensplan kun en halv snes stater, som ikke rummer større eller mindre nationale minoriteter: Østrig, Tyskland, Irland, Japan, Nord- og Sydkorea, Lesotho, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal og Ungarn. Halvdelen af dem har til gengæld store mindretal uden for deres grænser: Østrig, Tyskland, Irland, de to Koreaer, Lesotho og Ungarn. Ser man bort fra undtagelsen Japan, er det faktisk mindre end 1 procent af verdens befolkning, som lever i stater, der svarer til FN charterets krav om national selvbestemmelse, dvs. identitet mellem stat og en etnisk gruppe.
Resten af verdens stater forsøger at leve op til de abstrakte formuleringer fra den tyske idealisme og med mere eller mindre voldelige midler på kort tid at kopiere de integrationsprocesser, som de etablerede, europæiske nationale stater har været flere hundrede år om. Processer som endda ikke har ført til fuldstændig etnisk identifikation med staterne.
Modsigelsen mellem de to principper, nationernes selvbestemmelse og respekten for etniske og nationale mindretal afspejles klart i FN's selvmodsigende debatter og resolutioner. I charteret (artikel 1, stykke 2) loves "respekt for princippet om folkenes ligeberettigelse og selvbestemmelse. For i næste åndedrag (artikel 2, stykke 7) at forbyde organisationen "at gribe ind i forhold som hører under den enkelte stats egen jurisdik-
tion", med mindre (artikel 39) Sikkerhedsrådet bestemmer, at situationen udgør en "trussel mod freden, et brud på freden, eller en aggressiv handling". Oftest har FN valgt en meget restriktiv fortolkning af sådanne brud og anskuet dem som den enkelte stats interne anliggender. Det er stadig tilfældet i dag når det gælder store og stærke stater som Kina, Indien, Brasilien eller Rusland. At det er eller har været praksis kan på ingen måde undre, da praktisk taget alle FN's stater er multietniske eller flertalsstater med et eller flere mindretal inden for grænserne. Hvad man skal undre - og glæde - sig over er derimod at det internationale samfund i de senere år i nogle situationer har grebet ind i andre landes forhold, sådan som det skete i Østtimor i foråret 2000. Men der kunne ikke skabes enighed i Sikkerhedsrådet om at gribe ind i Kosovo året før, hvorfor NATO gjorde det på egen hånd, hvad der af mange eksperter, også danske, opfattes som et meget betænkeligt brud på folkeretten.

Ikke et overstået kapitel
Nationalisme og national identitet er på ingen måde et overstået kapitel i menneskehedsn historie, sådan som såvel de liberalistiske som de marxistiske moderniseringsteorier i 1950'erne og 60'erne antog. Tværtimod er debatterne blomstret op for fuld og blodig kraft i Østeuropa og det forhenværende Sovjetunionen. Om det så er den sidste opblomstring før nationalismen endegyldigt forsvinder, sådan, som vi nu kan se, det var tilfældet med marxismen i 1970'erne, er endnu for tidligt at spå om.
Minervas ugle flyver gerne i skumringen, så den aktuelle interesse for national identitet og nationalisme tages af nogle som som udtryk for, at nationalismens æra snart er overstået. Men der er ikke meget, som tyder på, at det skulle gå sådan. Det hævdede den britiske nationalitetsforsker Anthony Smith allerede i 1981, og udviklingen siden opløsningen af de kommunistiske stater har unægtelig ikke givet anledning til at ændre opfattelse. Snarere har det bekræftet den polske dissident, historiker og succesrige chefredaktør Adam Michniks tese om at kommunismen var nationalismens højeste stadium.
Først det europæiske samarbejde i form af EU giver håb om overvindelse af de problemer der blev skabt mellem 1918 og 1920 med indførelsen af en ny statsorden baseret på nationale flertalsstater. Ingen garanti, men den første lovende mulighed. Derfor ønsker såvel makedonsk talende som albansk talende makedonske statsborgere og sigøjnere med makedonske pas brændende optagelse i EU. Mange gør det nok ud fra et naivt håb om uendelige strømme af gratis overførselsindkomster. Men de realistiske som den forhenværende præsident i Makedonien, hædersmanden Kiro Gligorov, ønsker optagelse i EU ud fra en erkendelse af, at medlemskab er den eneste realistiske overlevelsesmulighed for den skrøbelige og konfliktfyldte stat.
Gligorov fremsatte denne udtalelse 12. maj 2000 i en tale for et forum af repræsentanter for alle de stridende grupper i Ex-Jugoslavien samlet af den norske organisation "the Nansen Dialo-gues for Peace and Understanding". Og henvendte sig primært til de potentielle statsbærende grupper i dette land. Men hans observation gælder også for et slet behandlet mindretal som romaerne. Der er ikke tale om en garanti, men den eneste realistiske mulighed for bedre forhold for dem i ellers håbløst udseende situation. Kun en stabiliseret stat med en vis økonomi vil have mulighed for at behandle alle sine indbyggere ordentligt. EU-medlemskab er ingen garanti for forbedrede forhold for mindretallene i Europa. Men for indeværende den eneste mulighed i syne, især i kraft af det opmuntrende forhold at menneskerettighederne - tilsyneladende til det store flertal af danskeres højlydte utilfredshed - er ved at blive indskrevet i organisationens grundlov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her