Kronik

Modernitet og tørklæde

Debat
21. august 2000

I Tyrkiet er tørklædet til kvinder forbudt på grund af sine historiske henvisninger til en forhadt fortid. Og tilmed ildeset for sin forbindelse til islamisterne

Historisk set
Efter valget den 18. april i år ventede den tyrkiske offentlighed spændt på, om de to nyvalgte kvindelige parlaments-medlemmer ville komme til åbningsceremonien 2. maj med eller uden tørklæde.
Den ene af de nybagte parlamentarikere var Merve Kavakci fra Dydens Parti. Den anden var lægen Aysenur Tekdal fra det ultranationalistiske Nationalistiske Bevægelsesparti. Det havde allerede inden valget skabt en del røre, at Den Nationale Valgkomite havde forbudt kvindelige kandidater med tørklæde at optræde i fjernsynet.
Først ankom Aysenur Tekdal. Hun havde taget tørklædet af - ifølge pressen efter klar ordre fra partiledelsen. Så dukkede Merve Kavakci op, og helvedet brød løs i salen - hun havde nemlig sit omstridte tørklæde på.
Da hun kom ind i salen, rejste medlemmer af Ecevits Demokratiske Venstreparti sig og begyndte anført af Ecevit at råbe "Ud! Ud!". En del medlemmer af Dydens Parti skreg endnu højere tilbage. Ecevit gik på talerstolen og råbte: "Før denne kvinde ud af salen!" Episoden endte med, at parlamentsformanden annoncerede en pause og bad Merve Kavakci om at forlade salen. Den dag i dag kan Kavakci ikke indtage sin plads i parlamentet.
Straks efter episoden begyndte de dele af de tyrkiske medier, der støtter den officielle linie, en smædekampagne imod hende.
Dag efter dag måtte sagesløse avislæsere og tv-seere lægge øjne og øre til Kavakcis privatliv: At hun havde været gift med en pakistaner (som om der ikke var nok tyrkiske mænd), og at hun var blevet skilt, da det havde vist sig, at han havde flere koner (det er det, der sker, når man gifter sig med sådan en!). Det blev sågar hævdet, at hun var "agent for en fremmed magt" uden at specificere, hvilken stat det drejede sig om.
Episoden har endnu flere aspekter, men viser, at tørklædesager også kan oprøre sindene folk andre steder end i Danmark.
Ifølge tyrkisk lov er det direkte forbudt at bære tørklæde i offentlige bygninger såsom skoler, universiteter og retsbygninger. Derimod må man gerne bære det på gaden eller i private hjem. Det betyder, at hverken folkeskolelærere, dommere eller universitetsstuderende må bære tørklæde. I virkeligheden nævner parlamentets dress-code ikke tørklæder, men har kun et påbud om, at kvindelige medlemmer bør være iklædt jakke og nederdel.

Mange verdslige tyrkere reagerer voldsomt over for kvinder med tørklæder, ikke mindst når disse færdes i offentlige bygninger. De opfatter nemlig tørklædet som symbol på kvindeundertrykkelse og 'det gamle regime', dvs. det osmanniske styre, der regerede, før landet blev republik i 1923. Bunder deres reaktion bare i irrationel para-
noia?
Under Osmanneriget var kvinder tvunget til at gå med tørklæde: En muslimsk kvinde, der viste sig offentligt uden tørklæde, blev hånet af forbipasserende, og politiet anholdt hende. Atatürks reformer i 20'rne og 30'rne indholdt også en række frigørende elementer for kvinder: Man indførte i vidt omfang schweizisk civilret og tildelte i princippet kvinder alle de rettigheder, som kvinder dengang havde i Europa - f.eks. lige ret til arv. I 1934 fik kvinder ret til at vælge og blive valgt til offentlige embeder. Man påbød alle familier at sende børn, altså også piger, i de offentlige skoler, hvor piger og drenge gik sammen. Disse forbedringer i kvinders og pigers vilkår betød, at man begyndte at opfatte tørklædet som symbol på kvindeundertrykkelse.
En anden faktor, der får en del tyrkere til at se rødt, når de ser tørklæder, er, at dele af den islamistiske bevægelse går ind for tør-klædetvang og kønsadkillelse f. eks. i offentlige transportmidler og i uddannelsesinstitutioner. Man er bange for, at islamisterne vil forsøge at gennemtvinge en række forandringer, der i verdslige tyrkeres øjne vil forringe kvinders muligheder, hvis islamisterne kommer til magten.
Man kan ikke bare affeje en del tyrkeres kobling mellem kvindeundertrykkelse og tørklæde som paranoia. I de verdslige tyrkeres univers begår kvinder med tør-klæde helligbrøde ved at vise sig i offentlige bygninger: Disse kvinder tilsviner modernitetens templer - skolerne, universiteterne, parlamentet, domstolene.
Omvendt kan man argumentere, at en demokratisk stat ikke bør blande sig i, hvad folk skal eller ikke skal tage på: Hvis en stat begynder at kontrollere den slags, vil den ikke kunne udføre sine egentlige opgaver, som f.eks. at forsvare landet og yde service til sin befolkning.
Desuden kan bestemte symboler i andre sammenhænge skifte karakter og overtage andre betydninger: I de islamiske lande, hvor kvinder skal bære tørklæde og slør, symboliserer disse ikke kun kvinde-, men også generel politisk undertrykkelse og kontrol. I samfund, hvor kvinder ikke må bære slør, kan det overtage andre betydninger, som f.eks. modstand imod statens indblanding i den måde, folk forvalter deres religiøsitet på, statens undertrykkelse af bestemte former for religiøsitet, og generel politisk undertrykkelse. Tør-klædet kan også symbolisere modstand imod samfundets generelle æstetisering og seksualisering.

De sidste to begreber æstetisering og seksualisering bør uddybes. Den hurtige urbanisering, der foregår i Tyrkiet, skaber rum for en stor mængde fremmede mennesker, som man ikke har chancen for at lære at kende som individer.
Derfor forbliver disse mennesker en overflade, som man kun kan vurdere fra æstetiske kriterier: Smuk, grim, tiltalende, frastødende, attraktiv osv. Jo mere urbaniseret et samfund bliver, jo mere må man forholde sig til mennesker omkring sig som æstetiserede overflader, som man også kan vurdere i forhold til deres seksuelle tiltrækning.
Udover de fremmede, man møder i byens offentlige rum, ser man også i stigende grad store mængder fremmede i billedmedierne, i aviser, blade og på fjernsynskærmen. Disse telemedierede fremmede kan også vurderes i forhold til æstetiske kriterier og seksualiseres. Man behøver ikke gå længe rundt i Tyrkiets storbyer eller kigge meget i tyrkiske tv-kanaler, før man kan mærke den massive tilstedeværelse af vestligt klædte kvinder (og mænd). Både vestliggørelsen af æstetiske kriterier med hensyn til kropsform og på-klædning, og den vestlige påvirkning af seksualmoralen får en del muslimske kvinder (og mænd) til at reagere: De føler trang til at markere en anderledeshed i forhold til den vestliggjorte del af befolkningen.

Hvis disse iagttagelser og overvejelser er rigtige, kan det ikke nytte noget at betragte tørklædet som et symbol på kvindeundertrykkelse, eller et ønske om at vende tilbage til osmannertiden. Det moderne Tyrkiet har helt andre problemer, og moderne tyrkiske kvinder er op imod helt andre sociale og kulturelle kræfter end deres medsøstre i 20'rne og 30'rne.
Spørgsmålet er så, hvorvidt de kvinder, der bærer tørklæde, kan bekæmpe eller trænge æstetiserings- og seksualiseringstendenserne i det moderne Tyrkiet tilbage med deres tørklæde, og hvorvidt tørklædet er et forbigående fænomen. Man må forvente, at tørklædet og den tilhørende islamiske påklædning ikke i længden kan stå imod en ny frisure- og tøjstil, som er designet til at vise kroppens former tydeligere.
Men på den anden side er det svært at se, hvordan tørklædet bare skulle forsvinde: Andre fænomener, som mange sociologer mente var forbigående, som f.eks. religiøsitet eller familieinstitutionen, ser ud til at overleve.
Et moderne samfunds symbolske univers vil være løse og langt fra stabile konstellationer af definitioner af, hvad sandheden er. Der vil ofte mangle en logisk konsistens, og der vil kunne iagttages både nødvendige og tilfældige elementer.
Et af de bedste udtryk til at beskrive denne tilstand er det franske ord bricolage, som bruges om aktiviteter, hvor et barn samler og skiller byggeklodser ad. Det er befriende at tænke i disse baner, specielt som reaktion på den tendens hos en del kulturkritikere, som med profetisk iver og sikkerhed fortæller, hvad det moderne menneske er, og hvad der er uundgåeligt omkring dets verdenssyn!

I ikke-islamiske lande som de europæiske, hvor der bor en del muslimske indvandrere, kan tørklædet ses som symbol på modstanden mod, at mænd og kvinder har forskellige muligheder for at afprøve kroppens seksuelle og erotiske muligheder. Mens muslimske mænd har ret til at afprøve deres seksualitet, hovedsageligt med europæiske kvinder, er muslimske kvinder afskåret fra den mulighed.
Denne kønsmæssige forskel og ambivalens skaber frustration hos en del muslimske kvinder. Ved at tage tørklæde på markerer de sandsynligvis forskellen mellem sig selv og de frigjorte europæiske kvinder. Det budskab, de forsøger at sende til muslimske mænd, er: Det legitime objekt for jeres begær og blik er ikke de frigjorte kvinder, der fører et - set med islamiske briller - uanstændigt liv, men os, muslimske kvinder, der er dydige og anstændige.
Det ser ud til, at tørklædet forsat vil skabe kontrovers både i islamiske og ikke-islamiske lande, hvor der bor muslimske indvandrere. Derfor er det ufrugtbart at insistere på, at en del kvinders frivillige valg af tørklæde blot skyldes undertrykkelse.

*Bare your head. The Economist, 15. maj 1999.

*Berger, Peter et al.: The Homeless Mind. Modernization and Consciousness. (Vintage Books, New York. 1974).

*Cölasan, Emin: Yazik oldu Merwe'ye (Det var synd for Merwe), i: Hürriyet, 21. september, 1999.

*Göle, Nilüfer: Modern Mahrem (Den moderne intimitet). Metis Yayinlari, Istanbul, 1993.

*Hürriyet i april, maj og juni 1999.

Mehmet Necef er ph.d. og lektor ved Center for Mellemøst-studier, Syddansk Universitet - Odense.

Læs mere om tørklæder, kultur og religion i Informations kronik i morgen og onsdag. Tirsdag belyser Lene Kofoed Rasmussen og Connie Carøe Christiansen fra Socialforskningsinstituttet kvindernes egne grunde til at markere sig som de gør. Onsdag udlægger lektor Allan Poulsen hhv. kristendommens og Islams forhold til krop og renhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her