Læsetid: 3 min.

Øst er øst og vest er vest og aldrig mødes de to

Debat
21. august 2000

Konflikterne om Palæstina, Kashmir og Baskerlandet kunne måske kaldes 'civilisationernes sammen-stød'. Og dog...

Orden
Amerikaneren Samuel Huntington blev for nogle år siden berømt på i bogen The Clash of Civilisations and the Remaking of World Order (1997) at påstå, at tiden, der fulgte den kolde krigs afslutning, ville være præget af voldsomme sammenstød mellem verdens civilisationer. Umiddelbart vil mange være tilbøjelige til at give ham ret.
Etnicitet, nationalitet og religiøsitet bliver stadigt vigtigere elementer i tidens internationale konflikter. Disse handler om identitet, snarere end om politiske ideologier og magtpolitik.

Trusselsbilledet
Tre konflikter har været fremtrædende i mediebilledet i den sidste tid: Konflikten om Palæstina, om Kash-mir og om Baskerlandet. Det er vanskeligt at karakterisere disse konflikter som enten religiøse, nationale eller etniske på den ene side eller som udtryk for politiske ideologier og magtpolitik på den anden. De er ofte det hele på én gang. De tre nævnte konflikter er heller ikke just af nyere dato, sådan som vi måtte forvente i forlængelse af Huntingtons ræsonnement. Uomtvisteligt er det dog, at disse konflikter er fået mere opmærksomhed, og at de er blevet mere fremtrædende i de vesteuropæiske staters trusselsbillede.

Religionen blinder
For Huntington er det religiøse element i høj grad definerende for en civilisation. Religion ses som noget fundamentalt og eksistentielt: Som noget, der konstituerer vores væren, og følgelig som noget, der er hinsides diskussion. Religionen blinder dens udøvere på hver sin partikulære måde.
Argumentet er følgelig, at de forskellige religioner er inkommensurable og at en øget kontakt derfor må føre til stadig flere konflikter. For Huntington er den kolde krigs ophør og det samtidige ophør af supermagternes overlejring af regionale konflikter præcist det, som letter låget på trykkogeren. Religiøse spørgsmål er for Huntington nærmest pr. definition sikkerhedspolitik.

Civilisatorisk konflikt?
Er konflikterne i Palæstina/ Israel, Baskerlandet og Kashmir udtryk for sammenstød mellem civilisationer? Huntingtons tese lider af flere afgørende svagheder. For det første synes det at være de små forskelles narcissisme, der driver disse konflikter. Set ude fra synes forskellene mellem f.eks. spaniere og baskere ikke lige frem at være forskelle mellem to forskellige civilisationer.
Videre står tidens konflikterne oftest mellem religiøse, nationale eller etniske grupper på den ene side og den sekulære stat på den anden. Indiens konflikt med Pakistan har i høj grad været en kamp, hvor Indiens status som en sekulær stat og Pakistans som en religiøs har været i spil.
Sjældent står kampen mellem to stater og to religiøse begrundelsessystemer. Oftest er det en religiøs eller nationalistisk gruppe som angriber en sekulær stat. Kampen drejer sig i høj grad om staten skal være sekulær eller ej.

Religioner truer ikke
For det andet synes Hun-tington ikke i tilstrækkelig grad at acceptere, at et religiøst verdensbillede ikke nødvendigvis forskriver bestemte handlinger. F.eks. foreskriver mange religioner, at de troende missionerer, men sjældent hvordan. Huntington har med andre ord ikke tilstrækkeligt blik for, at henvisningen til religiøs metaforik ofte er et politisk træk. Religioner (og civilisationer) truer ikke pr. automatik hinanden.
Følgelig, og det er den væsentligste kritik, synes hans tilgang til studier af tiden konflikter at lede til fatalisme.
Den eneste farbare vej er, ifølge ræsonnementet, at minimere kontakten mellem religioner og civilisationer, eller blot acceptere disse konflikter som uundgåelige. I en globaliseret tidsalder synes disse løsninger dog uden de store perspektiver.

To svar
Det lette svar på tidens 'civilisatoriske' konflikter ville være at påpege et vesteuropæisk civilisatorisk (sic.) fremskridt:
Religioner kan sameksistere indenfor rammerne af en sekulær stat. Staten kan stå som garanten for retten til at praktisere en religion. Religioner er ikke forbudt i sekulære stater. De er blot private anliggender uden relevans for det politiske liv.
Reaktione på denne type forslag lyder oftest, at den vestlige sekularisme essentielt set er forlængelsen af et kristent gudsforhold. 'Fundamentalismen' accepterer ikke denne privatisering af religionen. Måske er begyndelsen til løsningen af en konstruktiv dialog, som accepterer, at forholdet mellem Vesten og 'de andre' er et møde mellem civilisationer.
Umiddelbart kunne man mene, at man her er snublende nær Huntingtons analytik. Intet ville dog være mere forkert.
Begrebet civilisation har også en anden betydning, end den Huntington tillægger begrebet.
Oprindeligt blev civilisation forbundet med det at være civiliseret, hvor et møde ikke nødvendigvis fører til konflikt. Forståelse og gensidig respekt er også en mulighed. Eller rettere: en stadig opgave!

Mona Sheikhs artikel om Samuel Huntingdons iagttagelser af især "den islamiske verden" stod i Information den 17. august 2000.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her