Læsetid: 2 min.

Redigering eller censur

Debat
30. august 2000

Artikel til Den Store Danske Encyklopædi promoverede artikelskriveren

Leksikalt
Professor i fysik ved Roskilde Universitet Bent Sørensen har i et indlæg i Information den 26. aug. besværet sig over, at en artikel, han var bedt om at skrive om vedvarende energi til Den Store Danske Encyklopædi, var redigeret i en sådan grad, at han betegner det som censur og skævvridning.
Bent Sørensen har været aktiv debattør og – som han selv udtrykker det – uafhængig forsker inden for vedvarende energi siden 70’erne. Derfor var det nærliggende at foreslå ham som forfatter til en artikel om emnet.
Det bidrag, Bent Sørensen indsendte, var imidlertid ikke en artikel om vedvarende energi i den saglige form, som kendetegner Nationalleksikonnet, men et debatindlæg og »kampskrift« i den stil, som var gængs i begyndelsen af 80’erne, da diskussionen om indførelse af vedvarende energianlæg var på sit højeste.

Sjælden selvcentrering
Vi skriver nu 2000, og vedvarende energi er en accepteret del af energiforsyningen. Bent Sørensen kan derfor med nogen ret hævde, at han og hans »kampfæller« har vundet – og det er så også det, hans indsendte bidrag i det væsentlige handler om.
Endog i en sådan grad at han får nævnt sit eget navn to gange, hvilket vist ikke tidligere er forekommet i de tusindvis af artikler, der er skrevet til leksikonnet.

Hele to gange
Første gang får han annonceret for en af sine bøger, idet han skriver, at »denne definition af vedvarende energi, såvel som den engelske betegnelse renewable energy blev første gang foreslået i 1979 i den danske forsker Bent Sørensens lærebog med titlen Renewable Energy«.
Anden gang skriver han:
»I 1974 viste Bent Sørensen, at vindkraft kunne dække hele det danske elbehov.«
Artikler i leksikonnet, som er længere end 20 linjer, signeres af forfatteren, og derfor tillades en vis personlig stil i modsætning til de kortere artikler, som redaktionen tager ansvaret for.
Men også for de lange artikler er det redaktionens opgave at sikre saglighed, bredde og ’fairness’ i behandlingen af et emne.
Det er normalt ikke et problem, for forfatterne sætter en ære i at leve op til de krav. Desværre var redaktionen ved valget af Bent Sørensen ude for det beklagelige tilfælde, at forfatteren i urimelig grad ville benytte Den Store Danske Encyklopædi til at promovere egne synspunkter – og sig selv!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her