Læsetid: 2 min.

Religion for pukkelryggede

Debat
23. august 2000

'Henvend Dem til arbejdsministeren og gør ham opmærksom på skævheden,' sagde jeg

Vorherres Venner
Somme tider griber jeg mig i at ønske, at telefonen først ville blive opfundet i en fjern fremtid.
"God dag, det er Janssen fra Bagsværd Body & Soul Levitation."
"God dag."
"Vi har i flere år gjort samfundet en tjeneste ved at have aktiverede i firmaet. Det har ikke altid været lige morsomt, kan jeg betro Dem. Og nu bliver vi diskrimineret."
"Hvordan?"
"Vi kan ikke få tildelt spritbilister."
"De tænker på økonomien?"
"Bestemt nej. På virksomhedskulturen. De aktiverede er alt for passive på den årlige skovtur. Dér tror vi, at vi vil være mere på bølgelængde med spritbilisterne."
"Jeg vil foreslå, De henvender Dem til arbejdsministeren og gør ham opmærksom på skævheden."
"Man skal tænke på, at spritbilisterne skal tilbage til samfundet..."
"Naturligvis. Farvel."
Jeg havde dårligt lagt på, så ringede den igen.
"Det er Tine Lindhardt, VVS."
"Mine installationer fejler ikke noget."
"VVS- Vorherres Venner og Sympatisører. Vi vil gerne bestille en kampagne mod Georg Brandes."
"Er han ikke død for længe siden?"
"Jo, men den sæd, han såede, har slået rod i en alt for stor del af befolkningen. Han jævnfører Jesus med Wilhelm Tell."
"Ikke Robin Hood?"
"Nej. Det er desværre
bevist, at Wilhelm Tell er
en sagnfigur. Brandes' skrift hedder Sagnet om Jesus,
og han siger, at Det Ny Testamente ikke er til at stole
på."
"Er det noget, man behøver at tage højtideligt? Det er vel et tilbagelagt stadium. Udviklingen går ikke baglæns."
"Det skal De ikke være så sikker på. VVS mener det er uheldigt, at den slags stadig er i omløb. Georg Brandes skriver, at vil man på det åndelige område frembringe krøblinge, skævbenede og pukkelryggede, er det bedste middel at undervise i religion."
"Det er vist ikke lige en opgave..."
"De er måske ikke troende?"
"Næh, det kan man ikke ... "
"Beder De aldrig aftenbøn?"
"Nej, men jeg har måske et svar på Deres. Der er journalister inden for public relations, som vil kunne hjælpe Dem - folk, der ved, hvad vej vinden blæser, ja, de kan næsten høre græsset gro. Se i telefonbogen."
"Det lyder lovende. Tak skal De have."
"Ingen årsag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her