Kronik

Skolen mødested for alle

Debat
1. august 2000

Skolen er et centralt politisk projekt i samfundet. Blandt de vigtige nye opgaver er udvidelse af elev-demokratiet og ligeværdig integration af etniske mindretal

Retfærd & Velfærd
Kommunerne og Danmarks Lærerforening har nu i tre år arbejdet med Undervisningsministeriets udviklingsplan F2000, for at styrke og synliggøre kvalitetsudviklingen i folkeskolen. En evalueringsrapport om kommunernes arbejde med de otte fokuspunkter i F2000 viser, at der er sket noget i næsten alle kommuner, men selvfølgelig er der et spring fra kommunen til skolen - stedet, hvor det sker, - og skolernes arbejde med F2000 er endnu ikke offentliggjort.
Der er behov for at konsolidere dette udviklingsarbejde, men også for gennem klart definerede faser at komme videre. Jeg tror, det er vigtigt, at man giver processen frem mod år 2010 et samlet perspektiv ved at sætte fokus på helhed og demokrati, hvilket kunne være et afsæt for en ny og anderledes folkeskolelov.
Dette arbejde er allerede startet i København, hvor Borgerrepræ-sentationen har vedtaget 'målsætning 2000 for folkeskolen i BR-København'. Her søger vi at skabe helhed og samklang i det fortsatte kvalitetsudviklingsarbejde gennem en kritisk udvikling af F2000's fokuspunkter:
Kvalitet og udvikling under det første fokusområde i F2000 centreres om arbejdet med virksomhedsplaner, udviklingsplaner og mål- og handleplaner for skolen og dens klasser. Er perspektivet ledelseshierarkiets mål- og resultatstyring eller en referenceramme for elevers, forældres og læreres fælles og kontinuerlige planlægning, selvevaluering, prioriteringer og pædagogiske debat i mere autonome og selvforvaltende enheder?
I 'Målsætning 2000' fokuserer vi på medbestemmelse i alle nivauer: "En demokratisk skole er kendetegnet ved på alle niveauer at praktisere medbestemmelse og medansvar. Folkeskolerne styres efter et værdibaseret ledelsesprincip baseret på dialog, etik, Målsætning 2000 samt den enkelte skoles værdigrundlag og målsætninger. Skolens udviklingsplan forklarer, hvad man vil opnå, hvorfor og hvordan man vil gøre det, og den er dermed et redskab for skoleudviklingen."

Det er min opfattelse, at skolen hverken kan eller skal løbe fra at være et velbegrundet og centralt politisk projekt for videreførelse og forandring af samfundet. Den skal være et mødested for alle, men er aldrig neutral. Den vil altid reflektere samfundets værdier, traditioner og brydninger. Udvidelsen af elevdemokratiet og en ligeværdig integration af de etniske mindretal er blot to af de politiske temaer, som er vigtige at diskutere i fællesskab og for fællesskabet.
Det er her vigtigt, at vi betragter udviklingen af skolen som et politisk anliggende for borgerne og dermed deres valgte repræsentanter i Folketing og kommunalbestyrelser. Udviklingen bør være et brugeranliggende for alle samfundsborgere - i modsætning til et forbrugeranliggende - for eleverne og deres forældre og en professionel affære for pædagogisk uddannede lærere. Dette kan kun lade sig gøre, hvis vi fastholder skolen som et stærkt lokalt anliggende. Det er ikke statsmagten, der skal forme skolens ansigt og sjæl.
I F-2000 handler fokusområde syv om lederens rolle og udvikling og ikke om elever, forældre og læreres deltagelse i udviklingen af skolen fra den enkelte klasse, til skolen og kommunen som helhed.
Det udviklingsgrundlag, vi sætter for den københavnske folkeskole i 'Målsætning 2000', er, at "den enkelte folkeskoles arbejde skal ses i sammenhæng med hjem og nærmiljø og bør være et fælles mødested for alle lokalområdets skolebørn. Skolens hverdag skal være præget af de forskellige kulturer og holdninger, som lokalområdet rummer. Skolen skal gøre børnene fortrolige med deres egen kultur og mangfoldigheden i København..."
Fokusområde seks i F2000 handler om, at forældre og skole er præget af det såkaldte skole-hjem-samarbejde. Bygger det på kontrakter om hinandens forpligtelser eller billedet af skolen som forlængelsen af hjemmet og de lokale fællesskabers virke?
I BR-Københavns 'Målsætning 2000' ønsker vi en udvikling, hvor: "Forældrene er skolens vigtigste samarbejdspartner. Partnerskabet indebærer et gensidigt forpligtende forhold og et fælles udeleligt ansvar. Det enkelte barn, klassen og skolen kan kun fungere på grundlag af et fællesskab. Forældrene skal derfor ikke kun involveres i deres eget barns liv, men også i klassens og skolens liv. Skolen skal være åben over for dens omverden og de sammenhænge og institutioner børnene i øvrigt indgår i."

Politik er vigtigt, men der er grænser for, hvad man kan gøre gennem politikken og dens administration, hvad enten den er formuleret gennem i F2000 eller kommunale målsætninger. Begge dele bygger på generaliseringer og må derfor blive mangetydig og uden præcision i skolens mangfoldige virkelighed. Derfor må lærernes rum for at handle være stort, fordi det er dem, der konkret møder eleverne. Dette kan alene begrunde et samlende perspektiv i form af helhed og demokrati.
Professionen som lærer bliver i fremtiden andet end at undervise - eller hvad nu tiden sammen med eleverne skal hedde. Lærerne skal reflektere over deres samfundsmæssige praksis i udviklingen af fremtidens skole. De skal på dette grundlag aktivt deltage i samarbejder, beslutninger og diskussioner også med forældrene og skolens omgivelser. Dette er også nedfældet i grundlaget for den ny overenskomst og arbejdstidsaftale i Københavns Kommune. Lærernes overvejelser over, hvad man gør i situationen, må derfor være en integreret del af deres personlighed eller "dannelse".
Udfordringerne til professionens dannelse er store. Nogle lærere er i dag nervøse for at træde frem i en offentlighed, at blive klasselærere. Det er sjældent på grund af eleverne eller rollen som anker i et lærerteam-samarbejde. Problemet er især forældrene, der med et generelt voksende uddannelsesniveau m.m. ønsker indflydelse, stiller krav, kræver udfoldede begrundelser og ikke længere ser læreren som en naturlig autoritet. Alene disse forandringer er tilstrækkelige til kravet om en ændret opfattelse af professionen og arbejdets organisering.
Elevernes begrænsede indflydelse såvel i skolen som på den kommunale og statslige skolepolitik er urimelig. Det er en begrundelse for mere elevdemokrati, men perspektivet er langt større. Sammen med en begrænsning af ulighederne i samfundet er "den demokratiske samtale" grundlæggende både for sammenhængskraften i et samfund præget af sociale og kulturelle opbrud og for den måde, vi ønsker, samfundet skal fungere på. Eleverne skal derfor opdrages både til og i demokrati.
Rammen om elevernes daglige skoleliv er klassen. Det er her 'fra neden', elevdemokratiet starter. Det må være målet aktivt at involvere alle i de beslutninger, der træffes inden for denne ramme. Det drejer sig både om skolepolitikken via elevrådsarbejdet, klassens sociale liv og undervisningen.
Den enkelte klasses lærere bør hver især og som team koordinere og samarbejde årsplaner for undervisningen. Det vil her være naturligt at inddrage elever i arbejdet, for eksempel ved at afholde en planlægningsuge i begyndelsen af skoleåret. Og det drejer sig ikke kun om den indholdsmæssige side af sagen, men også begrundelserne for væsentligheden af hvert enkelt emne og opøvelsen af de konkrete færdigheder. På den måde får eleverne også et motiverende medansvar for deres læring.

Forældrene er normalt de gennemgående og vigtigste voksne under børnenes opvækst. De har et dybtgående kendskab til deres barn. Forældresamarbejdet - også med basis i klassens virke - er derfor en væsentlig forudsætning for, at undervisningen kan tilrettelægges, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger, og til klassen, der er basen for forældrenes demokratiske deltagelse.
Forældrenes og skolens udelelige ansvar - ikke alene for børnenes uddannelse, men også deres opdragelse, udviklingen af deres livsopfattelse, etik og æstetik - kan let fremmane billedet af den fæle stat, der tager børnene ud af familiens favn. Alternativet er billedet af skolen som forlængelsen af hjemmet, de lokale fællesskaber og lokalsamfundets virke - med andre ord det såkaldte civile samfund. Virkeliggørelsen kræver både visioner og en praksis.
Det fremherskende argument for en større grad af central styring af skolen er at kunne holde dårlige kommuner og skoler i ørene, så børnene ikke dér får ringere udviklingsmuligheder. Jeg er temmelig uenig i dette synspunkt, som indebærer, at kvaliteten og dermed skolerne skal være ensartet. Perspektivet bliver nationale målbare, faglige standarder for undervisningen og dens resultater på hvert enkelt klassetrin kontrolleret og offentliggjort af det nationale evalueringsinstitut. Lærernes centrum for skoleudviklingen bliver Danmarks Lærerforenings forhandlinger. De andre parter får langt svagere mulighed for at gøre sig gældende. - Og jeg tror ikke et øjeblik på, at en central styring af skolen vil være den bedste garanti for kvaliteten.
Det omgivende samfunds værdsættelse og prioritering af skolen kræver, at den er tæt på græsrødderne, at skolen bliver 'deres'. Bliver skolen en statsligt leveret vare, vil omgivelserne opføre sig som forbrugere, der kræver (overfladisk) kvalitet og i øvrigt helst ikke vil betale, hvad det koster. Modspillet bliver læreren i rollen som den traditionelle lønarbejder. Det bliver et tab for de kommende generationer. Et fremtidigt samlende fokus på helhed og demokrati kan værne skolen mod dette.

nAmterne og Kommunernes Forskningsinstitut m.fl.: "Evalueringen af programmet Folkeskolen år 2000 - midtvejsrapport", april 2000.
nFolkeskolerådet: "Vision 2010 - en udviklingssamtale med skolen". Undervisningsministeriets Forlag 2000.
nUddannelses- og Ungdomsforvaltningen (Københavns Kommune): "Målsætning 2000 for folkeskolen i BR-København - revideret på baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 3. maj 2000."
nUddannelses- og Ungdomsforvaltningen (Københavns Kommune): Rammeaftale mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Lærerforening om lærernes arbejdstid 2000/2001.
nPer Bregengaard: "Skolepolitik", Kroghs Forlag 2000.

Per Bregengaard (Enhedslisten) er uddannelses- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her