Læsetid: 2 min.

Spild af tid

Debat
11. august 2000

Naivt alternativ fra JuniBevægelsen

Gl. Europa
I stedet for at progressive kræfter i Danmark bruger energien på at være imod EU og euroen, ville det være rart at få en reel debat om, hvordan vi tøjler de globale markedskræfter. Det er en illusion, når Niels I. Meyer i Information den 1. august skriver, at nationalstaten kan styre den globaliserede højfinans.
Ca. 40.000 transnationale virksomheder står i dag for hovedparten af verdens handel og investeringer, og mange af disse har økonomier større end det danske bruttonationalprodukt. Processer på finansmarkedet foregår i et tempo og i en størrelsesorden, som sætter dem totalt udenfor nationale regeringers kontrol. Den økonomiske globalisering stormer frem, mens den politiske globalisering halter kraftigt bagefter. Nationalstaterne kan ikke længere - alene - balancere de negative effekter af globaliseringen. Her har det betydning, at en europæisk valuta kan stå sammen mod valutaspekulanter.

Hvad vil I så?
Desværre har det knebet med at høre, hvilke alternativer JuniBevægelsen, SF og Enhedslisten har til EU. For nogle år siden formulerede Niels I. Meyer og Drude Dahlerup et alternativ for JuniBevægelsen, som er baseret på et mellemstatsligt samarbejde med mulighed for at indgå internationale aftaler. Det såkaldte Europæisk Forum kunne bestå af 8-10 medlemmer fra hvert land, som kan fremlægge og forhandle forslag. Alt skal vedtages i de enkelte lande, eftersom det er afgørende at nationalstaterne er suveræne. Udenrigs- og sikkerhedspolitik føres nationalt, i OSCE og i FN.
JuniBevægelsen fremhæver samarbejdet i Nordisk Råd som et godt eksempel, hvor der foregår koordinering i det omfang de enkelte deltagerlande er villige til det. Transnationale selskaber og valutaspekulanter kan ånde lettet op, for de har intet at frygte fra et sådant uforpligtende Europæisk Forum.

Samarbejde uden effekt
Synd, at JuniBevægelsen ikke har fulgt opfølgningen på FN's Sociale Topmøde i København, som på udmærket vis illustrerer, hvor lidt der kommer ud af et uforpligtende internationalt samarbejde. Det er nu fem år siden, at 186 lande - heraf 117 stats- og regeringschefer - vedtog Københavner-erklæringen om social udvikling.
Desværre har denne aftale mellem selvstændige lande på ingen måde ført til en reduktion i antallet af ekstremt fattige, som med ca. 1.3 milliard endog er en smule større end for fem år siden. Erfaringerne har vist, at uforpligtende erklæringer fra internationale konferencer sjældent fører til handlinger, og de ansvarlige institutioner mangler effektivitet og penge.
Fremfor at bruge så megen energi på euroen, skulle de progressive kræfter hellere arbejde for globale og bindende regler indenfor rammerne af et demokratisk, internationalt samfund, der vedkender sig et solidarisk ansvar for såvel de fattige som miljøet.
Aktive NGO'ere i u-landene sætter deres lid til, at EU tager et globalt lederskab for at være med til at løse de mange presserende globale problemer. Med de mange globale problemer er livet for kort til, at progressive kræfter spilder tiden på at være uenige om euroen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her