Læsetid: 2 min.

Splitternøgen kendsgerning

Debat
30. august 2000

Keld Albrechtsen vil hellere være positivist end kritisk

280900
Keld Albrechtsen mener, at han er kritisk, når han hævder, at »Den nøgne kendsgerning er, at EU tvinger os til at acceptere madsminke, medicinrester i fødevarer« etc. og at »EU ikke får en høj miljøprofil, fordi der står nogle pæne ord om bæredygtighed i Amsterdam-Traktaten.«
Nu er jeg altså ikke politiker, men forsker og forskning kan som bekendt godt være kritisk, når den siger, hvordan tingene faktisk er. Miljøets »nøgne kendsgerning« er, at der er udviklet et omfattende system af miljø-kontrol i EU, som generelt, ifølge eksperters fortolkninger, må siges at ligge på et højere plan, end hvad vi i Danmark har kunnet lovgive om.
»Den nøgne kendsgerning« er udtryk for det vi siden 70’ernes ideologikritik har kaldt »positivisme«, og her bekræfter Keld Albrechtsen således, at han hellere vil være »positivist« end »kritisk«.

Alt er nu globaliseret
Men som bekendt befinder vi os i en stadig mere globaliseret verden. Det er ikke bare kapitalismen, der er globaliseret; det er også retssystemer, militære systemer, kunst, videnskab, behov o.s.v. For 50 år siden var der ca. 10 internationale organisationer, i dag er der over 100.000. Derfor er der god grund til de facto at mene, at vi allerede befinder os i et føderalt samfund.
Der er mange nationale eliter, der har kunnet leve fedt og blodigt af at hævde, at føderationer skal bekæmpes med vold og magt. Faktum er imidlertid, at EU-institutionerne er omtrent den eneste transnationale organisations-sammenhæng, som vi overhovedet kan regulere ad demokratisk vej. Bekæmper man forsøg på at udvikle EU-institutionerne, herunder det kommende forsøg på at nedskrive den konstitution, som de facto EU har, på en mindre kompleks måde, så bekæmper man også forsøg på at demokratisere den beslutningssammenhæng, som forlængst har overskredet nationalstaten.
Keld Albrechtsen kalder det endog »elitisme«, når man gør opmærksom på, at det nok er en god idé i fremtiden at forstærke de retlige instituioner, som en mere demokratisk post-national verden må være bygget op om. (Er Microsoft, Mitsubishi, WTO,IMF etc. udtryk for demokrati?)

Elitære præmisser
Jeg går ud fra, at Keld Albrechtsens projekt ikke er at skabe en mistillidens Europa, for det kommer til at foregå på militære og uhyggeligt elitære præmisser; selvom man i begyndelsen ved hjælp af en skandale-orienteret presse altid kan få dele af befolkningen med på mistilliden. (Er det »elitært« at være kritisk overfor en nationalistisk gensidig mistillid fra Folk til Volk, så vil jeg gerne være elitær).
I miljøspørgsmål kan der være god ræson i at have en vis »utålmodighed« og derfor have tillid de institutioner, man kan udvikle, ikke i en demokratisk selvbestemmelse, men i en demokratisk sambetemmelse. Skulle man – for nu at plante fødderne solidt i utopiernes himmel – først pille EU’s meget omfattende miljøret fra hinanden for derefter at opbygge en hel anden type miljøret, ville det tage adskillige årtier før en international miljørret var nået længere end EUs, – og det er der nok kun de færreste, der vil være med til. Så enten accepterer vi den miljøret, som vi kan få, eller også får man slet ingen, hvis man blot, som Keld Albrechtsen, kan leve af at være Spielverderber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her