Kronik

Man stener da kvinder

14. august 2000

Siden 1979 har præstestyret været enerådende i Iran. Men inflationen er tårnhøj, og uroen ulmer under den "reformvenlige" overflade

Historisk set
Ifølge vestlige medier kendetegnes den aktuelle situation i Iran ved de konservative islamisters diktatoriske modstand mod præsident Khatamis progressive reformpolitik. Det er ud fra denne tese, at alle spørgsmål i Iran analyseres. Lukning af reformvenlige aviser ses som et komplot fra de konservatives side for at bringe Khatami i vanskeligheder.
Problemet er, at denne dualistiske fortolkning er modsætningsfuld. Hvilket balladen i det iranske parlamentet i sidste uge er et godt eksempel på:
Der blev fremsat et lovforslag fra reformflertallet om en liberalisering af medierne, især aviserne. Men på grund af en erklæring fra den Religiøse Leder afviste parlamentsformanden Mehdi Karubi at sætte forslaget til afstemning, også selv om han selv tilhører reformfløjen.

De to fløje repræsenterer nemlig samme klerikale system, baseret på Islam, blot med forskellige taktikker og politikker i forhold til hvordan man skal opretholde magten og altså, hvordan man aktuelt skal tackle den voksende folkelige modstand imod det islamiske præstestyre. Og hvor Khatami er tildelt rollen som ventilen, der skal forsøge at tage noget af luften ud af det voksende politiske oprør imod det islamiske regime og derfor forsøger sig med en vis reformpolitik, f.eks. i forhold til medierne, og et liberalt image, samtidig med at han regerer på præstestyrets præmisser.

Forskellen mellem de to fløje kan lidt forenklet illustreres ved deres syn på afstraffelse af kvinder ved stening. Eksemplet her blev fortalt af Ayatollah Mohajerani, ordfører for regeringen og minister for kulturelle anliggender, til regeringsavisen Ressalat, den 9. april 98:
Begge fløje går ind for stening af kvinder i tilfælde af udenomsægteskabelig sex; de er blot uenige om, under hvilke omgivelser steningen skal foregå. Mens de konservative går ind for, at steningen skal finde sted i fuld offentlighed og vises i medierne af hensyn til den afskrækkende effekt heraf, så går Khatami-fløjen ind for en mere diskret metode, hvor steningen foretages halvskjult, med kun få tilskuere, for ikke at ophidse folket!.
Når det på trods heraf er lykkedes Khatami at fremstille sig selv som kvindeprogressiv i Vesten, skyldes det, at han har været dygtig til at bringe kvinderne frem i medierne.
Og når kvinderne f.eks. har adgang til universiteterne (hvis de tilhører de rige familier), hænger det sammen med en konstant indsats fra kvindernes side på at gøre millimeter-små indhug i de ekstremt kvindediskrimerende love og regler, som blev indført straks efter den islamiske revolution i 1979, og som af iranske kvinder har fået betegnelsen iransk kvindeapartheid.

Kernepunktet i Khatamis
valgkamp var temaer som retsstaten, respekt for menneskerettigheder, større frihed til kvinder, pluralisme og legalisering af alle partier, som hylder grundloven. Denne henvisning til grundloven ændrer alt. For essensen i grundloven er, at man gør islam til statsreligion, og den centrale institution, som grundloven indsætter, er Velayat Faguih, som gør præsteskabets leder (den øverste ayatollah) til republikkens leder.
Uanset hvem der er præsident, sidder den religiøse leder inde med den højeste magt. Hvad islam forbyder, det forbydes i grundloven, og hvad islam forbyder, afgøres af Den religiøse Leder, som er Guds repræsentant og autoriserede fortolker her på jorden.
Khatami har på ingen måde til hensigt at ophæve endsige reformere denne institution som er selve grundlaget for republikken. Grundloven udstyrer således Den Religiøse Leder med den eksklusive kontrol med den dømmende magt, med revolutionsgardisterne, med medierne og de store regeringsaviser, hvis direktører Han udnævner. Den Religiøse Leder erklærer også krig og slutter fred.
Det er med udgangspunkt i denne totalt dominerende position, at den Religiøse Leder, ayatollah Khamenei, de konservatives leder, kan føre krig mod Khatami uden at respektere dennes påståede vælgermæssige legitimitet.
Det massive stemmeflertal for Khatami ved præsidentvalget i 1997 var nemlig ikke udtryk for en folkelig opbakning bag Khatami, men for stemmer imod den kandidat som blev støttet af den Religiøse Leder Khamenei. Og altså et indirekte nej til det islamiske styre.
Det er værd at huske på, at af de 238 opstillede kandidater til præ-sidentvalget blev de 234 forkastet af Revolutionsgardisternes Råd, der domineres af de konservative og hvis medlemmer udpeges af Den Religiøse Leder (Rådet har vetoret i forhold til alle lovforslag i parlamentet).
De fire tilbageværende godkendte kandidater var alle kandidater for de islamiske magthavere, hvortil kommer, at Khatami i over 10 år var censurminister (= minister for islamisk kultur og opdragelse) under tidligere præsident Rafsandjani og dermed stod i spidsen for den forhadte tankekontrol.
Desuden er det obligatorisk at stemme i Iran, hvor éns stemme-certifikat giver adgang til forskellige ydelser fra staten. Som en journalist tæt på Khatami bemærkede: Hvis man havde opstillet en fyldepen, ville iranerne have stemt på den!
De mange protestbevægelser, der i de senere år er skyllet hen over Iran, og som gennem de seneste måneder er tiltaget radikalt i styrke, er en protest mod den aktuelle økonomiske og sociale krise i Iran. Men det er også en afvisning af landets klerikale styreform. Statsreligionen, den reelle islam, er kommet i miskredit. Anti-klerikalismen er blevet den dominerende tendens hos det iranske folk. Og den kommer dagligt til udtryk i fredelige modstandsformer som sjofle vittigheder om profeten og mullaherne, taxier som ikke stopper og tager kunder op når disse er mullaher. Men som i stigende grad udvikles i retning af egentligt organiserede aktioner: Antændelse af moskeer og islamiske centre (f.eks. i Islamchar).

Dette massive nej til den officielle ideologi er et symptom på den skærpede sociale og økonomiske krise, landet befinder sig i. Den økonomiske situation er katastrofal. Inflationen når rekordhøjder: mellem 20 procent og 30 procent i 1999. For størstedelen af befolkningen bliver leveforholdene stadig forringet: En familie på fem personer har behov for mindst 126.000 touman (ca. 1.300 kr.) pr. måned, men en almindelig families indtægter er på under 80.000 toumann pr. måned (ca. 800 kr.). Derfor er de fleste iranere (og især arbejderne og funktionærerne) tvunget til at have et eller to småjobs oven i deres hovedjob og arbejder ofte 18 timer pr. døgn.
Ifølge officielle kilder er funktionærernes købekraft faldet med 52 procent siden islamisternes magtovertagelse i 1979. Arbejdsløsheden er officielt på 16 procent - men uafhængige kilder vurderer den til mindst 30 procent. Hundredtusindvis af arbejdere har ikke fået løn i månedsvis, hvilket har resulteret i en lang række proteststrejker og fabriksbesættelser.
Mange aktioner, der starter som sociale bevægelser, f.eks. for mere brød, udvikler sig til politiske kampe under overskriften: Nej til det islamiske regime.
Som når kvinderne i Shatereh, en forstand til Teheran, demonstrer for sociale krav, men så smider chadoren (som er den islamiske republiks symbol) og går over til vejbesættelser og spærrer indfaldsvejene til Teheran. Der har på det seneste i byen Piranchar i Kurdistan været gadekampe med afbrænding af regeringskontorer og militære institutioner med 19 dræbte og 100 sårede.

Ovenstående stemmer dårligt overens med det glansbillede, som vestlige politikere og medier forsøger at skabe af den aktuelle reformpolitik og demokratiseringsproces i Iran. Når vestlige politikere og mainstream-medier er i dén grad pro-Khatami, på trods af tidligere tiders modstand mod det islamiske styre, skyldes det først og fremmest vestlige økonomiske interesser i Iran.

EU med Tyskland i spidsen er Irans vigtigste handelspartner og største udenlandske leverandør. I 1999 importerede Iran over 40 procent af sin samlede import på 14 mia US dollar fra EU.
Men også store olieinteresser er på spil. I november sidste år blev der indgået en kontrakt på et milliardbeløb mellem Shell Exploration og Iran efter at der årene før var indgået milliardkontrakter med Total og ELF. Også industrielle interesser er der tale om, europæiske og japanske bilfirmaer har omfattende montage-aktiviteter i Iran.
Disse vestlige interesser menes Khatami bedst at kunne varetage. Han ses som garanten for stabilitet i landet, han er indstillet på privatiseringer af den statslige industri, han kan sikre overholdelse af indgåede kontrakter med udenlandske firmaer og tiltrække udenlandsk kapital. Og med re-formpolitikken er der skabt en demokratisk legitimitet som gør det muligt for udenlandske virksomheder og regeringer uden alt for røde ører at samhandle med Iran!
Derfor er det ikke underligt, at Khatami er den kandidat som hele Europa, USA og Japan holder på. Ham, der den 10.-11. juli i år blev inviteret til Berlin til topmøde med kansler Schrøder, mens iranske flygtninge i tusindvis blev afvist ved grænsen på vej til en protestdemonstration imod Khatamis besøg i Berlin.
Der skal ikke være ridser i billedet, når præstestyrets repræsentant besøger EU's førende land.
Den sociale uro i Iran kan ikke holdes nede med Khatami, selvom arbejdernes fagforeninger er likvideret og forbudt, selvom de politiske organisationer i Iran er blevet smadret og befinder sig uden for Iran, selvom i titusindvis af politiske aktivister sidder indespærrret i de berygtede iranske fængsler.
Det er et spørgsmål om tid, før låget ryger af gryden i Iran.

*Irene Clausen er aktiv i Internationalt Forums Mellemøstgruppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu