Læsetid: 3 min.

Uha - et nej betyder krig

Debat
5. august 2000

Som skeptiker må man ifølge Erling Bjøl bære skylden for krig og forarmelse i tilfælde af et nej den 28. september

EU
Information bragte den 22. juni et interview med den aldrende historiker Erling Bjøl, som bl.a. indeholdt et par bemærkninger om danskernes forhold til EU og den integration, som modstanderne af EU frygter. Bjøl udtaler forbavsende nok, at danskerne altid har betragtet EU "ud fra hvilke økonomiske fordele, de kunne have af det".
Det er jo en fantastisk påstand set på baggrund af, at samtlige EU-modstandere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti under ØMU-debatten har fastholdt, at det økonomiske ikke er afgørende for deres modstand.

Bedstefar er skuffet
I det hele taget kan Bjøls tillid til danskernes åndsevner ligge på et meget lille sted: "Den store vision om at skabe en ny form for internationalt retssamfund, den har de aldrig fattet, eller de har været ligeglade med det, eller uinteresserede." Bjøl ignorerer, at et sådant tiltag fastlåser verden i en ideologisk blok-egoisme, med mindre man mener, at verden omkring Europa automatisk vil orientere sig i retning af Europa som centrum for menneskerettighedstænkning.
Bjøl har de forkerte historiske briller på, også når han skal forklare EU-skeptikere, hvorfor suverænitetsafgivelsen i en kommende europæiske supermagt ikke bør skabe bekymring: "Oprindelsen til EU var jo netop fred, og at undgå de konflikter, der havde været ikke mindst mellem Tyskland og Frankrig, og så gå en helt ny vej, som man kun forsøgsvis havde betrådt i starten af tyverne."

Det handler om stabilitet
Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer bevæger sig ud ad samme tangent, når han, som opfølgning på Euro-rapporten fra Rådet for Europæisk Politik i et interview fremhæver, at "det handler om stabilitet i Europa" (Inf. den 8.-9.juli).
Den sang er blevet sunget for EU-skeptikere, lige siden den socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen for 30 år siden affærdigede modstanderne af EF som nationalromantikere! Som regel kommer der vældig belejligt udmeldinger fra finansverdenen som akkompagnement til tilhængernes trussel om krig og ødelæggelse, således også under ØMU-debatten. Deutsche Bank udtaler til Berlingske Tidende, at udenlandske investorer i danske obligationer "skal trække deres penge ud, hvis de venter et nej til euroen."
Som skeptiker må man altså bære skylden for både krig og forarmelse, i tilfælde af et nej. Frihed er næsten kun at forstå som en filosofisk frihed i Camus' ånd i et åndeligt klima, hvor skribenter i Weekend Avisen som Ulrik Høy og J. Schleimann har travlt med at rehabilitere hhv. præsten og anti-humanisten Krarup og den amerikanske opvigler J. McCarthy. Skal vi ikke i stedet fokusere lidt på sammenhængen mellem piratkapitalismen i øst og store benzinselskabers kapitallogiske trang til at bedrage skandinaviske forbrugere i vest? Hvordan stopper man uigennemskuelige økonomiske tiltag af denne type gennem etableringen af mindre demokratiske politiske rutiner i et centralt dirigeret EU?

Styret af cool cash
Når Bjøl konstaterer, at der efter den kolde krig er flere væbnede konflikter i verden end tidligere, forårsaget af, at der er blevet "brug for at finde nye købere til våben", så toner en verden frem styret af cool cash. Vi EU-borgere må håbe på de andre blokkes ulykke. Opsvinget i USA må gerne snart stoppe, så euroen kan stige på det internationale valutamarked.
Den Lykketoft - Bjøl'ske virkelige verden uden for EU er en jungle, men vi inden for EU fægter os ligeledes frem i den europæiske urskov som antropoide stammer, der må finde sammen, fordi større stammer taktløst truer vor eksistens med deres økonomiske fremskridt. Kan vi ikke snart på tilhængersiden få en diskussion i gang af andre værdier end de økonomiske? Hvis vi ikke kan det, havner vi i en dyb provinsialisme, eller tiefste Provinz, som det hedder i det land, der huser Deutsche Bank.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her