Læsetid: 2 min.

Bedre takter i EU

Debat
7. september 2000

Løfter man blikket fra den EU’ske andedam, vil man opdage en verden udenfor, som påvirkes af EU’s indretning og udvikling

Europa
Som et pusterum i dansen om ØMU’en tilbragte jeg en søndag på Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI) og dagbladet Informations konference: Danmarks rolle i fremtidens Europa. EU – et politisk projekt.
Inspirerende musik i trætte ører: Hvordan organiserer vi bedst muligt magten som erstatning for det demokratitab, suverænitetsafgivelse formelt medfører? Udfordringen er, med Morten Kelstrups (COPRI) ord, at demokratisere EU uden at sætte det nationale demokrati over styr.
Det er utilstrækkeligt alene at indskrive demokrati i nationalstatens toneart. Det politiske værk består i en blanding af mellemstatslighed og overnationale rum. Men kompositionens klangbund varierer med blandingsforholdet, indholdet samt indretningen af de rum. På hvilke områder, skal der træffes beslutninger i et større fællesskab, og ikke mindst, hvor og hvordan skal det finde sted? Jeg tror ikke, EU kan blive et demokrati, men EU kan og skal gøres mere demokratisk.

Fri improvisation
I et mellemspil fik EU-ordførerne Claus Larsen-Jensen og Charlotte Antonsen fri improvisation over temaet visioner uden taktik-stokkens svingen over hovedet. De kunne have leveret en inspirerende sats for det 21. århundrede, men det blev kun til en kopi af det gamle omkvæd, som Lene Hansen (COPRI) netop beklagede var det eneste perspektiv i dansk EU-debat: »Et samarbejde mellem suveræne stater, hvor vi på områder, der kræver fælles løsninger, afgiver suverænitet«. Det bestrides næppe af nogen, men det er vel snarere udgangspunktet?! En fremadrettet vision er det ikke. Som Kelstrup pointerede, stopper debatten før tid: Hvad ønsker Danmark i den politiske konstruktion ved navn EU? Hvad er strategien overfor den ’graduelle føderalisme’, der reelt kendetegner den? Svaret blafrer stadig i vinden.
Anden sats på konferencen hed EU i verdenspolitikken. Det er kendetegnende, at vinklen fortsat er EU-intern – hvad kan vi blive enige om – men nok så vigtig er effekten på den globale orden, EU er en del af. Tendensen til det provinsielle illustreredes af Rynnings tale om EU og ’periferierne’ og Bjørn Møllers (COPRI) spørgsmål om, hvorvidt EU skal agere uden om NATO evt. med FN-mandat. Løfter man blikket fra den EU’ske andedam, vil man opdage en verden udenfor, som påvirkes af EU’s indretning og udvikling. At binde verdens stormagter sammen i en orden med fælles spilleregler kan ikke løses af mere magt til EU-parlamentet eller flere flertalsafgørelser i Ministerrådet. Dertil er selv EU ikke det endelige svar.
Konferencen bekræftede, at vi (læs: os danskere) gerne vil ’være med’ og præge dagsordenen. Vi tænker længere end til mønters udseende og folkepensionssatser.

EU’s militære arm
Det forsvarspolitiske bal er allerede åbnet. Omdrejningspunktet bør ikke være, om EU-landene skal spille en aktiv sikkerhedspolitisk rolle. Selvfølgelig. Heller ikke, om EU kan, men om EU skal håndtere militære konflikter? Hvilke konsekvenser har det for den globale sikkerhedsorden, at EU udvikler en militær arm? Er det reelt stabiliserende eller potentielt destabiliserende for den globale politiske orden, hvis EU skal agere selvstændigt i de såkaldte nærområder? Og hvad indebærer en sådan regionalisering af det sikkerhedspolitiske ansvar?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her