Den danske euro-afstemning kan ændre opbyg-ningen af Nordeuropa
Kommentaren - 280900
Hvem kan hidse sig op over en bro? Men hvis det kun var en bro, så var den blevet bygget for lang tid siden. Broen som forbinder Nordeuropa med den skandinaviske landmasse er en politisk erklæring, næsten om ikke lige så betydningsfuld, som skabelsen af euroen, den fælles mønt, er for landene syd for. En skandinavisk beslutning om at deltage i den fælles europæiske mønt ville være et logisk næste skridt. At både Danmark, som holder folkeafstemning om spørgsmålet senere på måneden og Sverige, broens to moderlande, har alvorlige forbehold over for en deltagelse i euroen er, i moderne udklædning, den samme debat de havde om, hvorvidt broen skulle bygges en debat som tog et århundrede af argumenter og diskussioner.
Men nu er broen der, den blev åbnet i juli måned. En stilfuld genstand der krydser 17 kilometer af sundet, som munder ud i Det Baltiske Hav. Den danske afstemning, som finder sted over hele landet den 28. september, vurderes af iagttagere på stedet at blive meget tæt løb. Skønt regeringen, størstedelen af erhvervslivet, mange fagforeninger og de fleste medier går ind for den fælles mønt, så tøver en stor bid af den offentlige mening for lige som det var tilfældet med broen er de bange for, at lille Danmark og alle dets dyder med en sund økonomi og en gunstig velfærdsstat for ikke at nævne en dyrebar selvfølelse vil blive ædt op af de tyske fragtbiler, som racer igennem til det nordlige Skandinavien og af føderalister med base i Bruxelles, som kun er ude på at indordne dette lillebitte land under en eller anden fransk-tysk-domineret politisk union, hvor deres interesser og prioriteter vil blive nedstemt og ignoreret.
Det baltiske sus
Nu hvor Baltikum dukker op bagved, og Europa står foran, skal der en meget modig dansker (og senere en svensker) til ikke at stemme Ja. Ganske vist er det Danmark, Sverige og Finland, som er ophavsmænd til det såkaldte baltiske sus, der puster nyt liv i det middelalderlige hanseatiske forbund, og samler Estland, Letland, Litauen, St. Petersborg-område i Rusland, det nordlige Polen og det nordlige Tyskland i et stort økonomisk bassin med deres egne boomende økonomier. Alt i alt står denne flok for så meget som 15 pct. af verdenshandlen.
Men den kendsgerning, at afløbet for dens energier er den store europæiske markedsplads sydpå sammenholdt med, at Finland og Tyskland allerede er Euro-økonomier (og Polen og de tidligere sovjetiske baltiske stater ønsker at være det) betyder, at Danmark og Sverige ikke har råd til ikke at tilslutte sig. »Nu har vi langt om længe fået bygget den forbandede bro,« erklærede en svensk professor til mig, » så skal vi også krydse broen. Dvs. tilslutte os euroen.«
Hansaen blev dannet i det 12. århundrede for at styrke samhandlen i det baltiske område. Da den var på sit højeste forbandt den 160 byer og udviklede et sofistikeret kommercielt netværk, som inkluderede en fælles fragtbåd, avancerede navigationssystemer og endda et pseudo-parlament, som håndterede de interne problemer i forbundet. Under Hansaens beskyttelse blomstrede medlemsbyerne, og den dag i dag lever myten om Hansa-tiden videre. Den udvikling, som vi ser i dag, er for mange en naturlig efterfølger.
Det er Finland, Sverige, Danmark og Norge, som sætter tempoet. Da Sovjetunionen trak sig ud af de baltiske lande, blev Finland storebror for Estland, Sverige for Letland og Danmark og Norge for Litauen. Estland ligger kun 80 kilometer fra Finland, og ikke overraskende er de blevet hinandens vigtigste handelspartner og store tu-ristmål. Finnerne har hjulpet med at uddanne det estiske politi og militær og hjælper med at udvikle landets bureaukrati til at klare et planlagt medlemskab af EU. Samtlige skandinaviske lande er miljøbevidste og har arbejdet intenst med både de baltiske lande og Rusland i forsøg på at rense Det Baltiske Hav, som i nogle områder er blevet til en stor kloak.
Men det er den svensk-danske bro, som giver mest brændstof til den baltiske motor. Med et slag har den skabt et storbyområde med tre millioner indbyggere ved at forbinde den kulturelle og sofistikerede storby København med den gamle svenske industriby Malmø samt, 12 kilometer inde i landet, den gamle universitets- og nu ultra high-tech-by Lund, hvor Framfab, Boo.com og andre new age virksomheder er grundlagt. Det er lige så stort et handels og markedscenter som Amsterdam eller Berlin. Det vokser med rasende fart og er skabt til at tiltrække de mest lovende unge mennesker i Europa, for der tales engelsk næsten over alt, der er gode fly- og togforbindelser, relativt billige boliger samt smuk, uspoleret natur og strande kun en halv time væk.
For en udenforstående er det oplagt, hvor danskerne og svenskerne bør sætte deres kryds ved afstemningen. Men i de pågældende lande er det ikke så indlysende. Det skeptiske mindretal kan stadig gennemtrumfe et Nej til euroen, et Nej som ikke kun vil give genlyd over broen, men som også vil mærkes i Storbritannien og måske skabe problemer for premierminister Tony Blair i hans forsøg på at overtale vælgerne til at stemme Ja. De danske euro-modstandere spiller på gamle strenge det vil svække den danske vel-færdsstat, det vil føre til monarkiets afskaffelse og, mere alvorligt, det er et stort skridt mod en politisk union. Hvis de vinder, betyder det, at Danmark og sikkert også Sverige vender ryggen til et stort historisk skridt fremad. Er de ikke klar over, at hvis de ønsker at bibeholde Danmark som et fredeligt og civiliseret hjørne af Europa, så skal de være integrationister, ikke eremitter? Europa kan kun holde de krigsfjender, som sønderrev Europa to gange i det sidste århundrede, i skak, hvis alle lande arbejder tæt sammen. Ligesom broen var mere end blot end bro, så er euroen også mere end blot en mønt.
Oversat af Runa Trosborg
