Kronik

Djihad på retur

Debat
19. september 2000

Islamismen tegner sig for et væsentligt kapitel i det afsnit, der udgør den sidste fjerdedel af det tyvende århundredes brutale historieskrivning

Tro & Tvivl
Islamisme, islamisk fundamentalisme, islamisk integrisme og radikal islam. Alle disse udtryk henviser til moderne bevægelser, vokset frem i menneskeligt og geografisk umådeligt sammensatte sammenhænge.
Men måske trods alt drevet af samme dynamik.
Bevægelserne har demonstreret en udtalt evne til at kommunikere og mobilisere folk ikke kun i den islamiske verden, men også i immigrantmiljøerne i Vesten.
De islamistiske bevægelser fik i det 20. århundredes sidste fjerdedel så stor succes, at mange observatører og politiske ledere begyndte at anskue islam som den vigtigste identitetsfaktor for befolkninger og befolkningsgrupper, der tidligere var blevet defineret ved nationale og sociale tilhørsforhold.
I hvert fald var det nødvendigt at tage stilling til fænomenet, og denne stillingtagen kunne gå så vidt som til at afføde teorier om en opdeling af verden i etnisk-religiøse blokke, jf. Samuel Huntingtons teser af 1993 om civilisationernes sammenstød.
Skal man tro den fransksprogede islamforskning, er tiden kommet til at kaste et blik tilbage på den udvikling, islamismen i sin helhed har gennemløbet som militant religiøs/ politisk bevægelse. Der er for nylig udkommet flere bøger, der har karakter af statusopgørelse, og navnlig har den fremtrædende forsker Gilles Kepel markeret sig med et fyldigt værk om islamismens hellige krig djihad. Bogen skildrer landvindingerne og nederlaget i denne krig, og titlen varsler allerede forløbet: Jihad, expansion et déclin de l'islamisme.
Gilles Kepel – og andre med ham– formulerer den hovedtese, at islamismen som ekstrem religiøs/politisk bevægelse generelt har mistet sin mobiliserende kraft i den islamiske verden. Islamismen har i sin radikale udgave destrueret sig selv.
Den franske forsker har allerede tegnet sig for et større forfatterskab med islam som emne, navnlig har han beskæftiget sig med de islamistiske bevægelser. Især blev hans navn kendt, da han i 1991 udgav bogen La revanche de Dieu’, der handler om nyere religiøse bevægelser, herunder islamismen. Bogen blev i løbet af få måneder oversat til en lang række europæiske sprog.

Det netop udkomne værk bygger på fem års forarbejde, bl.a. i form af utallige rejser, kontakter og ophold i den islamiske verden, og den har som udgangspunkt det spørgsmål, hvorfor den islamiske revolution blev ført igennem i et land som
Iran, hvorimod islamisterne strandede i deres forsøg på at indføre en islamisk stat i andre lande, f.eks. i Egypten og Algeriet.
Bogen bliver dermed et omfattende rundskue over hele den islamiske verden, fra Marokko til Indonesien, fra de parisiske for-stæder til Sudan, fra træningslejrene i Peshawar i Pakistan til the World Trade Center i USA.
En af bogens største værdier ligger i, at den sætter de islamistiske bevægelser ind i den stedlige sammenhæng. Der gøres rede for den rolle, bevægelserne har spillet, ikke kun på grund af bevægelsernes teoretikere og ledere, men navnlig på grund de historiske, de politiske, de kulturelle og især de sociale forhold i det pågældende land eller område.
Denne redegørelse for samfundsbaggrunden afslører, hvordan bevægelserne med deres ideologi er blevet katalysatorer for latente spændinger. De har i høj grad blotstillet den brydnings-
situation, som kort sagt en stor del af Den Tredje Verden befinder sig i. Denne blotstillen er sket på flere måder:
Således fik referencerne tilbage til et ’autentisk’ kulturgrundlag en mobiliserende virkning i en samfundssammenhæng, hvor der fortsat var virksomme traumer fra en ydmygende kolonifortid.
Endvidere kunne bevægelserne danne resonansrum for frustrationer og utilfredshed, der konstant var vokset i den menige befolkning i en række lande, hvor uafhængigheden blot åbnede for, at nye totalitære og kyniske magtstrukturer etablerede sig.
Og ikke mindst var det bevægelsernes styrke, at de betonede et internt værdigrundlag i en verden, hvor den igangværende udvikling mod globale økonomiske strukturer og eksport af vestlige værdinormer blev oplevet som en uoverkommelig, ja voldelig udfordring.

I denne brydningssituation tilbød islamismen en religiøst garanteret utopi. Der blev refereret til en samfundsmyte fra islams første tid, og netop den religiøse reference sikrede de islamistiske bevægelser en vis henstand, hvad angik opfyldelsen af de konkrete løfter over for befolkningerne.
I denne religiøspolitiske sprogbrug ligger ifølge Gilles Kepel en af forklaringerne på, at bevægelserne har kunnet mobilisere så bredt. Men bredden dækker over en dobbelthed, og dette har bidraget til de vanskeligheder, der har været med at fortolke dem.
Islamismen havde ikke kun et lydhørt publikum i den fattige byungdom og andre udstødte, der var produkt af den demografiske eksplosion i Den Tredje Verden og den omfattende afvandring fra landdistrikterne.
Islamismen appellerede også til en troende middelklasse, der ofte talte efterkommere inden for en handelsstand, som blev skubbet ud i en marginalposition, da militærfolk eller gamle herskerslægter tog al magten efter koloniherrernes bortrejse. Til denne rekruttering hørte også en stor del af de uddannede, som konstaterede, at det etablerede magtsystem kun åbnede golde fremtidsudsigter. De erfarede, at det politiske system i samfundet var fastlåst, at den politiske scene var lukket.
Selv om det ideologiske grundlag allerede var udformet i slutningen af tresserne, skete islamismens store landvindinger i firserne, dvs. i en generation, der generelt ikke havde oplevet uafhængighedsfasen. Islamismen blev dermed et opgør med en nationalisme, der bl.a. var blevet påberåbt som legitimitet af de magtstrukturer, der etablerede sig ved uafhængigheden. Islamismen blev en tværnational reference i den interne debat om de islamiske samfunds fremtid i brydningen med moderniteten.

Ifølge Gilles Kepel er det fra midten af halvfemserne, at der sker en afgørende afmatning i mobiliseringsevnen hos de islamistiske bevægelser. Der er flere væsentlige grunde.
For det første udnyttes den svaghed, som selve bevægelsernes dobbelte folkegrundlag udgør. De etablerede magtstrukturer i de lande og områder, hvor islamisterne vinder terræn og bliver en revolutionær trussel, griber ind med både gulerod og stok, dvs. dels incitamenter og indrømmelser, dels politisk undertrykkelse og regulær våbenfærd. De infiltrerer bevægelserne og skaber splid.
For det andet betyder Golfkrigen en international splittelse i den islamiske verden, specielt i den arabiske del. Især får krigen til følge, at en vigtig mæcen og mentor for islamismen, nærmere betegnet Saudi-Arabien, der samtidig er vogter af islams hellige steder, bliver skadet i sin legitimitet, fordi landet tillader, at Vestens militær besudler islamisk jord.
Men navnlig svækkes islamismen af den voldsspiral, som den radikale islamisme sætter i gang. Her spiller krigen i Afghanistan og de tilhørende træningslejre i Pakistan en væsentlig rolle, fordi der her bliver skolet en veritabel international hær af radikale islamister, støttet af Saudi-Arabien og – af USA.
Der er her tale om en omfattende rekruttering af militante unge fra forskellige dele af den islamiske verden. I træningslejrene, der er afsondret fra al national, kulturel og social sammenhæng, udformes der en radikal og sekterisk udgave af islam, der kan fungere tværnationalt, fordi islam er reduceret til paroler og adfærdskoder. Væbnet djihad bliver det religiøse og politiske feltråb.
Da både hovedstaden i Afghanistan og Muren i Berlin er faldet, svækkes såvel den stedlige krigsmotivation som det finansielle grundlag. Djihad-krigerne søger derfor andre fronter, og de bidrager til den blodige radikalisering, som gør, at den brede befolkning efterhånden vender sig mod den fløj af islamismen, der gradvis er rede til at acceptere og indgå i det politiske partispil. Et udtalt eksempel er Algeriet.

Og her kan det være relevant at tilføje det franske eksempel. De islamiske immigrantmiljøer i Frankrig tog således afstand fra djihadisternes metoder, da den radikale islamisme under borgerkrigen i Algeriet søgte at føre krigen over på fransk jord ved terroraktioner i 1994 og 1995.
Men selv om den radikale islamisme måske er varigt svækket, så er den islamistiske vold ikke ophørt. Dog eksisterer mobiliseringsevnen ikke mere. De islamistiske samfundsmodeller i Afghanistan og Sudan har ifølge Gilles Kepel ingen overbevisende kraft over for en nutidig ungdom i den islamiske verden. Og et land som Pakistan har sin specifikke historie.
Den unge generation bliver mere og mere bevidst om det moderne kommunikationssamfund, og mange har bekendte og slægtninge i immigrantmiljøerne i Vesten. I Iran søger ikke mindst de unge at videreudvikle den islamistiske model, som revolutionen indførte.

Imidlertid står en afgørende kendsgerning tilbage. Freden er ikke vundet, selv om den væbnede islamisme har lidt nederlag. De samfundsproblemer, islamismen blotstillede, har ikke fundet en løsning. Der er fortsat forventninger at indfri, ikke mindst for de nye ledere i lande som Marokko, Jordan, Syrien – og Algeriet. I denne sammenhæng spiller Vestens politik unægtelig en væsentlig rolle.
Gilles Kepel afholder sig fra at spå om udviklingen i den fase, han har kaldt post-islamismen, og som ikke mindst følges med opmærksomhed i sin iranske udgave. Bogens afsluttende kapitel har som overskrift: På vej mod det »islamiske demokrati«?. Spørgsmålstegnet kan læses som konklusion. Og bogen indeholder derefter et såre fyldigt noteapparat for den læser, der vil vide mere.

*Gilles Kepel: Jihad, expansion et déclin de l'islamisme. Editions Gallimard, Paris, 2000.

*Antoine Basbous: L'islamisme, une révolution avortée?. Editions Hachettes Littératures, Paris, 2000.

*Gunnar Aagaard Nielsen er cand.mag. og skriver jævnligt til Information om forhold i den islamiske verden.

APROPOS
Kronik-tema
Karen Jespersen vil nødigt leve i et multietnisk samfund. Men kan noget menneske i verden overhovedet slippe for det længere? Og hvis det multietniske samfund allerede er en realitet, hvordan så forene fælles værdier med udstrakte rettigheder for mennesker med andre religiøse og sociale vaner?
Og – kan man måske spørge – har Islam og Kristendommen særlige problemer med hinanden, fordi de begge insisterer på at have den bedste version af Sandheden om Livet?
Informations kronik-tema i denne uge: Tirsdag, onsdag, torsdag, fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her