Kronik

EU - et kapitalistisk sammenrend

Debat
25. september 2000

Den populisme, venstrefløjen sår, høstes i reglen af højrefløjen. Professoren, der engang var kendt som supermarxist, holder brandtale til euro-modstanderne på venstrefløjen

Historisk set
Det gælder om at sende et signal, siger EU-modstanderne igen og igen. Det er underligt. Signaler er noget børn sender, når de er sure på deres
forældre. Voksne mennesker taler sammen, når de da ikke opfører sig barnagtigt.
Det er min opfattelse, at hele venstrefløjens modstand imod EU har baggrund i et politisk billede af EU som noget fremmed. Noget ligesom det nazistiske Tyskland og det kapitalistisk-imperialistiske USA.
I begyndelsen af 60’erne var det ikke alene god tone, men radikalt oppositionelt frigjort at opfatte tanken om militært samarbejde med Tyskland som en fornyet underlæggelse af Danmark under en slags nazistisk Tyskland (sådan som tonen var i f.eks. studenterrevyen Gris på Gaflen i 1962).
Europa blev først og fremmest opfattet som imperialistisk center: Frankrig var koloniherren i Algier og i Vietnam, England var den gamle koloniherre i Indien. Når man da ikke fokuserede på Tysklands historiske rolle som nazistisk stormagt.
Så hvad ville det sige at samle Europa som en integreret stormagt – det som Rom-traktaten fra 1960 pegede frem imod?
Det ville – på et sådan vagt fornemmelsesplan, som ikke er mindre vigtigt for politisk stillingstagen end eftertanke – sige at forene nazisme med imperialisme.
Fra en dansk synsvinkel var intet derfor mere enkelt end i 1972 at stille sig i position som repræsentanter for den fjernere fortids antinazisme og den nyere fortids antiimperialisme i opposition imod EU som ’kapitalistisk projekt’.
Modsætningerne var klart stillet op: Imod Tysklands nazisme, imod Englands imperialisme, imod Frankrigs imperialisme, og mere generelt imod USA’s NATO.
Der er desværre ikke meget, der har ændret sig i de knap 30 år siden da. I ingen af disse frontdannelser spiller det nogen særlig rolle, hvad der faktisk er foregået i Europa igennem de seneste årtier. Bl.a. har den danske politiske venstrefløj i bred forstand ikke interesseret sig alt for meget for det intellektuelle liv i Tyskland i tresserne, hvor sam- og modspillet mellem studenterbevægelsen, Socialdemokratiet (med Willy Brandt i spidsen), intellektuelle som Jürgen Habermas (og den gamle Frankfurtertradition) og forfattere som Günther Grass, Heinrich Böll og Enzensberger tilsammen dannede en af de mest interessante konstellationer i efterkrigstidens europæiske kulturelle og politiske liv.
Tendensen var et oplyst, reflekteret, demokratisk orienteret opgør med tysk tradition.
Derimod var danske venstrefløj snarere anti-imperialistisk orienteret eller engageret i fredsbevægelsen og modstanden imod atomvåben. I begge tilfælde typer af engagement, som ikke fremmede indsigten i den europæiske udvikling.
Den underliggende forudsætning for stillingtagen til EU er, at Danmark er så meget bedre end alle de andre lande i EU. Og at vi repræsenterer modstanden mod eller alternativet til alle de historiske roller, som de øvrige europiske stater har spillet op igennem tiden.
Hvad er altså Europa for den danske EU-modstand? Europa er USA’s allierede i NATO. Europa er det imperialistiske center. Europa er kapitalismens fremskudte bastion.
Og hvad er Danmark? Danmark er på den ene side den til enhver tid siddende regering, som gør hvad EU siger, den skal, men også på den anden side det Danmark, der hele tiden antages at være så meget bedre end resten af Europa, og som derfor har sin fremmeste rolle som det folk, der kan bringe Europa til fornuft, hvis bare Danmark holder sig fra europæisk samarbejde. Der er dem, der slet og ret vil ud af EU, men de fleste siger, at de vil blive der, men helst ser, at Danmark, dvs de folkevalgte danske politikere, holder sig fra indflydelse.

Siden Romtraktaten er der jo sket en hel del i Europa, særlig efter 1972, hvor det store slag stod i Danmark om tilknytningen til EF:
*Modstanden imod Sovjetunionen og dens håndlangere i Østeuropa manifesterede sig igen og igen. I 68 i Tjekkoslovakiet ikke mindst, sidenhen særlig i Polen, mere underjordisk, eller rettere som stiltiende accepteret dobbeltsystem, i Ungarn. Hele systemet brød som bekendt sammen i 1989 med hjælp fra ledelsen i Moskva. Selv DDR måtte give op, da støtten fra Moskva udeblev.
*I mellemtiden var Grækenland, Portugal og Spanien blevet demokratiske samfund.

Hvad betød alt dette for den traditionelle venstrefløj i Danmark? Det betød at den havde mistet næsten alle sine ydre fjender. For det meste af det der sædvanligvis kaldes venstrefløjen var jo ikke tilhænger af Sovjetsystemet, men understøttede principielt oppositionen i Østeuropa og i Sovjetunionen.
Fascismen i Europa var væk, Sovjetsystemets partidiktatur var væk. Spørgsmålet var, hvordan man skulle forholde sig i en moderne demokratisk situation i Europa. Det fortalte traditionen ikke rigtig noget om, så hvad var mere nærliggende end at lede efter substitutter for de gamle fjender?
Jugoslaviens opløsning har været den store prøvesten. Forvirringen var udbredt. Hvor fandt man den imperialistiske skurk i det spil? Løsningen kom med Kosovo-krigen. For her var der øjensynlig en klar aggressor, nemlig den gode gamle: USA og NATO.
Fortolkningen forudsatte ganske vist, at Beograd (som er en af de få overlevende rester af det gamle østeuropæiske autoritære system i efter alt at dømme dybt korrupt og kriminaliseret udgave) var – trods alle de åbenlyse forbrydelser – det uskyldige offer, men i betragtning af NATO’s på nogle punkter øjensynlig uheldige krigsførelse kunne fortolkningen gå an. Der er ikke meget der er entydigt i den slags sammenhæng, og det er næppe heller sådan, at krigen blev ført ud fra rent ideelle hensigter: der er ingen grund til at være naiv.
Men det ophæver ikke det forhold, at der var al mulig grund til at sætte magt – væbnet magt – ind imod den form for adfærd, som blev sat i værk fra Beograds side. Situationen var ny – og den internationale reaktion var ny.
Men venstrefløjens reaktioner var de gammelkendte: Der må være en skurk og hvorfor skulle det ikke være den sædvanlige?
Kosovo har været en afgørende faktor i konsolideringen af klassiske venstrefløjsholdninger. Blandt andet fordi en underliggende pacifisme her kunne aktiveres igen. En pacifisme der i grunden går ud på, at voldsproblemer må de andre løse, vi holder os udenfor – og som konsolideres af anti-imperialismen, hvis principielle støtte til væbnede befrielsesbevægelser ganske vist passer dårligt med pacifismen.
På det grundlag er der ikke meget andet at stille op med EU end at undsige enhver bestræbelse på at etablere en samordnet europæisk udenrigspolitik – selv om en sådan jo faktisk kan blive et alternativ til USA’s dominans i NATO.

Venstrefløjen har ingen videre tradition for at forholde sig til politiske spørgsmål i demokratiske samfund. Der blev taget et afsæt i tiden efter 1956. Oppositionen mod Sovjetsystemet i Østeuropa og Sovjetunionen var demokratisk begrundet. Men derudover har venstrefløjens hovedengagement været af en art, der har undgået spørgsmålet om demokrati.
Fordi det kan være fint nok at agitere for demokrati, hvor det ikke er, men hvad nu, når man faktisk lever og agerer politisk i et demokrati? – Så må man hele tiden vise dets grænser, så at sige bevise, at demokrati er det ikke alligevel, uden dermed at være forpligtet på at udarbejde ideer om, hvordan det skulle blive mere demokratisk, eller hvordan de demokratiske muligheder, som trods alt er der, skulle udnyttes. Deraf – ikke mindst på europæisk plan – de mange vage henvisninger til, at der burde ske noget helt, helt andet, noget basisdemokratisk, noget anti-elitært osv.
Historisk set er al afgørende politik påbegyndt i elite-regi (også Grundtvig tilhørte eliten), på godt og sandelig også af og til på ondt, men det er nok på sin plads at huske, at det anti-elitære i reglen er populistisk, og i den branche er der ingen ende på rædslerne. Eftertanke står ikke i høj kurs blandt populister. Demokrati er derimod et spørgsmål om om udkrystallisering af opfattelser på baggrund af oplysning og diskussion.
Den EU-modstand, som JuniBevægelsen og Folkebevægelsen imod EU forsøger at få folk med på, appellerer derimod til reaktionsmønstre, som er opbygget igennem krigstiden og efterkrigstiden. Det er en lang forvikling af danske traditioner, der er på spil i den aktuelle debat.
Også den vamle danske nationalisme er på spil, den fantastiske ide om danskerne som Europas frelse, som ikke er mindre absurd end Heideggers ide (i midten af 30’rne) om, at tyskerne kunne redde Europa, hvis de besindede sig på deres nationale egenart.

Modstand imod stormagter er et af temaerne imod udbygningen af EU. Det har man vænnet sig til: Modvilje imod USA og Sovjetunionen. Men nu er der kun én stormagt (hvis vi foreløbig ser bort fra Kina): USA. Samtidig er Europas (EU’s) befolkningstal og produktionsniveau større end USA’s. Det er en mærkelig logik, der fører til den konklusion, at så må Europa lade være med at blive en stormagt og overlade beslutningerne til USA.
Der kan siges meget godt om USA, men der kan sandt for dyden også med rette siges meget dårligt. Det er helt sikkert ikke USA, der vil fremme opretholdelsen af den europæiske velfærdsmodel. Det vil EU måske heller ikke: Det afhænger af den politiske indsats i EU, som venstrefløjen af mange irrelevante grunde helst vil være fri for at deltage i. Der er al mulig grund til at støtte opbygningen af en stormagt, der kan matche USA, og samtidig arbejde for, at denne nye stormagt fører europæisk velfærdspolitik. Det gælder om at sætte ind i de virkelige modsætningers verden i stedet for at lade som om, at der er en helt fin udenforstående holdning at indtage.
Så det er på tide, at alle de mange forskellige danskere, der opfatter sig selv som venstreorienterede og tager indtryk af modstandsbevægelserne imod EU, genovervejer deres stilling til demokrati i Europa og gør det på baggrund af de faktiske aktuelle forhold og de udviklingsmuligheder, der tegner sig, snarere end på grundlag af tilslutning til de opfattelser, der er bragt videre på venstrefløjen fra hvad der på den ene side var en anderledes situation og på den anden side i mange tilfælde må betragtes som fejltolkninger af den daværende situation.
Hvis man vil forsvare den europæiske velfærdsmodel er der al mulig grund til at deltage i udformningen af fremtidens europæiske politik, og det vil sige at sikre en fælles politik snarere end indbyrdes konkurrence imellem de aktuelle nationalstater.
Altså: mere union. For alt dette er jo ikke blot et spørgsmål om pengepolitik. Men vel at mærke mere union på de områder, hvor det kan bidrage til det fælles bedste, resten hører hjemme på mere lokale politiske niveauer.

Ved siden af arven fra anti-fascismen, anti-imperialismen og den generelle anti-kapitalisme er – især siden tresserne – det nære demokrati blevet et afgørende tema på venstrefløjen.
Den basisdemokratiske tendens har mange frugtbare muligheder i sig (den konkret orienterede aktivisme er én af dem), men den rummer også en betydelig fare for et mindre eftertænksomt forhold til decentralisering og dermed også et mindre eftertænksomt forhold til centrale beslutningsinstanser.
Jamen, EU er jo helt igennem udemokratisk, lyder det. At tilslutte sig euroen vil være ensbetydende med at opgive dansk demokrati – en glidebane. Og hvem vil ikke gerne stå fast på fødderne?
Hvad der måtte være af problemer i Danmarks politiske system og dets funktionsmåde træder ganske i baggrunden, når EU kommer på tale. Men sammenligner man historien om det danske politiske og forvaltningsmæssige systems forhold til hvad der skete på Nørrebro i 1992 med optrævlingerne af korruptionsskandaler i Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien, så er det ikke så sikkert, at Danmark står frem som forbillede.
EU-systemet bygger på de nationale regeringer og på det direkte valgte Europa-Parlament. Kommissionen udpeges af de demokratisk valgte regeringer. Ministre, der er medlemmer af regeringer, der bygger på demokratisk valgte politiske repræsentationer, mødes i ministerråd.
Ikke desto mindre fremstiller venstrefløjens EU-modstandere EU som et rent bureaukratisk system. Det er ikke klogt – eller sagt på en anden måde: Det er fejlinformation som demagogi. Der kan være grund til at overveje hvordan denne historisk enestående politisk-økonomiske konstruktion bedst kan organiseres ud fra lighedsprincipper og demokratiske principper, men slet og ret udemokratisk er EU jo ikke.
Det demokratiske underskud, der igen og igen henvises til, præciseres ikke så ofte (derimod er der er vældig patos omkring ’suverænitets-afgivelse’, hvis appel bygger på den vagt antydede udemokratiske karakter af EU’s politiske system).
Hvis man mener, at den danske nation er jordens salt, så må man også se i øjnene, at dette salt har usædvanligt gode muligheder for at krydre den europæiske ret. Hvorfor det skulle være særligt demokratisk, at det lille danske fyrstedømme med dets mindre end fem millioner indbyggere har vetoret imod, hvad et flertal af vores europæiske medborgeres demokratisk valgte repræsentanter finder frem til, er ikke indlysende.

Når jeg ovenfor har skrevet om den danske venstrefløj, er det ikke tænkt som endnu et facilt forsøg på at gøre sig til bedste på bekostning af ’venstrefløjen’. Jeg er selv en del af den, men det er min opfattelse, at der går afgørende skel ned igennem, hvad der opfattes som ’venstre-fløjen’. Også, tror jeg, gennem de fleste enkeltpersoner.
Nu gælder det om at vælge, hvor man vil lægge sin stemme for udformningen af den europæiske fremtid. De enkle modsætningers tid er forlængst forbi. At lægge sin stemme for demokrati og imod kapitalisme, imperialisme osv som en stemme imod Euro'en ville efter min bedste overbevisning være sentimentalt. Der er brug for et stærkt europæisk modspil til USA.
Og der er – ud fra de idealer, som almindeligvis betragtes som venstreorienterede – mindst af alt brug for at styrke den populistiske modstand imod europæisk samordning, som føres an af nationalistiske højrefløjspolitikere som eksempelvis Le Pen og Pia Kjærsgaard. Hvad der bliver sået af venstrefløjen i populistisk regi bliver som oftest høstet af højrefløjen. Vi ser det sker for øjnene af os.

*Peter Madsen, f. 1944, er professor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

*Teksten er en forkortet version af en noget længere tekst, som kan læses på www.information.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her