Læsetid: 3 min.

Det forældede nej

28. september 2000

Nej’ets filosofi bygger på 70’er-opfattelser, som trænger til en grundig revision

280900
Vil man se, hvilken dagsorden, EU-modstanderne i Danmark har fået grundlagt for EU-debatten, synes de marxistiske 1970’ere fra EF-afstemningen i 1972 til Europa-Parlamentsvalget i 1979 et vigtigt udgangspunkt. Dengang var kodeordet det ’progressive’ vs. det ’borgerlige’ i alt fra politik til kunst og boformer.

Smukke hensigter
Man kan prøve at gå bag datidens samfundskritik. I den forstand, at vi nu – i dansk, nordisk og europæisk samfundstænkning – ved uhyre meget mere om samfundsanalyse, er det en forholdsvis simpel udfordring. Opgaven er altså: Hvad grundlagde EF-modstandens samfundskritik, dengang den anlagde kriterierne for nutidens EU-debat? Opgaven har nok flere besvarelser. Én af dem kunne være denne:
Ivar Nørgaards EF var et markedsbaseret EF, hvor kapitalismens logik var styrende for, hvorledes Romtraktaten skulle forstås. Socialdemokraterne og de borgerlige var med på markedslogikken og så dermed ikke, at kapitalismen udvider sig til også at underlægge sig områderne for dens reproduktion som f.eks. socialpolitik, uddannelsespolitik osv.
Den danske EF-ekspertises politiske filosofi om europæisk politik var dengang påfaldende underlegen i forhold til dels nutidens EU-eksperter dels 70’ernes dominerende europæiske politikere. Selvom marxisterne set fra nutidens analyser givetvis havde uholdbare teorier, havde de dog enkelte indsigter på langt sigt, som den danske provinselite ikke havde, og de fik dermed en politisk tempofordel. I Danmark havde hverken ’progressive’ eller ’borgerlige’ det mindste begreb skabt om EF som fredspolitik.

70’er-modsætninger
Min påstand er, at EF-modstandens filosofi derudover kan siges at have bestået af to i sig selv ganske smukke hensigter: Dels om det autentiske fællesskab eller hvad sociologien kalder socialintegration, dels en insisteren på selvbestemmelse.
Socialintegrationen er i moderne sociologi modstillet en systemintegration: Fortrolighedens fællesskab modstilles systemtilliden, som i forskellen mellem venners gensidige fortrolighed, og så tilliden til f.eks. lufthavnssystemer.
I 70’erne sås modstillingen som de mangfoldige sociale bevægelsers runddansagtige fællesskaber og så de europæiske markedsfællesskaber. Forskellen var markeret som god/ond, ven/fjende, symbol/diabol e.l.
Selvbestemmelsen var hentet dels fra demokratisk tankegang og idéhistorie (franskmanden Jean-Jacques Rousseau), og dels fra det anti-autoritære oprør. Det egentligt selvbestemmende var individet, hvis autonomi hævdedes realiseret indenfor den sociale bevægelses fællesskab, hvor politik og bofællesskaber kunne gå op i en højere enhed: En syntese, der blev brugt som et kriterium til vurdering af politisk legitimitet, herunder EF’s legitimitet.
Holder denne filosofi? Kan den marxistiske teori om a) kapitalismen forenes med troen på b) socialintegrationen og med c) selvbestemmelsen?
For mange danske intellektuelle blev syntesen formuleret af den tyske samfundskritiker Jürgen Habermas med hans skel mellem ’system og livsverden’: Livsverdenens socialintegration skulle forsvares mod systemet. Imidlertid havde Habermas selv gjort opmærksom på, at forudsætningen for livsverdenens autonomi var, at der blev dannet en hel række af systemer, herunder ikke mindst i konstitutionen af en international retstilstand. Selvbestemmelse var nemlig afhængig af hvad, der retligt og organisatorisk kunne gøres gældende med andre: Fordi selv-bestemmelse logisk set ikke kan bestemme over andres bestemmelser og derfor ikke over deres ondskab i form af forurening, militær oprustning, økonomisk spekulation o.l.

Om igen
Problemet er, at politisk selvbestemmelse ikke kan kobles til socialintegrationen men udelukkende til, hvad tyskerne kalder politisk integration, til republikken og det offentlige:
Politisk selvbestemmelse kan ikke og skal ikke måles ud fra individets selvbestemmelse, men ud fra hvorledes man kan indgå i forhold til andre med anden baggrund og andre normer.
Dermed fragmenteres den politiske offentlighed som kritisk kriterium for den europæiske politiske integration.
Kriteriet bliver: Hvorledes kan vi i bedste fald få en tolerant og solidarisk rets- og socialstatslig sammenhæng til at fungere. ’Følelsen’ af soci-alintegrationens selvbestemmelse er et dybt problematisk kriterium.
I dag vil den kritiske politiske filosofi sige: Glem den og gennemtænk kritikkens grundlag og 70’er-marxismens fordrejning af den politiske kritiks kriterier en gang til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu