Kronik

Hvem har gavn af et nej?

Debat
9. september 2000

Mange ser EU som storkapitalens eller tvivlsomme udenlandske politikeres værk. Det er i bedste fald en forkert, i værste fald en katastrofal opfattelse

Lørdagskronikken
Globaliseringen giver os en række fælles problemer, som kræver fælles løsninger. Det er den korte begrundelse for, at centrum-venstre vælgere bør stemme ja ved afstemningen om den fælles valuta den 28. september. Vi skal, som centrum-venstre-vælgere, være parate til at tage et medansvar, og til at søge medindflydelse i et EU, der fortsat skal bidrage til at styre de internationale markedskræfter til fordel for mere demokrati og bedre sociale og miljømæssige forhold i Europa og i det øvrige verdenssamfund.
Der er ingen garanti for, at det vil lykkes, men hvis ikke vi gør forsøget, har vi forspildt vores muligheder. Netop i disse år lægges der nogle grundsten i opbygningen af et internationalt samarbejde, som meget vel kan komme til at udgøre det rette supplement til de politiske institutioner, vi har på nationalt niveau. Vi har i dag en ene-stående mulighed for at øve indflydelse på hvilke grundsten, der skal lægges. Vi ser det som vores pligt at bidrage til løsningen af denne opgave.
I de sidste 50 år har der udviklet sig en særlig europæisk vej, som er forskellig fra den amerikanske og asiatiske vej. Til forskel fra USA lægger de europæiske lande helt anderledes vægt på social retfærdighed. Til forskel fra Asien prioriterer vi demokratiet, individet og ligestilling langt højere. Og til forskel fra begge regioner er miljøhensyn blevet vigtige for europæisk politik og økonomi. Ikke nok, men tendensen er klar.
I de kommende år vil der på den verdenspolitiske og -økonomiske scene udspille sig en kamp imellem disse tre samfundsmodeller. Henvendt til de af vores respektive partifæller, der agter at stemme nej den 28. september, ønsker vi her at stille spørgsmålet: Hvilken vej ønsker I at gå? Den amerikanske, den asiatiske eller den europæiske vej? – Vi mener at kende svaret, og ønsker så meget desto mere at gøre opmærksom på, at med til valget af den europæiske vej hører mere politisk og økonomisk samarbejde.

Den fælles valuta handler om økonomi, men endnu mere om politik. Europa må nødvendigvis udgøre en betydningsfuld økonomisk kraft for at kunne indtage rollen som ansvarsfuld politisk aktør på den storpolitiske scene. Centrum-venstrevælgere, der overvejer at stemme nej, kan for sig selv lege med tanke om, at Danmark sætter rå økonomisk magt bag indsatsen for menneskerettigheder, demokrati og bedre sociale og miljømæssige forhold i verdenssamfundet. Mange ser endnu EU som storkapitalens eller tvivlsomme udenlandske politikeres værk.
Det er i bedste fald en forkert, i værste fald en katastrofal opfattelse. Katastrofal fordi opfattelsen kan blive (og bliver) brugt som anledning til at kræve samarbejdet i EU nedtonet eller nedlagt. Samarbejdet i EU bør imidlertid ses som et fællesskab af globalt set unikke velfærdsstater, som har skabt en fælles og handlekraftig politisk institution, som har medvirket til at sikre demokrati, social fremgang og fred i Vesteuropa. Det er denne politiske institution, vi skal have gjort endnu mere demokratisk og handlekraftig i de kommende år.

Den europæiske vej er langt fra fejlfri. EU ej heller. Den økonomiske udvikling har skabt øget vel-stand, men vi har i Europa endnu ikke formået at sikre, at Europas fattige og nødstedte får tilstrækkelig del i denne velstand.
Millioner af mennesker i Europa lever for under 60 procent af den gennemsnitlige indkomst i de respektive lande. 16 millioner mennesker er arbejdsløse. Hertil kommer Europas enorme miljøproblemer. De farlige atomkraftværker i Central- og Østeuropa er blot ét af alt for mange eksempler.
På Balkan har vi over en periode på mere end 10 år været vidne til den ene tragedie efter den anden. Det er et nederlag af rang for den demokratiske del af Europa, som ikke har formået at gribe ind i tide. Hertil kommer svigtet over for den massive fattigdom i u-landene. Vores konklusionen er ikke desto mindre klar. Det er i Europa, at den politik og de værdier, som vi finder værd at forsvare, har vundet størst udbredelse.
Heri ligger ingen garantier for fremtiden, men et godt udgangspunkt for morgendagens politiske arbejde. De europæiske velfærdssamfund skal stadig forsvares og fornys (denne gang i fællesskab).
For alle europæiske nationalstater er små, når opgaven er at sikre velfærdssamfundet i en stadig mere international økonomi. Multinationale virksomheder har ikke nødvendigvis en mere uhensigtsmæssig praksis og politik end købmanden nede på hjørnet. De adskiller sig blot ved at være uden for politisk kontrol og rækkevidde. Og det i tiltagende grad.
I Nyt Europa ser vi en god økonomi som forudsætningen for gode sociale forhold, og gode sociale forhold som forudsætningen for en god økonomi. Der er med andre ord ikke tale om et enten-eller, men et både-og.
Denne balance kommer imidlertid ikke af sig selv. Den forudsætter politik. Den forudsætter, at der gøres op med det politiske underskud, som i tiltagende omfang bliver en realitet i kølvandet på en stadig mere international økonomi.
Vi lever i en verden, hvor – med Nelson Mandelas ord – øer af rigdom ligger side om side i fattigdommens hav. Vi deler opfattelsen af, at denne situation i længden ikke er til fordel for nogen. Vi deler Nelson Mandelas opfattelse af behovet for en globalisering af ansvaret. Dét er den politiske udfordring i det 21. århundrede. Så meget desto mere er der brug for en stærk politisk aktør, som kan bekæmpe den sociale ulighed i den globale økonomi. Det er her, vi peger på EU.
Vi har spurgt, og spørger nu igen nejsigerne i Juni- og Folkebevægelsen, Enhedslisten og SF:
*Hvad er jeres alternativ til EU’s styring af markedskræfterne?
*Hvordan vil I etablere et mellemstatsligt samarbejde, der kan løse grænseoverskridende problemer?
*Hvordan kan et mellemstatligt samarbejde overhovedet blive mere demokratisk end EU?
*Hvad mener I egentlig med talen om et ’fleksibelt samarbejde’?
*Hvordan skal beslutningsstrukturen være i dette ’fleksible samarbejde’?
*Skal de enkelte lande selv beslutte, hvad de vil lade sig forpligte af? Kort sagt:
*Foretrækker I globalisering uden et handlekraftigt EU?
Vi mener, det har skæbnesvangre konsekvenser, hvis et samarbejde som EU bliver nedlagt (Enhedslisten, Juni- og Folkebevægelsen) eller stækket (SF), uden at et alternativt samarbejde står parat i kulissen. Sker det, kommer man måske nok af med nogle specifikke problemer i EU, men det overordnede problem – det voksende politiske underskud i verden – vokser sig blot endnu større.
Indrømmet. Der er mange og meget komplicerede problemer forbundet med ØMU’en. Men de kan kun løses i kraft af en målrettet centrum-venstre-politisk indsats. ØMU’en er en realitet, som uanset, om vi kan lide det eller ej, afstikker nogle politiske og økonomisk vilkår. Sådan er det, hvis vi stemmer ja. Sådan er det, hvis vi stemmer nej.

I Nyt Europa tror vi ikke på, at der er nogen større økonomisk fordel for Danmark ved at gå ind i ØMU’en. Selvfølgelig betyder renten noget. Det benægter vi ikke. Vi ønsker blot at henlede opmærksomheden på, at der er spørgsmål af langt større betydning knyttet til afstemningen om den fælles valuta.
»Indflydelsen vil være begrænset, og vi vil være bundet af ØMU’ens formål,« siger mange. Ja, det er rigtigt, men skal denne indvendig bruges som et argument for at blive stående uden for samarbejdet, dér hvor indflydelsen er endnu mindre? Vores reelle problem er, at vi med et nej berøver os selv den indflydelse, som ligger i det stadigt mere magtfulde Euro-11, snart Euro-12, når Grækenland bliver medlem.
Og endnu vigtigere: Ordet ’vi’ dækker selvfølgelig over andre end os som danskere. Nyt Europa er en centrum-venstre-politisk organisation. Vi har millioner – tifold Danmarks befolkning – af meningsfæller i Europa. Skal vi vende dem ryggen, og lade dem tage sig af de første vanskelige år med etableringen af den fælles valuta? Vente og se? – Går det, går det ikke? – Lade dem være prøveklude, og så koble os på, hvis det går godt, blive ude, hvis det går skidt?
Nej! – vi skal tage vores del af ansvaret.
ØMU’en er hverken en djævelsk eller en guddommelig skabelse. Den er skabt af politiske mennesker, og kan justeres, påvirkes og ændres af politiske mennesker. I begyndelsen af 90’erne var det europæiske politiske univers stærkt præget af snævert monetaristiske tanker. Det har ændret sig. Beskæftigelsen er nu kommet på EU’s dagsorden. EU’s centrum-venstre-politiske kræfter har hermed udnyttet nogle af de muligheder, som er indeholdt i Amsterdam-traktaten. På topmødet i Lissabon i foråret vedtog EU nogle fælles mål for den fremtidige beskæftigelsesudvikling. Vi skal videre i den retning.
Vi vil arbejde for at gøre beskæftigelsen til et lige så vigtigt mål i centralbankens målsætning, som målsætningen om, at prisudviklingen skal være stabil.
Der er ydermere brug for ændringer på de områder, som ligger uden for den snævre ØMU: En grøn skattereform med minimumssatser, der forhindrer landenes indbyrdes konkurrence om at nedsætte skatterne (som ikke mindst i Danmark er velfærdssamfundets økonomiske fundament).
Der er behov for en omlægning af EU’s landbrugspolitik, justeringer af strukturfondene, og investeringer i grøn vækst og beskæftigelse.
Der er bred politisk enighed om, at lav inflation og balance på statsbudgettet er gode mål på lang sigt. Det er også målene i ØMU’en. Man kan imidlertid være bekymret for, hvorvidt ØMU-reglerne kan blive en spændetrøje i en økonomisk krisesituation. Men her skal man huske på, at reglerne ikke er mekaniske.

På godt – og ondt – er den netop vedtagne tyske skattereform et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at føre en meget ekspansiv finanspolitik inden for ØMU’ens rammer.
Det gode ved reformen er i denne forbindelse dens ekspansive element. Det onde er, at den tyske regering med reformen bidrager til en fortsat konkurrence imellem landene om at nedsætte skatterne. Sammen med andre centrum-venstre-kræfter i Europa vil vi arbejde for, at ØMU-bestemmelser ikke fortolkes ud fra en snæver monetaristisk opfattelse, men på en måde, som samtidig giver mulighed for, at der kan føres en beskæftigelsesfremmende politik.
En af de vigtigste EU-opgaver i de kommende år er at få Central- og Østeuropa optaget i det forpligtende samarbejde. Samt – hvad der er mindst lige så vigtigt (og endnu mere vanskeligt) – at få udmøntet en slagkraftig politik i forhold til Balkan.
Perspektivet bør selvsagt være, at landene på Balkan kan blive medlemmer af EU. Det kan blive vanskeligt for landene i Central- og Østeuropa at leve op til de finanspolitiske krav i ØMU’en og samtidig have et højt beskæftigelsesniveau og gennemføre en ekspansiv offentlig politik.
Alligevel forholder det sig sådan, at de største centrum-venstre-partier i Central- og Østeuropa er stærke tilhængere af at blive medlem af ØMU’en.
Hvorfor?
– Fordi de betragter ØMU’en som et af flere svar på globaliseringens udfordringer. Landene er interesseret i at få den stærkere fælles valuta, så de kan blive fritaget fra det pres, som den internationale valutaspekulation kan sætte dem under. Faren for, at deres valuta kan blive væltet omkuld, tager de selvsagt alvorligt.
Men der er ikke kun tale om snævre økonomiske overvejelser. Centrum-venstre-partierne ser medlemskabet af ØMU’en som en del af det europæiske fællesskab. Et fællesskab som skal medvirke til at stabilisere demokratiet, styrke økonomien og dermed bidrage opbyggelsen af et velfærdssamfund. Hertil kommer ønsket om at kunne øve indflydelse på europæisk politik.

Juni- og Folkebevægelsen, Enhedslisten og SF har brugt det som et argument imod den fælles valuta, at den fører til mere politisk integration.
»Mere politisk integration?!« Hvordan skulle vi som centrum-politiske kræfter kunne modsætte os et projekt, som fører til mere forpligtende politisk samarbejde i en verden, som lider under et voksende politisk underskud?
Vi forstår ganske enkelt ikke argumentationen. De europæiske stormagter har valgt at konfrontere globaliseringen ved på udvalgte områder at bytte en formel national suverænitet ud med en reel international indflydelse. Det er selve EU-projektet og Tysklands af-ståelse af D-marken et slående bevis på. For mindre stater, hvis nationale suverænitet på mange punkter har været helt formel, skulle valget synes langt lettere.
Vi ser ud over Europa og stiller os selv spørgsmålet: Hvem har gavn af et nej?
Sammenhold og gensidig hensyntagen er ingen selvfølge i Europa. Vi advarer imod at tro, at ’der er god tid’, og at chancer, som ikke udnyttes i dag, blot kan udnyttes i morgen.

*Søren Keldorff, Mette Frederiksen, Henrik Dahl, Christine Antorini, Naser Khader, Kirsten Jensen, Morten Kjærsgaard, Jacob Erle, Jytte Larsen, Steen Gade og Søren Winther Lundby.

*www.nyteuropa.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her