Kronik

»Vi kan brække alle dine fingre«

Debat
18. september 2000

»Du taler serbisk, altså er du serberelsker,« råbte de. »En serber kan ikke gøre for, han er serber, men skal selvfølgelig slagtes. Men du kan gøre for det...«

Historisk set
Den ene dag hyggelige, vennesæle fyre med et nært forhold til naboerne. Den næste spruttende nationalister, manipuleret af rædselsvækkende fjendebilleder i tv og i visse aviser.
Den slags forvandlinger forfærder jugoslaviensveteraner, og det bliver ikke bedre af, at hadet mellem folkene ikke er en smule mindre end i fjor. På denne baggrund må NATO’s angreb på Jugoslavien regnes for en strategisk fiasko: Formålet var at sikre et ’multietnisk’ Kosovo, men bevirkede, at en kvart million serbere, sigøjnere og andre blev fordrevet eller flygtede fra Kosovo. Mange af dem må leve for en D-mark om dagen i Sydserbien.
Gennemsnitligt bliver fem serbere dræbt om ugen. Gerningsmændene bliver næsten aldrig fundet og stillet for retten, Fornylig kørte en albaner ind i en flok serbiske børn, sårede tre og dræbte en otteårig dreng.
Selv om jeg taler serbokroato-bosnisk møder de tilbageværende serbere og muslimer mig med mistillid og spørgsmålet: »Er du for eller imod os?« – Albanerne spørger for resten om det samme, men er mere kry.

I dag er albanerne i flertal i Kosovo, bla. på grund af en af Europas højeste fødselsrater, mens serberne har en af Europas laveste. Da Jugoslavien gik i stykker i 1991, havde landet 23 mio. indbyggere. Men hvis alle indbyggerne havde haft samme fødselsoverskud som kosovoalbanerne, ville landet have haft 50 mio. indbyggere. I dag er et af Kosovos alvorligste problemer reelt, at albanerne ikke som før kunne få arbejde i hele landet.
Serberne var i 1970 udsat for politisk korrekthed. Provinsen skulle ikke mere hedde Kosovo i (og) Metohija. Betegnelserne Kosovo i de serbiske medier og Kosova i de kosovoalbanske indgik i den jugoslaviske forfatning af 1974, der gav fuld frihed til republikkerne og provinserne. Med den blev Jugoslavien ligesom det dansk/tyske grænseland et eksempel for verden. (I øvrigt udtales den albaniserede version af navnet Kosova jævnligt forkert herhjemme forkert – trykket skal ligge på anden stavelse, Kosova.)
I den serbiske middelalderstat var Kosovo åndeligt centrum og sæde for den ortodokse patriark i Pe´c. Serberne, kroaterne og bosniakkerne var indvandret til Balkan i 5. og 6. årh. og var muligvis samme folk, som også i dag taler samme sprog: serbokroatobosnisk. De kom vistnok fra de østlige dele af nutidens Polen.
På alle slaviske sprog betyder kos solsort. Kosovo er en tillægsagtig form i intetkøn i det navnkundige stednavn Kosovo Polje. Dengang var der et albansk min-dretal i Kosovo, men vi hører lidet om dem. De havde intet skriftsprog. I det middelalderlige Kosovo opførtes skønne klostre og kirker. Og det lyder utroværdigt, men det var i høj grad lokale albanere, der beskyttede klostrene.
På Kosovo Polje, Solsortesletten, tysk Amselfeld (nok mest kendt som en elendig vin fra
Prizren i Kosovo) led den serbiskledede balkanhær den 28. juni 1389 nederlag til den ottomanske supermagt. Dog måtte den tyrkiske hær trække sig tilbage og slikke sine sår og kom først igen seks årtier senere.
Serbernes dyrkelse af »Vidovdan« (28. juni) blev først massiv under romantikken i det 19 årh. og fra den tid stammer det berømte maleri, som viser en billedskøn serbisk kvinde, der plejer sårede serbiske krigere på valen. På den anden side – den albanske forfatter Ismail Kadare har skrevet det storladne digt »Balkanernes nederlag på Solsortesletten,« som jeg har oversat til dansk.

Den første store udvandring fra Kosovo i tyrkertiden fandt sted i 1690, da patriarken i Pe´c og mange tusinde serbere udvandrede nordpå og slog sig ned i Vojvodina, Bosnien og Krajina. Flere udvandringsbølger fulgte, og serbernes gårde stod tomme hen. Men de blev fyldt igen i kraft af en storstilet indvandring fra Albanien – serberne havde endnu ikke den grimme vane at sætte ild til de huse, de forlod, som det skete i Sarajevo 1995-96.
Hvem kom først til Kosovo, albanerne eller serberne? Serberne kom for over 1.000 år siden. Da boede der nogle albanere, Balkans ældste folk, i Kosovo, men næppe ret mange. Næsten alle stednavne er serbiske. I Kosovo har albanerne albaniseret med måde og i nogle tilfælde ikke lavet de serbiske stednavne om, f.eks. Suva Reka (»tør flod«).

I de to første årtier efter 1945, da Rankovic var sikkerhedschef, blev albanerne groft undertrykt. Præsident Tito erfarede det først i 1965 og udbrød (ved jeg): »Det må aldrig, aldrig ske igen!« I årene herefter oplevede albanerne en rilindja, renæssance (også navnet på den største kosovoalbanske avis).
Kosovo fik et universitet, hvor der var flere albanske studenter end på Albaniens universitet i Ti-rana. Men alt for mange studerede albanologi og blev et akademisk pjalteproletariat.
Ved forfatningen af 1974 blev Kosovo ikke af navn, men i praksis en republik. Mange lidelser kunne være sparet, hvis der ikke var udbrudt albansk studenteroprør i 1981 med krav om, at Kosovo skulle være den syvende jugoslaviske republik.
Oprøret blev slået ned og skabte umådelig gensidig bitterhed. »Serberne vil fra nu af optræde som hævnere,« sagde min ven, albaneren Sinan Hasani til mig efter at være blevet Kosovos leder.
Atmosfæren blev mere og mere forpestet, og i 1989 afskaffede Serbiens partichef Slobodan Milosevi´c Kosovos autonomi. De fleste albanere blev fyret, men gik med den demokratisk valgte albanske præsident Ibrahim Rugova i gang med at skabe et ikke voldeligt alternativt samfund – med stiltiende serbisk billigelse. Lige indtil 1998, da Kosovos Befrielseshær UCK erobrede dele af Kosovo.
Da blev serberne rasende, hæren med sine tunge våben gik til modangreb, og flygtningestrømmen begyndte.
Fredsforhandlingerne i Ram-bouillet (som serberne kalder »Rambo«) brød sammen, i høj grad på grund af manglende vilje, og de »fornuftige« serbere som Trajkovic og biskop Artemije ventede i en café udenfor uden at blive spurgt. Et resultat som det, der opnåedes i juni 1999 (flygtningenes tilbagekomst og Kosovo som en selvstyrende provins inden for Jugoslavien) kunne vel være opnået i Rambouillet.
Men uofficielt forlød det, at Ju-goslavien skulle tillade NATO adgang overalt i landet. Ingen bananrepublik ville have tilladt noget sådant.

Efter 24. marts 1999 forlod 200.000 serbere og sigøjnere Kosovo; de fleste blev fordrevet. De relativt få rigtige krigsforbrydere forlod landet med hærens køretøjer. Anstændige serbere forblev i Kosovo, omgivet af satanisk had og dødstrusler.
Selv kom jeg i 1999 til at fornemme galskaben. Jeg flakkede rundt i gaderne i Pe´c for at finde et han, herberg. Jeg havde besøgt gamle albanske venner – serberne var væk.
Hotel Metohija var beslaglagt af italienske KFOR-tropper. Jeg spurgte om vej på serbisk (serbokroatobosnisk) og var et øjeblik efter omringet af en snes hujende albanere. De gelejdede mig ind i et lokale, vistnok skoleinspektørens kontor.
Skældsordene føg, ledsaget af slag og nap. De råbte til mig på serbisk: »Du taler serbisk, altså er du serberelsker. Et svin kan ikke gøre for, at det er et svin. En serber kan ikke gøre for, han er serber, men skal selvfølgelig slagtes. Men du der er serberelsker, du kan gøre for det. Vi kan brække alle dine fingre, og der sker os intet. Vi kan smide dig i en brønd med eller uden giftslanger, og der sker os intet ...«
Jeg indvendte spagt, at en af mine venner var ekspolitikeren Azem Vllasi, og at min bedste ven i eksjugoslavien var Sinan Hasani, tidligere afholdt ambassadør i Danmark og forfatter af den første albanske roman i Jugoslavien. Men da afbrød en albaner: »Sinan Hasani! Det svin! Hans kone er serber!«
Så blev jeg slæbt ud på gaden, hvor jeg offentligt skulle forbande det serbiske folk. Jeg forbandede det serbiske folks udskud og det albanske folks udskud, fik et slag, og skønt antihelt, slog jeg igen men blev halet til side af to flinke italienske KFOR-soldater.
En miniepisode. Jeg kunne jo bare rejse hjem. Men mange af mine serbiske bekendte er blevet dræbt, maltrakteret grotesk og fordrevet, mens tyrkere, goranere og kristne albanere diskrimineres.
Som nu Petar Sari´c, talentfuld forfatter af bl.a. tobindsromanen »I morgen kommer herskeren«. Han arbejdede som forlagsredaktør i Pristina og byggede et hus i bjergene uden for byen. Han er serber, og engang under en middag rystede jeg på hovedet af ham, fordi han var bange for »alle albanerne.« Så i juni 1999 blev hans hus stormet af UCK-fanatikere og brændt ned, han selv tævet og fordrevet.
Samtidig skrev Per Stig Møller i Morgenavisen Jyllands-Posten, at der var »ingen etnisk udrensning i Kosovo.«
Forfatteren og politikeren Sinan Hasani helligede sit liv kampen for broderskab og enhed mellem albanere og serbere. Han døde dybt frustreret i fjor. Jeg mindes en replik fra ham under vort sidste møde: »Hvordan kan jeg som albaner være lykkelig, hvis min serbiske nabo ikke er lykkelig?«

*Gunnar Nissen er forfatter, oversætter og lærer, og han har fulgt forholdene på Balkan tæt i en årrække.

*På søndag, den 24. september, er der valg i Serbien.

APROPOS
Sprogligt set
*Kosovo er et rent sydslavisk ord, afledt af kos, solsort – på albansk hedder solsort mellenjë. I albansk har navneordene både en bestemt og en ubestemt form, og det serbiske o er ubrugeligt i albansk.
Derfor er Kosovo albaniseret til Kosova (bestemt form) og Kosovë (ubestemt form). Formen Kosovë bruges ligesom Mitrovicë og Tiranë på albanske landkort, mens den bestemte form Kosova, Mitrovica og Tirana er mest til udenlandsk brug. Endelsen ë, der udtales som ubetonet e i danske navneformer som lægge og tage, er ikke just fyndig.
Albansk er en separat gruppe inden for de indoeuropæiske sprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her