Kronik

Kanal klog og Kanal dum

Debat
16. september 2000

For højrefløjen var vi for lidt kommercielle. For venstrefløjen var vi alt for afhængige af grimme sponsorater og fordummende reklamer. – TV2’s tidligere direktør fortæller i dette uddrag af erindringsbogen Hjerteblod om baggrunden for sit farvel til TV2

Lørdagskronikken
Det TV2, som var født i konkurrencens ånd, begyndte nu selv for alvor at mærke den. Det blev derfor stadig sværere at leve op til vores mål med hensyn til seertal og økonomi. Rækken af år med fremgang blev brudt.
Ville vi være lige så smukke i modvind?
Den første og største udfordring var DR’s etablering af et to- kanalsystem. Det betød, at DR kunne flytte mange af de udprægede public service-programmer inden for kunst og kultur, der var rettet mod mindre målgrupper, over på DR2. Samtidig indrettede man hovedkanalen efter en kommerciel flow-tænkning. I stedet for at lave en programflade, der prøver at trække mange forskellige seere ind på en aften, så søgte man nu at fastholde det samme store publikum gennem hele aftenfladen.
Som Lone Kühlmann sagde på sin sædvanlige slagfærdige facon: »DR vil have en kanal klog og en kanal dum.«
For at være konkret så handlede det om, at der tidligere kunne ligge en ballet eller en litteraturudsendelse i bedste sendetid. De tider var helt slut.
Og det kunne TV2 selvfølgelig mærke.

I det hele taget var der kommet helt friske boller på suppen i DR.
Christian Nissen og Bjørn
Erichsen havde afløst Hans Jørgen Jensen og Søren Jakobsen – to mennesker, som udpræget inkarnerede en på bunden venlig, men også lidt defensiv holdning til opkomlingen fra Odense.
Sådan var det ikke med de to nye.
Bjørn Erichsen kendte jeg fra gamle dage som en fighter for herren, et menneske, der ville vinde, et følelsesmenneske – som jeg selv. Christian Nissen var anderledes.
Jeg mødte ham for første gang i juli 1994 i Helsingfors ved den årlige konference i vores europæiske samarbejdsorganisation, EBU. På den traditionelle søndagsudflugt slog jeg ham – knebent – i boule. Det tog jeg som et godt varsel, men var samtidig fra første sekund klar over, at det var en formidabel modstander, med stor viden, høj intelligens, et politisk dyr, som var i stand til klinisk at analysere tingene og handle derefter.
DR måtte forbedre sine seertal. Hvis opbakningen til licensen skulle fortsætte, mente den nye ledelse. Et af midlerne var en frigørelse fra TV2 – blandt andet med hensyn til, hvordan DR skulle forholde sig til vores kommercielle konkurrent TV3.
Markedstænkningen påvirkede altså ikke bare det TV2, som var afhængigt af reklameindtægter, men også den institution, der var rent offentligt finansieret. De private konkurrenceprincipper slog stadig kraftigere igennem i hele medieverdenen. Dermed var tiden for spejdermoral og gentleman-agreements også ved at være forbi. Man måtte lære at være rå. Eller tabe.
Det kom til at spille en rolle i forhandlingerne om indkøb af sportsrettigheder.
Jeg var godt klar over, at der var sket noget inden for dansk idræt siden min tid i Odense KFUM. Jeg husker tydeligt, hvor forarget min far blev, da han fandt ud af, at en klub på Sjælland havde forsøgt at »fiske« en af KFUM’s bedste spillere ved at udlove et job og lidt penge under bordet. Men nu var alle jo åbent professionelle, og de fleste penge var over bordet. Der skulle millioner til for at drive klubberne, og indtægten fra tv-rettigheder var en af de betydeligste.

Da vi i 1994 skulle forhandle en ny fodboldkontrakt med Dansk Boldspilunion og Divisionsforeningen, opdagede jeg da også hurtigt, at det kun var penge, som talte.
Det var – følte jeg – et meget sigende billede på hele samfundsudviklingen i 90’erne.
En tid, da bundlinien blev det helt afgørende. Den sunde sjæl i det sunde legeme blev totalt out-dated, og idrætten fik taget sin mødom med en EPO-kanyle.
Her sad lederne af to institutioner, dansk fodbold og dansk tv, som begge for relativt få år siden havde rent ideelle formål, og førte en diskussion, hvor det kun var antallet af nuller i enden af beløbet, som betød noget. Enhver tanke om at kunne slå på, at jeg var en af deres egne, at også jeg var opvokset i fodboldverdenen og burde formidle den, blev hurtigt opgivet, når man sad over for de økonomisk trængte klubledere, der nu skulle være business-folk og betale regningen, for de hurtige penge de havde hentet på børsen.
Begge parter var lige klemte. Vi var begge, som Dylan sang, only a pawn in the game. Brikker i et større spil.
TV2 var ikke formelt på børsen, men vores økonomi var skruet sådan sammen, at vi skulle tjene 75-80 procent af indtægterne gennem reklamer. Derfor måtte vi kæmpe som løver for at få fod-
boldrettighederne – ikke af idealistiske, men af kommercielle grunde.
Ikke fordi fodbold i sig selv kommercielt kunne løbe rundt. Dertil er der for få pauser til reklamer og for få kvindelige seere. Men vi vidste fra udlandet, at det var særdeles farligt, hvis en mindre kommerciel station fik fat i nationalsporten. Det var ikke mindst det som mediemogulen Rupert Murdoch havde slået sig op på. Vi frygtede, at fodbold på TV3 ville give konkurrenten større udbredelse og slagkraft og dermed true vores indtægtsgrundlag.

I stigende grad måtte jeg desværre tænke på – ikke bare, hvad jeg selv ville have på fladen, hvad der var vigtigt for os – men også, hvad jeg nødig så hos konkurrenten.
Det perfekte for fodboldlederne var at få en aftale, som omfattede både TV3 og en landsdækkende station, i praksis DR.
Vi havde skabt et samarbejde med DR, der burde udelukke den slags.
Men kunne den nye mand, Christian Nissen, holde til presset? Vi vidste, at der havde fundet samtaler sted mellem ham og TV3’s ledelse, og på det afgørende møde i Idrættens Hus i Brøndby postulerede folkene fra Divisionsforeningen, at der ligefrem var lavet en aftale mellem de to stationer. Vi fik straks fat i Søren Jakobsen, der på det tidspunkt stadig var ansat og som efter en snak med Nissen benægtede, at der var noget som helst om det.
Derfor fik vi fodboldaftalen i hus. Til 565 millioner kr.
Jeg rystede ikke på hånden, da jeg sammen med DBU’s formand, Poul Hyldgaard, skrev under, for jeg havde hurtigt lært at regne med store tal.
Vi havde klaret TV3 i denne omgang.
Men kort efter kunne vi mærke, at Christian Nissen og Bjørn Erichsen fik flakkende blikke, når vi ville holde dem fast på at undlade et sportssamarbejde med konkurrenten. Vores klare holdning var, at det var dødsensfarligt for de to public service-kanaler, hvis vi gav det signal til de store sælgere af rettigheder, at der var mulighed for at få dækning både på en satellit-kanal og en landsdækkende.
Det ville være en lækkerbisken for sælgerne, hvad enten det var idrætsforbund eller mellemhandlere.

Da TV3 sad inde med nogle gode rettigheder til kvindehåndbold, kunne DR ikke længere modstå fristelsen og byttede med VM-fodboldkampe.
Christian Nissen havde i et brev lovet mig, at noget sådant ikke ville ske, uden at vi først blev inviteret til en egentlig forhandling.
Men pludselig sad jeg til et møde i Radiohuset med Bjørn Erichsen og Christian Nissen, hvor det var et fait accompli, som blev præsenteret. Pressemeddelelsen var allerede skrevet og dateret dagen før.
Jeg var nok mere rasende og skuffet end på noget andet tidspunkt i mit professionelle liv – og det mest frustrerende var, at jeg ikke kunne bruge mine stærke følelser til noget som helst. Det her var cool business, og hvad nyttede det så, at man gik rundt og følte sig sveget? Det var nærmest latterligt i den verden at tro på den slags KFUM-moral.
Og endnu værre at vise det udadtil. Det var jo at udstille, at man selv var blevet snydt. I stedet for at have snydt andre.
Der var meget, jeg manglede at lære.

Det blev indledningen til en periode, hvor DR – med Bjørn Erichsens egne ord – brugte TV2 som fjendebillede til motivering af medarbejderne. På samme måde som TV2 havde brugt DR fra starten. Konkurrencen mellem de to stationer kammede over og blev ufrugtbar for begge stationer – og for seerne.
For samtidig var TV2’s kommercielle konkurrencesituation for alvor blevet alvorlig. Politikerne havde givet de lokale stationer lov til at arbejde sammen i et landsdækkende network. En del af dem var børn af fagbevægelsens store mislykkede elektroniske satsning i firserne. Nogle af de vigtigste – først og fremmest Kanal 2 – blev drevet i en uhellig alliance med en amerikansk storkapitalist, Harry Sloan, som havde overtalt spillere på børsen i New York til at investere i dansk lokal-tv, og som på det tidspunkt havde Walt Disney som en af de største aktionærer.
Vi havde nu to kapitalstærke udenlandske konkurrenter at slås med om reklamekronerne.
Jeg fik hurtigt at føle, at nok havde stationen haft seermæssig succes. Folkets kærlighed, vor styrke, som jeg ofte trøstede mig selv. Men meningsdannerne kunne ikke lide os. For dagspressens borgerlige lederskribenter var vi konkurrenter til reklamekronerne, og de fandt det konkurrenceforvridende, at vi fik licenspenge – selv om dette beløb stort set kun dækkede den store regionale satsning.
For højrefløjen var vi for lidt private og for lidt kommercielle. For venstrefløjen var vi alt for afhængige af grimme sponsorater og fordummende reklamer. Nej, vi stod virkelig ikke særlig stærkt blandt de velformulerede, og offentligheden – der i en række år havde haft DR som yndlingsoffer – var let bevægelig. Folkegunst er idel dunst, som der står et sted på Christiansborg.
Det mærkede vi, da konkurrencen – forudsigeligt – begyndte at bide og udhule vores seertilslutning, ikke mindst i den bedste sendetid.
DR1 havde stadig større succes med en populær programlægning, som førte seerne op til Nyhedstimen kl. 21.
Mediebureauerne begyndte at tale om, at TV2 svigtede ved at overlade for mange seere til DR, og at vi burde lave flere af den slags programmer, som Gyngemosen havde succes med.
Som modtræk besluttede vi i foråret 1998 at satse på en meget dansk og dyr strategi. Jeg formulerede til møde med pressen slagordet: »Hollywood har tabt. Danmark har vundet.«
Vi var »Hele Danmarks Fjernsyn« – med programmer, der skulle appellere til alle danskere.
Vi havde gennem et stykke tid konstateret, at de udenlandske serier, som tidligere havde klaret sig fornemt i bedste sendetid, havde stadig sværere ved at få tilstrækkelig høje seertal. Den type fjernsyn var der nu på mange kanaler. Vi havde samtidig konstateret, at det store antal seere ville se dansk fremstillet fjernsyn. Vi vidste, at det kunne gå ud over vores såkaldte demografi, at vi ville få flere seere, men relativt færre blandt de yngre målgrupper. Kommercielt var det et valg mellem pest og kolera – og ingen kunne på forhånd med sikkerhed sige, hvad der økonomisk ville give mest. Men jeg fandt, at for en public service- station i Danmark virkede den brede danske programflade som den rigtige.
Vi vendte seerudviklingen i forhold til DR i efteråret 1998. Men problemet var, at de to store konkurrenter, TV3 og TvDanmark, på samme tidspunkt besluttede sig til at gå målrettet efter de unge – dem fra 12-30 år.
TV3’s meget populære show Robinson er et godt eksempel på den slags dilemmaer, som jeg i stigende grad blev bragt i.
Programmet, der var udviklet i England, foregik på en eksotisk
sydhavsø og havde som princip, at man på to konkurrerende hold i hver udsendelse stemte en deltager hjem. Sveriges Radio havde kørt det – oprindelig med stor skandale, fordi en hjemsendt deltager begik selvmord. Men siden opnåede det en bragende succes.
Jeg kunne sagtens se Robinsons store potentiale. Hvordan den form for føljeton med rigtige mennesker som hovedpersoner ville blive kørt op i formiddags- og ugepressen. Denne mobning for åben skærm ville blive programmet, som man talte om på arbejdspladserne, og det ville i høj grad tiltrække unge attraktive seere. Men jeg brød mig ikke om det.
Jeg gik i tænkeboks.
Indholdsmæssigt kunne man se det som en raffineret beskrivelse af nogle udskilningsmekanismer fra det virkelige samfund. Eller man kunne opfatte det som en grov spekulation i at udstille nogle menneskers nederlag.
Det sidste var min mellemgulvsfornemmelse. Det var rigtig klamt.
Men også for mig var seere, segmenter og penge blevet vigtige. Jeg havde det øverste ansvar for en stor arbejdsplads, mere end tusinde menneskers job afhang af min evne til fortsat at skabe overskud. Jeg havde så rigeligt prøvet at skulle fyre folk.
Jeg endte med at beslutte, at vi godt kunne sende det. Også fordi jeg nødig så det ende på TV3. Men det krævede, at den afdeling, som skulle have ansvaret for indkøb og produktion af Robinson, gik ind for det.
Vi havde netop ansat to nye unge underholdningsredaktører, Palle Strøm og Keld Reinicke, der begge kom fra DR. De syntes ikke om programmet. Fandt at det stred mod noget dybt i dansk mentalitet. De ville hellere udvikle noget selv. Palle Strøm brugte udtrykket: Tv med samvittighed.
Det var den omvendte verden. Det var jo det, som jeg burde have ment. Med hele min åndelige bagage. Nu skulle jeg høre det fra unge, som ellers gik for at tilhøre en generation af individualister. De sagde det samme som mine inderste følelser. Min shit-detector havde været larmende tavs.
Jeg havde glemt Solsjenitsyn i mit valg. At øve indflydelse på det gode og det onde i mennesket.
TV3 fik Robinson.
Mens jeg klamrede mig til halen på den tiger, jeg så muntert var steget op på fem år tidligere.

En dag, da Gitte og jeg gik en aftentur i Kerteminde, endte vi ved det idylliske Lillestrand på fjordens nordvestlige side. Her ligger de smalle fiskerhuse klistret op ad hinanden, og langs bredden er der et vildtvoksende klondyke af arbejdsskure og fiskeredskaber.
For enden af Lillestrand går der en række småbroer ud i vandet, og her mødte vi en god bekendt og hendes mand. Han og jeg havde ind imellem talt om nogle af de kulturelle udsendelser, som interesserede os begge.
De stod på en træbro, og vi på en anden, mens den nedadgående sol farvede vandet, som klukkede imellem os.
Vi udvekslede nogle almindeligheder.
Men pludselig begyndte han at råbe til mig. Jeg skulle vide, at TV2 var det værste, han vidste. En stor gang støj. Ikke bare reklamerne, men også udsendelserne. Hvordan kunne jeg dog være direktør for sådan en omgang kværnende larm.
Jeg forsøgte mig med et forsvar og ville nævne nogle af de ting, som var gode, men han ville slet ikke høre. Råbte højere og højere mod aftenhimlen om den kulturelle skandale, som jeg var personlig ansvarlig for. Min bekendt forsøgte at dæmpe sin rasende mand, mens edderfuglene forskrækkede flaksede hen over vandet.
Men uden held. Støjen fra ham blev højere og højere.
Det var umuligt at få en dialog i gang mellem de to broer, og Gitte og jeg gik hovedrystende bort. Han måtte jo være blevet gal, sagde vi til hinanden. Noget andet måtte stikke under.
Men senere – navnlig når jeg nærmede mig broerne ved Lillestrand – kunne jeg mærke, hvordan det alligevel var gået lige til hjertet. Denne desperate påmindelse om mit ansvar for støjen i det offentlige rum. På et tidspunkt da også jeg følte, at det var stilhed og eftertanke, vi havde behov for.

Erindringsbogen Hjerteblod udkommer d. 20 september på forlaget Gyldendal.

BLÅ BOG
*Jørgen Flindt Pedersen, f. 1940. Cand.scient.pol. fra Århus Universitet 1964. Ansat i Danmarks Radio 1967, på TV-Aktuelt 1975-87. Chefredaktør på Det fri Aktuelt 1987-93. Adm. direktør for TV2-Danmark 1993-99 (efter Jørgen Schleimann). I dag producerer han igen dokumentarfilm og arbejder p.t. på en dokumentar om Vollsmose-kvarteret nær Odense.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her