Læsetid: 4 min.

Kollektiv spiseforstyrrelse

Debat
21. september 2000

Om den moderne frisættelses evige dilemma: Hvordan forpligte os på hinanden uden samtidig at føle os bundet?

KOMMENTAREN - Spisning
»De spiste og drak sammen«, sagde man i middelalderen, når man ville udtrykke, at nogen var venner. Ind-stiftelse af venskaber og politiske alliancer markeredes ligesom optagelse i gilder, laug og andre fællesskaber altid med et rituelt måltid, convivium, der siden blev gentaget med faste mellemrum som bekræftende symbol på de gensidige bånd. Måltidet var her meget mere end mad og drikke. Det var noget højtideligt, ceremonielt, næsten helligt – en symbolhandling der bandt samfundet sammen.

Folk spiser overalt
Jeg kom til at tænke på middelalderens rituelle convivium, da en eller anden for nylig gjorde mig opmærksom på, hvordan det bliver mere og mere almindeligt at se folk spise i det offentlige rum. Hvad enten mobilmenuen står på pølser, snacks, østerlandsk fastfood eller egne medbragte klemmer, så gumles og slubres der overalt og hele tiden, gående og stående, på gaden og på torvet, i toget og på perronen, på vej til og fra arbejde. Er du småsulten? Så snup en Snickers!
For ikke så længe siden ville denne adfærd, der mest af alt ligner en slags kollektiv spiseforstyrrelse, være blevet anset for upassende, ja, nærmest intimiderende – også uden for de mest snerpede, borgerlige cirkler. Men nu er den allerede næsten selvfølgelig, og markerer ligesom mobiltelefonien en pågående omstrukturering af det sociale rum. Hverdagslivets grænser mellem offentligt og privat, fællesskab og individualitet rykkes rundt som følge af en forandret livsform. Dér hvor man tidligere skelnede, skelner man ikke længere. Og dér hvor man tidligere gjorde tingene sammen, gør man dem nu hver for sig. Samtidig med at den rastløse spisning vinder frem, går det som bekendt tilbage for det konventionelle måltid, dér hvor man samles i privaten om samme bord til en bestemt tid, osv. Arbejde og travlhed er vist nok en del af årsagen; prioritering af den enkeltes bevægelsesfrihed (f.eks. fritidsaktiviteter) på bekostning af kravet om tilstedeværelse og deltagelse i familien, er en anden del. Men man skal måske heller ikke undervurdere det kulinariske aspekt. I takt med at danskerens prisbevidsthed har fortrængt sansen for smag og æstetik, har færdigretter og billige standardiserede råvarer minimeret forskellen på fastfood og ’rigtig’ mad.

Spisesituationer
Opløsningen eller privatiseringen af måltidet synes nu oven i købet at blive institutionaliseret. I mange børnehaver oprererer man ikke længere med begrebet måltid, men med ’spisesituationer’. Man opgiver at samle børnene til frokost og eftermiddagsfrugt, og lader dem i stedet spise for sig selv, én-og-én, når og som det passer dem. Bag denne politik ligger så vidt jeg har forstået en principielt positiv selvforvaltningstanke. Faren er imidlertid, at børnene allerede fra en tidlig alder aflærer sig ideen om måltidet som et fællesskab. Spisningen isoleres fra det fælles liv og de skikke, normer og erfaringer der knytter sig til dét, og bliver som så meget andet noget man har med sig selv og sine egne spontane impulser. Muligvis bliver børnene på denne måde bedre til at kultivere og realisere deres egne rytmer og behov, men prisen bliver deres fornemmelse for det sociale.

At få stillet sin sult
Ligesom med alle andre sociale aktiviteter, så handler måltidet jo om meget mere end det umiddelbart håndgribelige: At få stillet sin sult. Måltidet er også en uddannelse til civilitet. Under måltidet tilegner man sig mange af de mest basale sociale og kulturelle færdigheder.
Man behøver blot at tænke sig tilbage til barndommens middagsbord for at erindre, hvordan spisning om noget også er opdragelse og formning af krop og sind. Sidde stille på en stol, beherske sin lyst til at rydde kagefadet, kende forskel på højre og venstre, kniv og gaffel, hovedret og dessert. At spise sammen er at lære de sociale roller og hierarkier at kende – mellem søskende, mellem voksne og børn, mellem kvinder og mænd, mellem værter og gæster. Ved bordet oplever man både sanselighed og disciplin, både tryghed og tyranni. Her lærer man at give og tage imod; at tale og tie på de rigtige tidspunkter; at udveksle oplevelser, markere status og forhandle symbolsk magt – det være sig i familien, på grøn stue eller i firmaets kantine. Ikke mindst er det ved middagsbordet, at kroppen dresseres: Fra en tidlig alder trænes her de indviklede kulturelle tabuer, der regulerer vores naturlige kropsfunktioner (råbe, bøvse, smaske, osv) og vores måde at omgås andre mennesker i det fysiske rum.
Som Pierre Bourdieu rammende har udtrykt det, så ligger der en hel kosmologi gemt i en triviel irettesættelse som »ret ryggen ved bordet!«.
Set i dette lys kan man selvfølgelig mene, at den individuelle spisnings fremvækst er en velsignelse. Slut med at underkaste sig konventionerne, slut med at forberede sig og vente på maden og de andre. Strejfes vi et sekund af sult, så er det bare et greb i lommen og pizzamanden giver os øjeblikkelig tilfredsstillelse i vores egen private ’spisesituation’.
På den anden side har balancen mellem ’mig’ og ’vi’ måske allerede så rigelig slagside i dagens samfund, at det var værd at passe på de arenaer, hvor det endnu er fællesskabet, der er omdrejningspunkt? Et eller andet sted er uafhængighed jo også selvtilstrækkelighed. Den individuelle spisning eliminerer behovet for hinanden i forhold til dét at indtage føde. Et spejl, med andre ord, på den moderne frisættelses evige dilemma: Hvordan forpligte os på hinanden uden samtidig at føle os bundet?
Måske det var en ide at diskutere spørgsmålet med vennerne over en god middag?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her