Læsetid: 3 min.

Lad bonderøven bestemme

Debat
4. september 2000

Hellere følge den nordiske Jantelov end jungleloven i EU

280900
De fleste af Danmarks EU-partnere undrer sig over, at danskerne er så lidet troende, når det gælder netop troen på den europæiske integrations velsignelser: Hvorfor således belaste danske vælgere med en række masochistiske EU-folkeafstemninger, der uvægerlig vil efterlade dybe sår i befolkningen, når det i andre af unionens medlemsstater er de folkevalgte, der så klogt og suverænt tænker og handler på borgernes vegne?
En del af forklaringen er måske ved nærmere eftertanke at søge i Janteloven, som vi opfatter som en dansk specialitet – ligesom rødgrød med fløde, råhygge og vort elskede sprog med stødet, som ingen andre kan eftergøre.
Skønt Janteloven indtil videre kun er offentliggjort i Aksel Sandemoses En flygtning krydser sit spor, er ingen i dronningeriget i tvivl om, at Janteloven også omfatter aktørerne i det politiske system.
I Danmark vil vi hellere styres af en samling hæderlige bonderøve (undskyld udtrykket!) og velmenende middelmådigheder end af store intellektuelle ånder, der har svært ved at råbe folket op, og hvis moralske integritet i hvert fald retrospektivt lader en del tilbage at ønske.

Holder deres sti ren
I en lang årrække har EU været næsten enevældigt styret af politikere som Helmuth Kohl, Francois Mitterrand, Roland Dumas, Giuglio Andreotti og andre af samme slags. Uden tvivl ’store europæere’, men folk med et problematisk forhold til både politisk moral og måske også straffeloven.
Det ville dog være tåbeligt at antyde eller hævde, at danske politikere fra moders liv skulle være et hak mere hæderlige end deres sydeuropæiske kolleger.
Men i praktisk politik er danske politikere pisket til at holde deres sti ren. Måske netop takket være Janteloven: Du skal ikke tro, at du er noget, blot fordi du er valgt ind i Folketinget. Rent teknisk ville en sociolog måske forklare fænomenet med den effektive sociale kontrol, der udøves med alle i dette land – fordi det er så lille og overskueligt.
Men uanset hvor forkætret Janteloven er, er den et effektivt middel mod autoritetstro og diktatur. En Napoleon, en Mussolini, en Hitler ville derfor aldrig have en jordisk chance for at forføre det danske folk: Du skal ikke tro, du er mere end os!
Er det da underligt, at euro-skeptikerne ikke bryder sig om at lægge Danmarks skæbne i hænderne på politikere, vi ikke kan kontrollere? Thi vi ser jo, hvordan også vore egne folkevalgte – inden for rammerne af de af Europa-Parlamentet vedtagne regler – rager til sig, når de bliver sluppet løs i Bruxelles og tror sig uden for Jantelovens rækkevidde.
Og hvert år brændemærker Revisionsretten i Luxembourg svindel og slendrian i EU’s administration. For milliardbeløb.

Det rene hykleri
I mange år har EU’s officielle politik været karakteriseret ved hykleri og dobbeltmoral.
Netop i disse dage risikerer den amerikanske tobaksindustri at blive ruineret efter at være blevet dømt til at betale erstatning til tusinder af mennesker, der har røget sig syge.
EU har på sin side udfoldet heroiske bestræbelser for at forbyde tobaksreklamer, men yder fortsat milliarder af euro i tilskud til tobaksavl i Sydeuropa, uanset at denne tobak er så elendig, at den ikke kan bruges i Europa og derfor eksporteres til lande, hvor rygerne ikke har råd til at ryge kvalitetstobak.
Dobbeltmoral eller hvad? Og endelig et sidste fænomen, der heller ikke just styrker EU’s troværdighed: EU-Bureaukratiet kræver hårdnakket, at ansøgerstaterne i Øst- og Centraleuropa skal ’omvende sig’ til en konsekvent liberalistisk markedsøkonomi, før de kan blive lukket ind i varmen i vest.
Men når det gælder landbrugspolitik, har EU altid selv i praksis implementeret en planøkonomi, der ikke er væsensforskellig fra den, der i sin tid blev gennemført af Stalins Sovjetunion. Mon ikke EU har et troværdighedsproblem.
Men Sandemose var en stor forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her