Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

18. september 2000


Ret til at begå fejl
13. SEPT. – En digter som kulturminister – det er ikke ringe. Finland har prøvet det med Claes Andersson, der ikke blot selv skriver, men også holder af at læse vor egen Henrik Nordbrandt. Den finske digter kan også godt formulere sig politisk. Det meste af 1990’erne var han leder af Vänsterforbundet – en slags SF på den finske venstrefløj. Claes Andersson var med til at kæmpe imod finsk medlemskab af EU, men da folkeafstemningen gav et ja, var der ingen usikkerhed om at fremtiden ville være arbejde for forandringer indenfor EU. I »Tyve udsagn om samfundet» hedder nr. 18: »Retten til at begå fejl, at handle forkert, at ændre standpunkt og revidere sin opfattelse hører til de vigtigste menneskerettigheder.« Og Claes Andersson har nu ifølge Weekendavisen et positivt syn på europæisk samarbejde:
»Der er meget lidt af EU-modstanden i Vänsterforbundet, der er intellektuel holdbar. Den er utrolig populistisk og nationalistisk.. Det yderste højre og det venstre nærmer sig hinanden i den populistiske retorik. Mange af dem, der stemmer på Le Pen, har jo tidligere stemt på kommunisterne.«
Det er måske for meget at forvente, Holger K. vil lytte. Men Pernille Frahms overraskende nederlag i Østre Storkreds viser måske, at nogle på venstrefløjen begynder at tænke selvstændigt. Det er for konservativt blot at gentage gamle paroler i en helt forandret verden.

Torkil Sørensen
Hansensvej 12,
Hillerød

Dansk mærkesag?
14. SEP. – Forleden slog direktøren for Den Europæiske Centralbank i bordet over for EU’s regeringschefer: Jeg skal nok sørge for at holde lav inflation og prisstabilitet! Gå I så hjem og sørg for harmonisering af pensioner, skatte- og arbejdsmarkedspolitik! Den 14.9. citerer Information (Dansk mærkesag i EU-charter, sidste afsnit) en pressemeddelelse fra EU-kommissionen: »EU bevæger sig væk fra begyndelsens grundlæggende økonomiske logik og går nu mod en rigtig politisk union.« Så snart man bevæger sig til kilder uden for den danske andedam, er ingen i tvivl om, at det hele handler om »en stadig snævrere union«. Er de danske ja-sigere (blandt hvilke der jo vitterligt er mange pæne, rare mennesker) 1. dumme, 2. naive eller 3. kyniske demagoger, når de uafladeligt slår syv kors for sig ved tanken om »en stadig snævrere union«, og fastholder, at intet er truet, og det bare er noget med kroner og ører?

Geo Horn
Teglværksvej 10,
9362 Gandrup

De uundværlige
12. SEP. – 80 pct. af Informations læsere er på nettet ifølge Troels Danielsen (12.9.), som derfor mener, at »Tid og sted«, biograflisten og radio- og tv-programmer bør udgå til fordel for »ordentlig undersøgende journalistik«. Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for de 20 pct. eller vi-er-mange-i-Valby-der-mener osv. Jeg skal heller ikke kunne sige, om bladets budget kan rumme en sådan omlægning; kun at vi her i huset med beklagelse, men uden tøven måtte skifte avis for at få adgang til de i givet fald afskaffede lister.

L. Aasted
Birkestien 5,
3070 Snekkersten

Kronen klarer helt sig selv
Det er naivt at tro, at Danmark får reel indflydelse på EU’s økonomipolitik. Det, som danner fundamentet for de økonomiske beslutninger, er nemlig Eurolands gennemsnittet. Man tager hensyn til Eurolands inflation, arbejdsløshed mv. - men da Danmark kun udgør 1-2 pct. af dette gennemsnit, kan man sige sig selv, at vor indflydelse er minimal. Med kronen har Danmark 100 pct. indflydelse over vor økonomi, og kan tilpasse den vore forhold. Med Euro’en har Danmark 1-2 pct. indflydelse over økonomien, og må rette sig efter de store.

Morten Messerschmidt,
Dansk Folkeparti,
Frederikssund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu