Læsetid: 2 min.

Marianne i venteværelset

Debat
13. september 2000

Euroen er et problem for EU’s udvidelse – det er Marianne Jelveds danske inflation også

280900
I tilfælde af et ja slipper Marianne Jelved ud af rollen som bænkevarmer – hun vil ikke længere behøve at antichambrere, mens de rigtige europæere træffer de rigtige beslutninger i Euro-gruppen. Altså hvis det lykkes hende at få bugt med den for voldsomme danske inflation – pokkers også at svenskerne og englænderne, der oven i købet står uden for euro’en, indirekte kan påvirke opfyldelsen af konvergenskravene i Danmark og dermed dronningerigets indlemmelse i Euroland.
Eller også vil hun – om et par år – få selskab i venteværelset. EU skal udvides med en række øst- og central-europæiske stater. De kommende medlemsstater skal erstatte deres nationale valutaer med euroen, når (og hvis) de opfylder de såkaldte konvergenskriterier, og det kan jo være rimeligt nok, eftersom de formentlig hellere end gerne vil slippe af med deres egne betalingsmidler.
Euroens åndelige fædre opbød alle deres kreative evner, da de skulle udtænke et solidt valuta-system, der var - så at sige – idiotsikret mod alle tænkelige farer og risici. Midlerne til at skabe en stærk valuta, der kunne måle sig med D-Marken: Kravene om, at kandidaterne til indlemmelse i Euroland skulle opfylde konvergenskriterierne.
Må det være tilladt at minde om, at selv de gamle stater Frankrig og Italien havde et pokkers besvær med at leve op til kriterierne.
Opfindsomme embedsmænd måtte derfor foretage mærkværdige øvelser i ’kreativ bogføring’ for – på papiret – at sandsynliggøre, at de formelle krav var opfyldt i deres lande. D’herrer Fogh Ras-mussen og Stavad har uden tvivl en del at lære.
Lad os forestille os, hvilken situation der meget vel kan opstå, når de ’nye’ landes økonomiske resultater skal måles og vejes forud for den eftertragtede indlemmelse i Euroland!

Kun B-medlemmer
Formodentlig vil de nye lande presse hårdt på for at blive lukket ind i varmen på et tidligt tidspunkt – dels vil der nemlig være tale om politisk prestige (Er man ikke medlem af euro-gruppen, er man jo – ifølge Marianne Jelved – kun B-medlem), dels vil befolkningerne sikkert gerne give afkald på deres egne valutaer til fordel for den fælles valuta, da euroen – uanset hvor devalueret den til den tid måtte være over for dollaren og yen’en – vil være stærkere end de nationale valutaer, der skal afskaffes. De nye lande vil under alle omstændigheder befinde sig i en situation, der er fundamentalt forskellig fra Danmarks i dag.
Jeg kan forestille mig to scenarier:
nDe nye lande vil – i praksis – have meget, meget svært ved at leve op til konvergenskravene, og for at lette dem adgangen til det forjættede Euroland vil de ’gamle’ medlemsstater da – af politiske grunde – lempe kriterierne, dvs. at euro-cocktailen vil blive yderligere udvandet, euroen blive yderligere svækket over for dollaren og den euro-avlede inflation tage til.
nDe ’gamle’ lande vil – uanset de ’nyes’ trængsler og besværgelser – være uvillige til at se gennem fingre med, at de ikke opfylder konvergenskravene, da euroen er så svag, at det vil være både politisk og økonomisk ’risky’ at lade den svækkes yderligere.
Intet af de to scenarier er tiltalende. Men under alle omstændigheder vil Marianne kunne føle sig mindre ensom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her