Kronik

Modstandens mange hoveder

Debat
26. september 2000

Højre- og venstrefløj kan kun blive enige om én ting: Vi er imod EU. Os mod de andre, de små mod de store! Men det vilde marked, de frygter mest, kan EU jo styre - bedre end nationalstaterne

Retfærd & Velfærd
Hvad er det, der binder modstandere af vidt forskellig politisk observans sammen i netop EU-modstanden? Og hvad er egentlig modstandernes vision? I modsætning til det, de er imod, nemlig euroen og de forskellige unionstraktater.
Hvis vi tager det første spørgsmål først, så er det tydeligt, at modstanderne fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er fælles i modstanden mod at nationalstaterne (Danmark) afgiver suverænitet til EU, fordi de mener, det undergraver det nationale demokrati. Alle er enige om den oftest uudtalte præmis, at der eksisterer en systematisk sammenhæng mellem nationalstat og demokrati.
For at politiske beslutninger kan anses for at være demokratiske (og legitime), skal de, der deltager i beslutningsprocessen opfatte sig som en del af et fælles hele, som en del af folkelegemet (demos). Det dannes kun, hvis individerne opfatter sig som medlemmer af fællesskabet, og hvis de indgår i en fælles, offentlig diskurs. Demokratiet og folket hører sammen, det nationale bliver den højeste værdi.

Dette afspejles i Jens Peter Bondes gentagne udtalelser om, at han ønsker et demokratiernes Europa i stedet for et demokratisk Europa, fordi »et EU-folk .. ikke findes« (Politiken den 31. juli). Dvs. at befolkningerne i EU ikke opfatter sig som indgående i et fællesskab, at de ikke identificerer sig med EU, hvorfor der ikke kan eksistere et demokrati i EU. Derfor taler JuniBevægelsen om at »rulle EU tilbage«, så de »nationale demokratier får en række af deres kompetencer tilbage«. Hovedfjenden må så logisk blive alle, der udhuler den nationale suverænitet, og her er det typisk EU, der har været skydeskiven.
At venstrefløjen er imod internationalt samarbejde kan måske overraske nogen, når man ved, hvor megen vægt den traditionelt har lagt på at være internationalistisk – i modsætning til højre-fløjen, der altid har lagt vægt på det nationale.
Forklaringen herpå skal søges i historien, idet modstanden mod optagelse i EF i 1972 blev begrundet med en frygt for at EF ville undergrave velfærdsstaten, som dengang var væsentlig mere udbygget i Skandinavien end i resten af Europa. Endvidere blev EF opfattet som storkapitalens projekt, som ville umuliggøre/ besværliggøre en overgang til socialismen, ligesom forskellige undertemaer som tyskerhad/ -frygt og modstand mod fransk forvaltningstradition spillede en rolle.
Kort sagt etableredes en fortælling, hvor det harmoniske, demokratiske puslingeland blev truet af fremmede kræfter, hvilket krævede nationalt sammenhold, hvis truslen skulle imødegås. Derfor etableredes en national folkefront i form af »Folkebevægelsen mod EF«. I forlængelse af denne fortælling var det også kun logisk, at venstrefløjens traditionelle modsætning mellem arbejderklasse og kapital gradvist blev erstattet af en modsætning mellem ’eliten’, der går ind for mere integration og dermed undergraver den nationale suverænitet, og ’folket’, der ønsker at opretholde den ’nationale selvbestemmelse’.
Da ’eliten’ kan være lidt svær at udpege, (og mange unionsmodstandere er at finde i denne kategori...) bliver det ofte de fæle bureaukrater i Bruxelles – venstre-fløjens udgave af Glistrups papir-nussere – der på det konkrete aktørplan udpeges som skurkene. De er så tilpas langt væk, at der ingen risiko er for, at nogle danskere kan føle sig stødt på manchetterne, så de er bekvemme affaldscontainere for ’folkets’ projektioner.

Samtidig med at modstanderne har argumenteret principielt mod suverænitetsafgivelse, har man også på det konkrete plan argumenteret imod forslag fra Fællesskabet. Det giver den fordel, at man er helgarderet, for hvis man ikke kan finde noget at kritisere på det konkrete plan, kan man altid søge tilbage til det principielle suverænitetsargument, nemlig at et givet forslag fører til øget integration og til suverænitetsafgivelse.
Her var Amsterdam-Traktaten skoleeksemplet. Det indeholdt set ud fra danske værdier stort set kun positive elementer, f.eks. øget samarbejde om beskæftigelsen, men ville også føre til flertalsafgørelser på flere områder – som Danmark blev undtaget fra – og derfor argumenterede unionsmodstanderne for et nej.
Når det vigtigste politiske spørgsmål bliver at forsvare nationalstaten mod yderligere suverænitetsafgivelse, er det logisk, at man kan alliere sig med »djævelen selv« (Jens Okkings udtryk i Information den 28. juli), hvis det tjener dette formål. Det ses i Europa-Parlamentet, hvor de danske unionsmodstandere kan indgå alliancer med stærkt højreorienterede unionsmodstandere, der vel dårligt kan opfattes som andet end storkapitalens repræsentanter – med Okkings ord toryer, der ligger »til højre for Djengis Khan«. Andre politiske spørgsmål underordnes unionsmodstanden. Hermed cementeres også den opfattelse, at alt hvad der kommer udefra er af det onde, som man så hellere må være imod.

Unionsmodstanderne opfattelse af suveræniteten hviler på den uudtalte præmis, at der er tale om et nulsums-spil, hvor det er enten København eller Bruxelles, der bestemmer, dvs. udøver suverænitet.
Men hermed overses det bekvemt, at der er andre og magtfulde aktører, der i de senere år har tiltaget sig stadig større magt og dermed undergravet nationalstaternes suverænitet.
De vigtigste processer i globaliseringen er den eksplosive vækst i kapitalstrømmene, som samtidig er usynlige, og deres undergravning af staternes suverænitet medfører hos befolkningerne (og venstrefløjen) en følelse af at miste kontrollen over sit eget liv, at der er kræfter, man ikke kan styre, og som truer velfærdsstaten – hvilket for så vidt er rigtigt. Men da kapitalstrømmene er usynlige og abstrakte, er det svært at gøre modstand imod dem.
I stedet rettes modstanden mod globaliseringens synlige symboler og institutioner, især EU. Her er noget ’håndgribeligt’, som man kan projicere sin angst og vrede imod. Her har vi mulighed for at sige nej! For mange på venstre-fløjen er nej’et, som startede i 1972, blevet en del af identiteten. At skifte position i EU-spørgsmålet vil for mange på venstrefløjen være at begå forræderi mod det, man tror på. Det vil være at opgive en del af sin identitet. I en verden, hvor alting flyder, og liberalismen triumferer, er modstanden mod EU blevet et fast holdepunkt.

JuniBevægelsens visioner er meget ukonkrete, ud over at man vil give de nationale demokratier »en række af deres kompetencer tilbage«. Det vil ganske vist formelt set forøge den danske stats muligheder for at føre politik, men réelt er vi underlagt globaliseringens vilkår, der sætter snævre grænser for politikken på det økonomiske og miljømæssige område. Hvis vi virkelig skulle genvinde styringsmulighederne på det økonomiske område og generobre den réelle suverænitet, ville det forudsætte, at danske virksomheder igen producerede til hjemmemarkedet, og at staten kunne styre kapitalbevægelserne i forhold til udlandet. Danmark skulle økonomisk af-snøres i forhold til udlandet.
Bortset fra at en sådan politik nok af de fleste anses for totalt urealistisk, ville den – hvis den blev gennemført – medføre et stort velfærdstab, der ville medføre store nedskæringer i velfærdsstaten. Frankrig præsident Mitterand forsøgte faktisk en sådan strategi efter sin tiltræden i starten af 80’erne, men måtte snart indse, at forsøget på at genvinde suveræniteten på nationalt plan medførte velfærdstab og indskrænkninger i folks bevægelsesfrihed, så den mistede legitimitet i befolkningen. Herefter ændredes kursen 180 grader.
En anden udgave af nationaliseringsstrategien er den nordiske løsning, hvor man ønsker at løsrive Norden fra verdensmarkedet for at skabe en slags øko-socialistisk laboratorium. Realismen i denne utopi svarer til den nationale løsning.

SF’s strategi er, at man ønsker at gøre undtagelsespolitikken til et princip, nemlig at skabe fleksibilitet med et »Europa i flere rum«, hvor landene kan vælge til og fra i samarbejdet. Holger K. Nielsen siger ganske vist i en kronik i Information den 22. juli, at han ikke er tilhænger af »ubegrænset fleksibilitet«, idet det indre marked hører sammen med »minimumsreglerne på miljø, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af arbejdstagerne«, men hvorfor det netop er disse områder og ikke eksempelvis selskabsskatteområdet, flygtninge- og indvandrerpolitikken og det retslige område, der skal inddrages, argumenteres der ikke for.
Det, der kendetegner de områder, Holger K. nævner, er, at de er populære i dansk sammenhæng, hvorfor det ikke er opportunt at argumentere imod dem. Men hvis princippet om de »flere rum« blev gennemført, ville alle lande kunne forlange at blive undtaget fra de områder, der hos dem gjorde mest ondt:
nLuxemburg ville umuliggøre fælles tiltag på skatteområdet;
nStorbritannien på energibeskatningen;
nSydeuropæerne på miljøområdet, osv.
Det ville i praksis blive meget svært at gennemføre politikker, fordi den fælles solidaritet ville blive undergravet.
Det er netop med flertalsafgørelsesprincippet, at lande kan tvinges til at acceptere ubehagelige afgørelser, fordi de ved, at det samme kan ske for de andre lande. I den konkrete situation argumenterer SF dog med, at euroen vil gøre det vanskeligere for ansøgerlandene at blive fuldgyldige medlemmer af unionen, hvorfor de har bedre af at stå uden for, og her vil et dansk nej skabe et »euro-frit rum«, som ansøgerlandene kan tilslutte sig.
Problemet med denne argumentation er imidlertid, at ansøgerlandene selv ønsker at blive euro-lande. De har ikke udtrykt ønske om at blive undtaget af denne del af unionen. SF moraliserer altså på ansøgerlandenes vegne: »Vi ved bedre end jer selv, hvad der er bedst for jer«!

Konklusionen er, at unionsmodstandernes svar på globaliseringens udfordringer faktisk fører til det modsatte af det, de ønsker, idet en »tilbagerulning af EU« vil medføre en svækkelse af nationalstaternes muligheder for at påvirke udviklingen og dermed svække demokratiet. Unionsmodstandernes ultimative skræmmebillede er den føderale stat, som de mener, integrationen fører til, men hermed overser de, at globaliseringen stiller krav om nye organisationsformer ’over’ nationalstaten for at kompensere for det politiske underskud.
Og en sådan organisationsform er EU, der hverken er en national-stat eller en føderal stat á la USA, men en ny, hidtil ukendt organisationstype, transnationalstaten, hvor enkeltstaterne afgiver suverænitet for gennem samarbejde at genvinde politiske handlemuligheder og indflydelse.

Per Clausen er lektor i samfundsfag og psykologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her