Læsetid: 3 min.

Når juraen fortrænger demokratiet

19. september 2000

Folk med en politisk sag bør kæmpe moralsk og politisk i offentligheden. Ikke bare lade domstolene klare ærterne

Kommentaren - Retsstat
Forleden oplevede jeg noget helt utroligt: Menneskerettighedsforkæmpere der fik nok af menneskerettighederne.
Det var på en sociologkongres. Den internationale foredragsholder forsvarede minoriterne i den grad, at hun ville opløse ikke blot nationalstaten, men ethvert fællesskab. Først når ethvert fællesskab var opløst, ville hermed minoriteter ophøre med at være minoriteter.
Alle vandrette bånd mellem mennesker skulle erstattes af lodrette bånd mellem det enkelte individ og de globale menneskerettigheder. Foredragsholderen ivrede så ekstremt for menneskerettighederne, at det kom til at lyde, som om hun parodierede dem.

Irritation og modvilje
Reaktionen fra salen var da også klart irritation og modvilje. En spurgte, om hun ville sætte hæren ind mod befolkningen. En anden foreslog opbragt, at vi droppede al den snak om menneskerettighederne, som truede med helt at afskaffe politikken. Han hævdede, at det var vigtigt at bringe politikken tilbage på arenaen. Det var en utrolig oplevelse. Den giver mig anledning til at fremsætte nogle kommentarer om rettigheder og jura på den ene side og politik og demokrati på den anden.
Filosoffen Kai Sørlander har i sin spændende bog Om Menneskerettigheder et kapitel om juristerne, som fortrænger demokratiet. I USA skabte John Marshall i 1803 den aktive højesteret, en amerikansk tradition hvor højesteret går aktivt ind i politik og løbende vurderer, om lovgivningen nu også er i overensstemmelse med forfatningen. Sørlander viser, at man på denne måde i USA får en særlig og uheldig måde at ændre lovgivning og samfund på, nemlig via juridisk aktivisme.

Overnationale domstole
Denne særlige og uheldige amerikanske tradition breder sig. Forbundsrepublikken fik efter 1945 en særlig forfatningsdomstol. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol og EF-domstolen er eksempler på overnationale domstole, der fører en aktiv politik over for nationalstaternes lovgivning. I Danmark begynder højesteret at føre en aktiv linje over for Folketinget. I Tvindsagen henvistes til grundloven, og i nogle udvisningssager henvistes til menneskerettighederne. Sørlander kommenterer: »I den situation er det troligt, at Højesteret er mere bange for at komme på kant med juristerne ved Menneskeretsdomstolen end med politikerne i Folketinget.«

Kirke og stat skal skilles
Han nævner også Ole Espersens og andre juristers forsøg på at få adskilt kirke og stat og på at få en ny grundlov med indføjelse af flere menneskerettigheder.
Når Sørlander er kritisk over for denne udvikling, skyldes de flere forhold:
*For det første er forfatningen ingen entydig størrelse. Og juristerne bør ikke have monopol på at tolke den.
*For det andet bør parlamenterne principielt selv påse, at de ikke laver lovgivning i modstrid med grundloven. Også jurister kan tage fejl. Og skal der tages fejl, er det bedre, at det er demokratiet, der gør det. Og ikke embedsmænd, der ikke står til ansvar over for vælgerne.
Sørlander ser derfor den amerikanske højesterets aktivisme som en skævvridning af demokratiet. Han ser omvendt den danske udvikling som en god udvikling, hvor f.eks. udvidelsen af trykkefrihed og adgang til abort er foregået politisk og ikke via juridisk aktivisme.
Den amerikanske sociolog Benjamin Barber gør sig i bogen Strong Democracy til talsmand for demokratiet. Det lyder banalt, men er det ikke. Barber beskriver den liberale traditions mistro til og foragt for demokrati og flertal. Rettigheder og retsstat skal begrænse demokratiets rolle.
Heroverfor står Barbers opfattelse af det stærke demokrati, det participatoriske demokrati (deltagelsesdemokrati). Her står der intet over lovgivningen. Skal der gælde menneskerettigheder, må de gå igennem den demokratiske debat og lovgivning. Det er en krævende og måske urealistisk demokratiform. Alligevel er den væsentlig som tankefigur, idet den gør det lettere at se, at holdbare rettigheder må baseres på andet end jura. Hvis de ikke er baseret på en kvalificeret demokratisk forståelse hos borgerne, står de svagt.
Sørlanders opfattelse er, at pligter går forud for rettigheder. Dette gælder i hvert fald moralsk og politisk, om end ikke juridisk. Ved at overbetone juraen, kommer rettigheder automatisk før pligter. Konklusionen på alt dette må være, at en politisk debat i offentligheden er vigtigere end at slæbe borgerne for rettighedsdomstole.
Indvandrerfortalerne må ikke gemme sig bag juraen. De bør gå ud i offentligheden og kæmpe moralsk og politisk for sagen. Denne politiske og moralske appel er mere besværlig og krævende. Det er lettere at lade juristerne ordne paragrafferne. Til gengæld ødelægger det demokrati og politik. Den nuværende polarisering er et resultat af, at man har valgt den nemme juridiske genvej frem for den besværlige demokratiske og politiske debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu