Kronik

Når sandheden skal frem

1. september 2000

De amerikanske universiteter er på alle måder anderledes: De fleste studier er utrolig erhvervsrettet, og almendannelsen er det så som så med – men kontakten til det omgivende samfund er også langt bedre end i Danmark

STUDIESTART

Studiekronik
Veritas. Det latinske ord for sandhed pryder ethvert undervisningslokale på USA's ældste universitet Harvard University og minder dagligt de studerende om universitets mission: at søge sandheden.
Det er et meget iøjnefaldende tegn på de ældste og bedst kendte amerikanske universiteters selvopfattelse og idegrundlag. Universiteter som Harvard, Yale, Princeton og Stanford ser sig selv som del af den klassiske, europæiske universitetstradition, hvor universitet fungerer som et rum for fordybelse, eftertanke og søgen. Tanken er, at den studerende på universitet får indsigt i den vestlige (og sit lands) kulturtradition, og derigennem bliver udstyret med indsigter og et personligt, værdimæssigt fundament, der gør dem og i sidste ende også samfundet åndeligt rigere. I den tradition er universitetet ikke et sted, hvor man erhverver sig kompetencer med henblik på at klare sig på jobmarkedet. Det er en sidegevinst.
Men man skal ikke have opholdt sig særligt længe på et amerikansk universitet for at finde ud af, at det er andet end den skånselsløse sandhedsøgen, der driver værket. Når man ser på, hvordan de amerikanske universiteter fungerer i det daglige, kan man undres over, at ideen om universitet som et åndeligt frirum kan opretholdes.
For de amerikanske top-universiteter er mere end noget andet forretninger med milliardomsætning. De kæmper en hård kamp om pladserne på de forskellige universitetsranglister. Ranglisterne er selvfølgelig i høj grad fagligt funderede og prøver at kvantificere niveauet blandt undervisere og studerende, men den faglighed bunder i sidste ende i økonomi. De mest prestigefuldte universiteter er også de rigeste. Universitetets rigdom bestemmer, hvor mange dygtige forskere og undervisere de kan tiltrække, hvilket igen er bestemmende for, hvor mange af de dygtigste studerende, de kan tiltrække. På den måde er selve pengestrømmen de prestigefyldte universiteters hjerteslag.
Pengestrømmen kommer flere steder fra. Udover den anseelige slat man skal slippe for at komme ind på de højest rangerede universiteter, så hviler universiteternes økonomi på penge fra private donationer eller fund raising, som det hedder på engelsk, og forrentning af deres kapital. Især donationerne er vigtige, og en rektors væsentligste opgave består i skaffe så mange penge som muligt gennem fund raising. Disse midler kommer hovedsageligt fra tidligere studerende, og de mest prestigefyldte universiteter kan kun fastholde deres position, fordi deres studerende efter studiet bliver medlem af den økonomiske elite.

Den forunderlige symbiose mellem dannelse og kontanter, som karakteriserer de amerikanske universiteter, er en så indgroet del af deres funktionsmåde, at ingen tilsyneladende tager notits af de paradokser og indbyggede konflikter, der følger i halen på den.
Det er hævet over enhver tvivl, at universiteternes hårde konkurrence og det medfølgende ræs efter penge, sætter præg på det faglige indhold og fokus. Universiteternes tvinges til at erhvervsrette uddannelserne. Det er fint nok med at søge sandheden, men hvis kandidaterne ikke får økonomisk succes senere i livet, forbliver et universitet som Stanford ikke på toppen længe. Sådan er den universitære markedslogik.
Derfor er universiteterne meget lydhøre overfor nye tendenser og krav fra jobmarkedet. Det gør dem til meget dynamiske og lærerige steder at befinde sig, men det undergraver den kulturelle sokkel, der ifølge den klassiske dannelsestanke udgør det fundament, som giver de studerende perspektiv og gør dem i stand til at møde nye tider nysgerrigt og kritisk.
Den, der med størst gennemslagskraft har beskrevet de amerikanske universiteters dannelsesmæssige forfald, er den nu afdøde professor fra University of Chicago, Allan Bloom. I sin verdensberømte bog The Closing of the American mind (på dansk: Vestens Intellektuelle Forfald) fra slutningen 1980’erne retter han en sønderlemmende kritik imod de amerikanske universiteters forvaltning af den vestlige kulturarv. Blooms bog er yderst tankevækkende, og hans pointer er ikke blevet mindre relevante, siden de blev skrevet.
Bloom anklager de amerikanske universiteter for at uddanne fokuserede fagspecialister, og hvis de endelig giver sig i kast med almen dannelse, er tilgangen præget af en relativistisk ligegyldighed og en ’tag hvad I kan bruge’- attitude til stoffet. De kandidater, der kommer ud af dette, kan godt være fagligt dygtige, men de bliver ensporede og overfladiske, og de bliver ude af stand til at skelne mellem godt og skidt.

Et år på et amerikansk universitet bekræfter mange af
Blooms forbløffende skarpe iagttagelser. Et af de første spørgsmål, jeg blev mødt med på det amerikanske universitet og det spørgsmål, der blev ved at forfølge mig, var: Hvad skal du bruge din uddannelsen til bagefter? Spørgsmålet kunne jeg af gode grunde ikke besvare, da jeg netop befandt mig på universitet for at finde ud af, hvad jeg skulle og ville senere i tilværelsen.
Som Bloom siger, så er det en generel regel, at den eneste student, der har en chance for at få en liberal uddannelse, er den, der ikke har et fast, efterfølgende karrieremål. Med liberal uddannelse forstår Bloom det klassiske dannelsesideal. »Sand liberal uddannelse kræver, at den studerendes liv bliver radikalt forandret af det, at det han lærer kan forandre hans handlinger, hans smag, hans valg, at intet forudgående tilhørsforhold er immunt overfor undersøgelse og således revurdering. Liberal uddannelse sætter alt på spil og kræver studerende, der er villige til at sætte alt på spil,« skriver Bloom.
Den manglende dannelse, det opsplittede og fagspecialiserede universitet, tabet af helheden er altsammen kritikpunkter, man kunne og som gentagne gange er blevet rettet imod det danske universitetssystem. Men kritikken rammer det amerikanske system hårdere, end det rammer det danske. Det skyldes, at universiteterne i USA har en anden rolle i Danmark end i USA. Groft sagt er USA langt mere målrettet og handlingsrettet end de europæiske lande. Amerikanerne arbejder mere og er mere optaget af faglig succes end europæerene. Den almene dannelse, kendskab til den vestlige civilisations store tænkere, er ikke noget mange amerikanere får med sig hjemmefra eller lærer op igennem skolesystemet. Systemet lægger mere vægt på umiddelbart anvendelsesorienterede ting (og på sport). Ideen om dannelse er i det hele taget mindre rodfæstet i USA end i Europa.

Manglen på den dannelsesmæssige dimension på de amerikanske universiteter kan siges at være udtryk for en decideret civilisatorisk og demokratisk krise, hvilket er Blooms bærende pointe. For hvis selv de førende, eksklusive universiteter ikke kan bære den almene dannelse, er det svært at få øje på nogle amerikanske institutioner, der kan.
Bloom er en skarp iagttager, og efter et år i USA var genlæsningen af hans bog en fornøjelse. Men han er også en dybt reaktionær elitist, der stadig er rystet over, at nogle fandt på at sætte elektricitet til guitaren engang i 40’erne. Længslen efter dannelse og kærligheden til klassikerne har en vis charme, men hans kritik og hans forklaringer på problemerne er snævert kulturelle.
Det forhindrer ham i at se de åbenlyse økonomiske mekanismer, der er styrende på de amerikanske universiteter. Bloom hævder i afslutningen af sin bog, at de amerikanske eliteuniversiteter er den klassiske dannelses sidste bastion.
Men ser man på de økonomiske forhold, der styrer universiteternes faglige prioriteringer, er det klart, at de aldrig vil kunne blive dannelsesbærere, som de bedste europæiske universiteter var engang. Det vil kræve universiteter, der er langt mere uafhængige af arbejdsmarkedskonjunkturer end de amerikanske.

Til gengæld kan de amerikanske universiteter så meget andet. De amerikanske studerende (og undervisere), jeg har mødt, er utroligt dygtige og vidende inden for deres felt. De arbejder betydeligt hårdere og mere disciplineret end danske studerende, måske netop på grund af deres målrettethed. Og mere interessant, så følges de amerikanske universiteters orientering mod det omgivende samfund af konkret og ligepå beskæftigelse med politiske og samfundsmæssige problemer. Det giver de bedste dele af den samfundskritik, som der helt åbentlyst findes på amerikanske universiteter, reelt bid.
Universitetet leverer på mange forskellige måder input til det amerikanske samfund og tager på den måde langt mere aktivt del i politikudviklingen, end jeg har oplevet det i Danmark. Dannelsestankens forestilling om universitetet som et elfenbenstårn er udskiftet med dynamik og fremadskuen.
Selvom veritas-symbolet i Harvards lokaler er absolut tømt for indhold og vel egentlig burde udskiftes med et dollartegn, lever universitetet som et sted for vidensproduktion, traditionsfornyelse og uddannelse i bedste velgående. Men den klassiske dannelse er der ikke så meget tilbage af, hvis den nogensinde har eksisteret. Det er på nogle måder trist, og det amerikanske samfund kunne i høj grad have glæde af mere plads til fordybelse og åndelig søgen og dermed få større kulturel rodfæstethed.
Men hvis den klassiske dannelse skal have en renæssance, skal det nok være på de europæiske universiteter, der befinder sig i en kultur med større forståelse for dannelsens betydning, og som ikke ligger under for samme konkurrencepres, som de amerikanske. Det var måske en tanke værd, hvis man en dag besluttede at lade en klar ide om universiteters mission og samfundsmæssige rolle styre den danske universitetspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu