Kronik

Nationalstat eller superstat

14. september 2000

Nationalstaten er uundværlig til afbalancering af globaliseringen. Derfor er EU en del af problemet, ikke af løsningen

Økonomi & Politik
Begreberne ’Nationalstat’ og ’Nationalisme’ søges tilsvinet af EU(ro)-tilhængerne op til 28. september. Forsvarer man Danmarks suverænitet, er man fremmedhader, nostalgiker – eller bare dum... Samtidig kastes smuds på begrebet danskhed. Hensigten er tydelig: Der skal banes vej for den fortsatte integration, som euroen er en del af, og som Nice-mødet vil forstærke yderligere.
Baggrunden er lige så klar. De fleste danskere ønsker ikke Europas Forenede Stater. Slet ikke, hvis det indebærer en egentlig statsdannelse. Og det kan ingen undvigelsesmanøvrer længere skjule. Rapporten Danmark og ØMUen – Politiske Aspekter af 12. juli 2000 siger det klart. Dens redaktør, prof. ved Aalborg Universitet Søren von Dosenrode, udtalte til Informatíon 13. juli: »Valutaunionen drejer sig virkelig om politik – storpolitik. Når det kommer til stykket, skal danskerne beslutte, om de vil være medlem af den nye europæiske storstat eller ej. Det er ikke et snævert spørgsmål om økonomi, som økonomiminister Marianne Jelved og regeringen forsøger at gøre det til.«

Men kan vi bremse integrationen? Desuden er EU jo et fredsprojekt, og globaliseringen kræver et modspil, som kun EU kan give. Og tiden kræver store enheder!
Så enkelt er det bare ikke. I disse år går to bølger over verden. Den ene går ud på, at vækst er godt og ’Big is Beautiful’. Desuden kræver ’kræfternes frie spil’ og casino-økonomien et stærkt modspil. Derfor er politisk centralisering nødvendig, siger de EU-troende.
Den anden går i modsat retning. Væksten giver vokseværk og stigende ulighed, og folkestyre kræver nærhed, decentralisering og små enheder. Kun derved kan de hensynsløse kræfter tøjles. Over hele kloden kæmper folkeslag derfor for frihed og folkestyre. Hvorhen vi vender blikket, er frihedskampe i gang: Skotter og baskere, tjetjenere og tibetanere, korsikanere, palæstinensere og folk på Østtimor og Sri Lanka, samt i store dele af Afrika. Og glem ikke samerne, færingerne og grønlænderne. Forskere kan tælle til flere hundrede frihedskampe verden over.

Men når nu nationalisme betyder had og isolation? Men er det sandt – kommer hadet ikke fra undertrykkelsen, snarere end fra selvstyret? Var Rom eller Asterix krigens årsag?
Det hører med i billedet, at man har forskellige historiske erfaringer – og at politikere på toppen af magtpyramiderne ofte er mere integrations-ivrige end folk i almindelighed. Og har man først fået smag for at flyve på 1. klasse til betydningsfulde møder i udlandet, kommer man let til at tro, at menigfolk er horisontløse. Desuden ’er’ man mere ude end hjemme. Denne artikels forfatter har f.eks. oplevet at blive behandlet med større respekt i udenlandsk tv end i dansk.
Nordens særlige historiske erfaringer er interessante i sammenhængen:
Den nationalromantiske bølge med krav om frihed, folkestyre og selvstyre, som gik hen over Europa i kølvandet af Napoleons-krigen, kom først til Norden, da vi var nødt til at krænge impulsen ’indad’. Simpelthen, fordi vore muligheder for at spænde følelserne for en revanchepolitik var udtømte. De nordiske indbyrdeskrige og Englands ødelæggelse af den danske magt til søs gjorde det nødvendigt at sige »hvad udad tabtes, skal indad vindes«, hvilket som bekendt blev motto for genopbygningen efter 1864 – med hedens opdyrkning, andelsbevægelsen, husmandsbevægelsen, fagforeningerne og ’Systemskiftet’. Slagordet stammer i øvrigt fra Sverige, hvor det militante parti ønskede oprustning for at generobre Finland, som Sverige måtte afgive til Rusland ved freden i Hamina 1809. Esajas Tegnér advarede i digtet »Svea« mod at spænde nationalfølelsen for en hævnaktion: Vi skal »inom Sveriges gräns erövra Finland åter«. Via en nordisk udstilling i København blev dette motto også Dalgas’ – og Danmarks.
1800-tallets Skandinavisme, som EU-elskere har for vane at bagtale, var faktisk et nordisk freds- og forsoningsprojekt. I århundreder havde vi ligget i indbyrdes-krige – som et Nordeuropas Balkan. Og meget er skrevet og digtet om blodige fejder, gønger og snaphaner, svenskernes storm på København osv. Men hvordan kom vi ud af krigene? Det er mindre kendt, at vi overvandt dem ’nedefra’. Det var frem for alt en folkelig indsats gennem århundreder, der gjorde Norden fredeligt.
I 1859 skrev Bjørnson således: »Fienden sit våben kasted, op visiret fo’r, vi med undren mod ham hasted; ti han var vor bror«. I 1868 skriver Bjørnson sangen »Jeg vil værge mit land« – men fortsættelsen lyder: »Jeg vil elske det frem i min bøn, i mit barn, jeg vil øge dets gavn, jeg vil søge dets savn, ifra grænsen og ud til de drivende garn«.
De nordiske folks forsøg på at standse indbyrdeskrigene nedefra har dybe historiske rødder. Den dansk-norske forfatter Alf Grostøl beretter i en trilogi om de skånske krige om 1600-tallets »fredspagter« mellem landsbyer og sogne på begge sider af fronterne. Og han gendigter flere af disse lokale fredstraktater. Det samme gør den svenske forfatter Vilhelm Moberg, der også citerer Hans Forsells »Sveriges indre historie fra Gustav I«:
»Bondemenigheder, herreder og landsdele optræder som selv-stændige politiske magter. – De slutter fred med hinanden indbyrdes, mens herrerne fører krig om kroner og riger«.
I øvrigt var de sidste nordiske krige en slags operettekrige. Folkene ville ikke slås længere – til sidst ville soldaterne og regeringerne heller ikke. Da russerne i 1788 ville ’hjælpe’ danskerne mod svenskerne og derfor bombarderede fiskerlejet Råå ved Helsingborg, startede den danske kronprins en indsamling til Råås genopbygning.

Senere spillede også fagforeningerne en rolle – som da Norge i 1905 brød ud af unionen med Sverige. I Stockholm ville man mobilisere, men så rejste norske fagforeningsfolk rundt til svenske arbejdspladser, hvor de blev modtaget med »Ja, vi elsker...« – hvorefter de svenske fagforeninger med trusel om generalstrejke tvang regeringen til at af-blæse mobiliseringen. Fredsviljen havde sejret, og en dansk prins blev konge for et selvstændigt Norge.

Endnu et interessant perspektiv på forholdet mellem nationalstaten og freden er den måde, hvorpå sejrherrerne har forsøgt at sy Europa sammen efter de store krige:
Efter Napoleons-krigene dannedes en »Hellig Alliance« mellem de sejrende stormagter, altså centralisering i fredens navn. Men selvstyre-ideerne vandt frem i århundredets løb, så da Europa skulle syes sammen igen efter imperiernes sammenstød, foreslog USA’s præsident Woodrow Wilson, at de skulle opsplittes i mindre, suveræne nationalstater. Men også det gik galt. Hitler voldtog de nationale ideer og spændte dem for aggression og racisme. Så da Europa endnu en gang skulle syes sammen, var ’nationalisme’ på ny et fy-ord.

Efter hver storkrig har man således skiftet syn på nationens rolle i forhold til freden. Når storkrigen kom, ræsonnerede man, var det, fordi løsningen ’sidste gang’ var den forkerte.
Men tilbage til nutidens globalisering og kræfternes hensynsløse spil. Vender vi os til toneangivende internationale økonomer, finder vi hos adskillige et stærkt forsvar for nationalstaten. John Maynard Keynes var blandt dem, der anbefalede lokal og national handel. Tidl. direktør for Verdensbanken Herman E. Daly fremhæver nationalstaten som en vigtig ramme for en økonomisk og økologisk bæredygtig fremtid. Og han har spået, at man snart vil blive nødt til at føre suverænitet tilbage til nationalstaterne. Tilsvarende siger den norske økonom, prof. Fritz Holte, som siger, at »uden grænser vil verden blive ustyrlig«. I Sverige finder vi prof. Sören Wibe på samme linie, og det tidl. mangeårige riksdagsmedlem Birgitta Hambræus siger, at »endast national-staten kan tyggla kapitalet«. I Danmark er både den liberalt orienterede prof. Thorlund Jepsen og den venstreorienterede prof. Jesper Jespersen varme fortalere for national suverænitet.

Læg hertil de nye folkelige oprør mod WTO, MAI aftalen, IMF, de multinationale koncerner, osv. – med demonstrationerne i Seattle, Davos, og senest i Millau i Frankrig.
Mange steder vender man sig samtidig imod EU-systemets centralisme og umyndiggørelse – eksempelvis på en konference om national suverænitet i Wettingen i Schweiz i juni 2000. Flere end 600 fra 11 europæiske lande deltog. Der var henved 20 indbudte talere – deriblandt undertegnede, der fik lejlighed til at vise den norske arkitekt Käte Mærlies tegning (oprindeligt til logo for Nordisk Alternativ Kampagne i 80’erne), hvor hun illustrerer den fælles-nordiske erfaring: »Når folkene er dybt rodfæstede i deres egne lande, får de kræfter og frihed til at række hånd til ’de andre’ – også hvis de har en anden hudfarve.«
Meget – og mange – taler således for, at nationalstaten langt fra er forældet, men snarere uundværlig til afbalancering af globaliseringen, såvel som til værn mod en umyndiggørende superstats-filosofi, der producerer afmagt med desperation som fremtidperspektiv.

KNUD P. PEDERSEN, civiling., red. af Nordisk Netværk, medlem af Internationalt Udvalg i Folkebevægelsen mod EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu