Læsetid: 2 min.

Nødvendigvis ja til EU – men ØMU’en?

Debat
8. september 2000

EU er én uomgængelig kampplads for international progressiv indsats i Vesteuropa, men vi må fastholde uafhængigheden over for ØMU-bindingen

280900
Jordklodens økosystemer og menneskers helbred kan ikke klare globaliseringen, den økonomiske liberalismes vækstformer. De sociale relationer i landene kan heller ikke. FN’s årlige redegørelser viser, at de fattige bliver fattigere og de rige rigere, og at naturgrundlaget nedslides.
Det rette redskab?
Er EU redskabet til at gøre op med denne form for vækst? I hvert fald er EU med årene blevet et vilkår for dansk politik. Hvor modsætningsfyldt det er gået til, gav Hans Henrik Brydensholt en indgående beskrivelse af i Politiken den 29. august.
Men i hvor høj grad er EU selv motor for vækstfikseringen og de systemer, den eksisterer ved?
Dette centrale problem til trods: EU er én uomgængelig kampplads for internationalt progressiv indsats i Vesteuropa og måske efterhånden i dele af Østeuropa.
Der er unægtelig samtidig vigtige opgaver at varetage i det snart glemte FN, OSCE og Nordiske Råd, så langt det nu lader sig gøre, når næsten alle indflydelsesveje prioriteres til EU.
Men så er der ØMU’en. Dette, at EU er blevet forum for væsentlige internationale aktiviteter, er jo ikke et argument for at tilslutte sig denne økonomisk-monetaristiske konstruktion, som der er i den grad er kvalificeret tvivl om hensigtsmæssigheden af.
Vi forbliver medlem af EU, hvad enten vi stemmer ja eller nej til ØMU’en. Og sikkert med større langsigtet indflydelse, hvis vi stemmer nej og dermed markerer en selv-stændig vurdering af dette vidtgående eksperiment.
Hvorfor glemme hvilken betydning det havde for befolkningerne i EU-landene, da Danmark og Frankrig satte hælene i i 1992. (Det forties, men der var flertal imod Maastricht i Frankrig. Kun ved at tælle stemmerne fra ’provinserne’ i Caribien med, fik man tippet det til et ja!).
Det er værd at bemærke, hvad f.eks. den svenske finansminister udtalte til Inf. den 23. juli om indflydelse uden ØMU-medlemskab:
»Det er overdrevent, at man mister indflydelse. Vi har alle muligheder for at tage de spørgsmål op, som vi vil, i det forberedende arbejde til møderne i ECOFIN, hvor alle EU-lande mødes. Jeg har ikke set nogen tendens til, at vi ikke kan gennemføre det, som vi gerne vil.«
Personligt tror jeg, at Danmark står sig ved at markere, at ØMU’en går et skridt for vidt i retning af en forbundsstat. Ved at stå uden for ØMU-bindingen vil vi tillige kunne bevare væsentlige grader af selvstændig beslutningsret inden for økonomi, arbejdsmarkeds- og socialpolitik m.v. Ganske som Sverige og England overvejer det. Alvorligst ved ØMU’en er det, at folkestyret svækkes, jo flere politikområder, som overføres til fjerne og svært gennemskuelige behandlinger inden for 375 millioner menneskers ’fællesskab’.
Hvordan demokratiet dér får det, ved man fra andre meget store enheder. Borgerne mister med rette tillid til systemet, thi de mister mulighed for at kontrollere det, påvirke det. Dette afgørende problem bør naturligvis ikke afholde os fra fortsat at arbejde for mere åbenhed, lobbyisme-kontrol osv.
Men et demokrati, dvs. alle menneskers ligelige medvirken og ansvar for samfundets udvikling, det er der ikke tale om. EU bør derfor i videst muligt omfang forblive et samarbejde mellem demokratiske nationer. For at styrke en sådan udvikling, er det vigtigt at fastholde uafhængigheden over for ØMU-bindingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her