Læsetid: 2 min.

Rod om rapport

Debat
16. september 2000

Information dækker fejlagtigt rapport om ØMU’en

Dementi
Under overskriften: »Ja-flertal en fejltagelse« fortsætter Information 22. august sin ensidige og fejlagtige dækning af indholdet og omstændighederne omkring fremkomsten af »Danmark og ØMUen: Økonomiske aspekter«.
Denne rapport blev skrevet på opfordring af Rådet for Europæisk Politik af fire økonomer, nemlig fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, professor Jesper Jespersen, RUC, og professor Claus Vastrup, ÅU samt undertegnede. For god ordens skyld skal jeg – givet den fejlagtige fremstilling i Information – gøre opmærksom på, at jeg kan dokumentere nedenstående ved den første korrespondance. Jeg må også anføre, at det ikke er af lyst, at jeg redegør for forhold omkring omstændighederne ved fremkomsten af ovennævnte rapport, idet det burde være et internt anliggende, men den fejlagtige udlægning i Information tvinger mig til at reagere.

Andre forudsætninger
Personligt blev jeg i sommeren 1999 telefonisk kontaktet af Drude Dahlerup, som forespurgte, om jeg ville være med til at lave en dansk Calmfors-rapport. Det afviste jeg ikke, men bad Drude Dahlerup kontakte mig, så snart sommerferien sluttede, idet jeg netop på dette tidspunkt analyserede, hvad jeg ville stemme næste gang. Dette diskuterede jeg ikke med Drude Dahlerup, idet det netop var resultatet af disse overvejelser, jeg vil-
le meddele, når vi som forventet skulle tale sammen igen.
Men jeg blev ikke telefonisk kontaktet, før jeg blev anmodet om at møde med formandskabet for Rådet for Europæisk Politik 20. september 1999. Straks ved mødets start redegjorde jeg for årsagerne til at jeg ville stemme ja ved en kommende folkeafstemning om ØMU’en – forudsætningerne er ganske enkelt anderledes i 2000 end i 1992 og 1993 (som jeg i parentes bemærket synes, at Information skulle oplyse sine læsere om), hvorfor resultatet for mit vedkommende også måtte blive et andet.
Dette gav problemer, da det oprindeligt kun var Claus Vastrup og undertegnede, der skulle skrive den økonomiske del. Kort sagt Drude Dahlerup vidste lige fra starten, hvad jeg ville stemme, og hun kunne endda have fået det af vide noget før, hvis hun altså havde kontaktet mig, som det var aftalt.

Stemte nej i 1992
Jeg betragter mig ikke selv hørende til en bestemt side. I 1992 stemte jeg således nej til Maastricht-traktaten. Dette anerkendte Drude Dahlerup da også eksplicit under mødet i Aalborg ved at betegne mit standpunkt som det tredje standpunkt. Efter min opfattelse var gruppen derfor også afbalanceret sammensat, da den blev suppleret med Jesper Jespersen og Erik Hoffmeyer.
Også det ved Drude Dahlerup udmærket, jf. bl.a. min korrespondance med Formandskabet af 6. december 1999. Kort sagt: Det er ikke blot nogenlunde korrekt, hvad Information gengiver 22. aug. Det er simpelthen forkert.

Svar: Diskussionen om rapporten mellem Christen Sørensen og Drude Dahlerup blev senest beskrevet i artiklen »Drude sov i timen« (Information, den 14. sept). Christen Sørensen mener sig imidlertid fejlciteret i denne artikel. Ovenstående indlæg er Sørensens egne ord – dateret den 4. september.
Information beklager, at Sørensens version af diskussionen med Drude Dahlerup først blev omtalt en halv snes dage efter indsigelsen.Red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her