Kronik

Så kom da indenfor

21. september 2000

Forholdet mellem indvandring og erhvervsliv bør handle om praktiske forhold: Der er brug for villige hænder – ikke for at behandle ’fremmede’ som umyndige børn

Økonomi & Politik
Udlændingedebatten nåede et foreløbigt nulpunkt sidste år, da diskussionen om de muslimske kvinders tørklæder i FDB fik allehånde ideer om kulturel uforenelighed og kulturel mangfoldighed til at vælde frem. Siden da har man også kunnet glæde sig over debatten om praktikanten, der ville bære tørklæde i Magasin.
Men ingen af disse ’tørklædedebatter’ er nået frem til sagens kerne, det nødvendige samspil mellem indvandring og erhvervsliv. I stedet flyder dette centrale aspekt rundt i en kultursuppedas med appel til to veletablerede fløje:
nPå den ene side de indvandrerforskrækkede fra højre, der ønsker at forbyde tørklæderne som ufor-enelige med dansk kultur;
nPå den anden side den frelste venstrefløj, der støtter kvinderne med tørklæder som symboler på en kulturel egenart med værdi i sig selv.

Det aspekt, der aldrig blev synligt i debatten, er som nævnt det, der har mest betydning, nemlig koblingen mellem erhvervslivets behov for arbejdskraft og befolkningens størrelse og sammensætning – læs tilstedeværelsen af det nødvendige antal egnede arbejdstagere. Statsminister Nyrup Rasmussen tog i sin nytårstale det første spæde skridt mod en omdirigering af udlændingedebatten, da han fremhævede indvandringens historiske betydning for udviklingen af dansk erhvervsliv og økonomi.
Lidt senere på året fulgte adm. direktør i Dansk Industri Hans Skov Christensen trop og understregede, at den demografiske udvikling og det folkelige krav om usvækkede eller stigende velfærd ikke kan forenes, medmindre den vitale konkurrenceevne sikres gennem tilførelsen af udenlandsk arbejdskraft til erhvervslivet.

Sammenkædningen af erhvervslivets interesser og indvandringen har fremkaldt det gængse reaktionsmønster fra de to fløje. Den er enten blevet beskyldt for at dække over et kynisk arbejdsgiverræsonnement eller blødsøden humanisme. Argumentet for at sætte den centrale sammenkædning mellem erhvervsliv og indvandring på dagsordnen kan imidlertid ikke placeres i de to fløjes optik. Det er hverken ande-damsromantik eller frelst humanisme ind af bagdøren.
Spørgsmålene, der knytter sig til sammenkædningen mellem indvandring og erhvervsliv, handler nemlig ikke om, hvorvidt arbejdsgiverne i FDB eller Magasin har ret til at bestemme over de ansattes påklædning. De handler heller ikke om indvandrerne skal indordne sig ned til mindste detalje, og slet ikke om, hvorvidt den ene kultur er uforenelig med den anden.
Spørgsmålene, der burde stilles, hænger snarere sammen med, hvordan vi sikrer den nødvendige indvandring, så konkurrenceevnen ikke svækkes og hvorvidt vi, med Anker Brink Lunds ord, fortsat skal behandle alle fremmede som umyndige børn, der skal underlægges pædagogisk formynderi.
Flere undersøgelser peger på, at velfærdsstatens skattegrundlag bliver mindre i takt med, at gruppen af forsøgelseskrævende borgere stiger. Og det samtidig med, at erhvervslivet højst sandsynligt vil mangle arbejdskraft i nær fremtid. Kulturel uforenelighed eller ej.
Debatten om indvandrerne burde dreje omkring det lettere forkætrede begreb ’befolkning’ og den politik enhver moderne stat retter mod denne størrelse i form af en indsats på alle de områder, hvor borgerne vil gøre skade på sig selv, hvis ikke staten sætter grænser for udfoldelsen eller hjælper lidt på vej. Sundhedskampagner er et godt eksempel.
Imidlertid har befolkningspolitik, hvor befolkningen betragtes som en manipulerbar størrelse, der kan formes alt efter de skiftende udfordringer, der møder et samfund, stort set været tabu siden nazisternes radikalisering in extremis af dette politiske redskab. Man diskuterer derfor ikke befolkningen som en politisk størrelse, der kan formes efter forskellige målsætninger, selvom det foregår dagligt. Vi kan tilsyneladende kun diskutere enkeltsager og deres konsekvenser for det specifikke udsatte individ eller den specifikke udsatte arbejdsgiver.
I relation til tørklædesagen kan vi diskutere den muslimske kassedames ret til en bestemt på-klædningsgenstand, eller FDB’s arbejdsgiverrettigheder, men vi kan ikke diskutere brede befolkningspolitiske problemstillinger uden at blive rubriceret på den ene eller den anden fløj som det eksempelvis skete for Hans Skov Christensen.
Befolkningsproblematikken kan og bør imidlertid tages op igen, hvis diskussionen om indvandrerne skal komme videre end enkeltsagernes kioskbaskere og den daglige forargelse fra den ene eller anden fløj.

Ifølge den franske filosof og historiker Michel Foucault er manipuleringen af befolkningen som en organisk størrelse selve omdrejningspunktet for den overordnede politiske rationalitet, der gennemløber de moderne kapitalistiske demokratier som de europæiske. Siden renæssancefilosoffen Niccolò Machiavellis lille værk Fyrsten har den rette term for denne rationalitet været »statsræson«. Et begreb som Machiavelli formulerede for at understrege, at der er visse målsætninger, som statens overlevelse, der tilsidesætter alle andres interesser, herunder befolkningens.
Spidsformuleret i det herostratisk berømte diktum om, at målet, der alene er statens veg og vel, helliger midlet. I en moderne sammenhæng fremstår termen statsræson imidlertid som en anakronisme og et miskrediteret begreb formet af det 20. århundredes massemyrderier, totalitarisme og Vietnamkrig, derfor vil jeg anvende det lettere hjemmestrikkede begreb forvaltningsrationalitet. Samtidig har den fredelige sameksistens mellem de europæiske stater skubbet den helt basale territoriale overlevelse grundet på militær styrke i baggrunden og i stedet rettet statens resurser mod en sikring af befolkningens tilstand og livsbetingelser.
Hos Foucault samler forvaltningsrationaliteten de initiativer, der styrer en stats forvaltning eller manipulering, i positiv forstand, af sine borgere. Sigtet med disse initiativer er eksempelvis, at kvinderne ikke føder for få eller for mange børn, at hygiejnen er så høj, at sygdomme og epidemier ikke tager livet af befolkningen og helt aktuelt, at borgerne ikke æder, drikker, ryger eller doper sig ihjel.
Det lyder helt elementært og banalt, men kontrollen med disse størrelser er netop en grundlæggende forklaring på den håbløse situation i mange tredjeverdenslande. I den moderne velfærdsstat er forvaltningen af borgerne også blevet udstrakt til blødere områder som arbejde, fritid, uheldige omstændigheder og manglende evner.

Staten garanterer eksempelvis, at det ikke er dødsensfarligt at gå på arbejde, hvilket det var i Danmark for 150 år siden og stadigvæk er det i lande som Indien. Samtidig må uheldige omstændigheder som dårligt vejr, svigtende afsætning eller økonomiske kriser samt manglende evner til selv at skabe sig et livsgrundlag ikke være skyld i, at armod er det eneste alternativ. Men staten garanterer også, at erhvervslivet får adgang til den nødvendige mængde egnet arbejdskraft og her er indvandringen et blandt flere instrumenter.
Ifølge Foucault foranstalter en stat ikke disse garantier af ren næstekærlighed og gode hensigter. Forestillingen om, at staten må udvise et ansvar, der rækker ud over den enkeltes eget ansvar, opstod, da det stod klart, at den enkelte borger ikke selv var i stand til at sikre sig ved sygdom, arbejdsløshed, invaliditet eller misbrug, hvilket var og stadigvæk er til skade for samfundet som helhed.
1800-tallets uregulerede liberalistiske samfund var fyldt med risici for den enkelte borger, der måtte mindskes, forebygges eller opvejes for at sikre en sund og stærk arbejdskraft og dermed fortsat økonomisk udvikling, hvor indvandring var og er en naturlig del af denne manipulering af befolkningen og dens kapaciteter.
Sættes spørgsmålet om indvandring ind i denne forståelsesramme bliver det muligt at komme om bag enkeltsagerne og grøftegraveriet og sætte samspillet mellem indvandring og erhvervsliv i et større perspektiv.
Indvandringen har historisk set været et effektivt svar på presserende problemer i den danske økonomi og befolkningsudvikling. Indvandringen har ofte udfyldt et hul i befolkningsammensætningen, der hindrede realiseringen af økonomiske målsætninger og ambitioner.

I 1700-tallet sikrede huguenotterne tobaksproduktionen og gav Fredericia en kærkommen befolkningsvækst. Polakkerne var i slutningen af 1800-tallet udslagsgivende for væksten i roesukkerproduktionen på Lolland og tyrkiske, pakistanske og jugoslaviske gæstearbejdere blev en saltvandsindsprøjtning, da den økonomiske udvikling var under pres i 60’erne.
Og indvandringsinstrumentet skal måske snart støves af og anvendes igen, hvis forudsigelserne om pensionsbomber, små årgange og arbejdskraftmangel holder stik. Derfor må der tages en mere kvalificeret stilling til, hvordan hullerne i befolkningssammensætningen udfyldes uden, at vi fuldstændig umyndiggør indvandrerne og samtidig sikrer, at erhvervslivet, og dermed den danske produktivitet, ikke taber terræn.
I den forbindelse er arbejdsgiverrettigheder og beklædningsgenstande underordnede og alene et skrab i overfladen, hvis den demografiske skævvridning skal stoppes.

Casper Black er cand. scient. pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu