På lørdag åbner de Olympiske Lege i Sydney et fantastisk show om idealer og de store drømme. Men hvad hvis legenderne viser sig at være svindel, mens OL intet gør for at slå dopingspøgelset ned?
Tro & Filosofi
I en moderne verden uden helte formår OL at levere varen: Idealerne, historien og de store drømme. Men bag de blafrende flag ser verden anderledes ud:
Han vandt to guldmedaljer det år. Men det var ikke dét. Det var måden. På 10.000-meteren faldt han, kom op, vandt og satte endda verdensrekord. Fire dage senere vandt han 5.000-meteren, og en olympisk sensation var skabt.
Året var 1972, Lasse Virén var 23 år gammel, og fire år senere gjorde han det igen. I de kriseramte 70ere labbede jeg OL og Viréns præstationer i mig. Og så var han fra Finland! Hjemme på vejen lå Finland pludselig halvvejs i Danmark, og de umulige drømme rykkede nærmere, mens vi knægte fik en intens men dog noget kortvarig interesse for langdistanceløb.
Det var før, jeg hørte om bloddoping. Udover at højdetræne i Kenyas højland er det i dag en kendt sag, at finnerne op til OL i München eksperimenterede med bloddoping, og karakteristisk er det, at på nær De Olympiske Lege i 1972 vandt Lasse Virén ikke synderlig mange konkurrencer...
I dag er Virén en del af den myte, den internationale olympiske komité (IOC) i denne tid målrettet øser af, og i en historieløs tid, hvor grænserne dagligt nedbrydes, er OL fast inventar i vore stuer. Det sidste glimt fra den gamle verden - men i ny moderne indpakning.
OL sælger i denne tid verdens største mellemfolkelige fest, en smuk tanke. Desværre er der en usynlig bagside af glansbilledet, idet den internationale sportsverden med IOC i spidsen med i årtier førsømte at gribe ind overfor doping.
Den moderne doping-kultur opstod under Anden Verdenskrig. De anabolske steroider hjalp sårede soldater og frigivne KZ-fanger, og ved fronten fik soldaterne diverse medikameter for bedre at kunne kæmpe eller holde sig vågne.
Mens den steroide-kultur i 50erne udviklede sig på strandene i Californien, spredte doping sig også til sport. De amerikanske OL-vindere i hammerkast og kugle-stød fra 1952 og 1956 har indrømmet brug af steroider, og under vinter-OL i 1952 fandt man hos skøjteløberne en del ampuller og sprøjter.
I anden halvdel af 1950erne bredte doping (primært amfetamin) sig til professionel cykelsport. Jævnligt sås ryttere rave omtågede rundt med svømmende øjne og fråde om munden. Cykelsporten var plaget af flere dødsfald i de år. Men dopinglove var der ingen af.
Først med den danske cykelrytter Knud Enemarks død ved OL i 1960 kom problemet på Den internationale olympiske Komité IOCs dagsorden. Ifølge en rapport der nu er forsvundet døde Knud Enemark af en overdosis amefetamin og nikotinsyre. Som Lasse Virén var han 23 år.
Men modsat finnen røg Ene-mark i OL-glemmebogen. Han døde officielt af dehydrering og hedeslag, for det passede hverken OL eller dansk selvforståelse at lægge navn til et doping-dødsfald.
IOCs indsats kom med en forsinkelse, man siden skulle opleve som særdeles karakteristisk. Først i 1963 kom den første definition af doping, og så sent som i 1967 - samme år som Tom Simpson døde under Tour de France nedsatte IOC sin medicinske komité med den belgiske prins Alexandre de Merode som formand.
Ved OL i Mexico City i 1968 tog man de første dopingprøver, og en enkelt svensker blev udelukket for at have drukket en øl. Men altså 12-15 år efter, at doping-fænomenet opstod.
I 70erne kom så bloddoping, som IOC trods flere advarsler først forbød i 1985. Lasse Virén og den italienske cykelkomet Fran-cesco Moser er kendte produkter af det fænomen.
I den mellemliggende periode hvor OL for alvor brændte sig fast på verdens tv-skærme begyndte østeuropæerne og russerne systematisk at dope deres atleter, hvilket hurtigt bredte sig på de amerikanske universiteter. I de år udviklede de kvindelige DDR-svømmere dybe stemmer, men som deres træner sagde: »De er jo ikke medlemmer af et sangkor...«
I 80erne og 90erne omdannede spanieren Juan Antonio Sama-ranch med stor dygtighed OL fra et at være en art frilandsmuseum til et af verdens førende varemærker. Resultatet blev milliard-indtægter fra sponsorer og tv. Men samtidig satte man på doping-området ræven til at vogte gæs:
I de sene 80ere fik italieneren Francesco Conconi til opgave at afsløre brugen af vidunderstoffet erythropoietin (EPO). Conconi var en af verdens førende bloddoping-eksperter, og resultatet blev legendarisk.
Men af alle de forkerte grunde.
Fra 1988 foregav Conconi af forske i en prøve, der kunne afsløre EPO, mens han i virkeligheden systematisk udviklede brugen af stoffet. IOC stod stiltiende på sidelinjen, og prins Merode der på 33. år stadig er formand for den medicinske komité blev æresdoktor ved Conconis universitet i Ferrara. Universitetet bringer i dag minder om DDR-tidens doping-maskine.
Da man endelig fandt en EPO-test efter 12 års forsøg! blev det ikke i IOC-regi. Denne sag er kun en af en flere fra nutidens internationale sportsverden, hvor uoverskuelige dopingregler tillader atleter som Javier Sotomayor, Merlene Ottey og Dieter Baumann at deltage i OL, selv om de alle er dopingdømte.
Udover atletikken er der problemer i cykling og svømning, ligesom fodbold og tennis kaster mistanke på sig selv ved ikke at anerkende IOCs regler Disse regler håndhæver IOC imidlertid ikke særlig hårdt, hvilket ses af cykelrytteren Claus Michael Møller, der herhjemme blev udelukket i to år, men da IOC følger specialforbundenes regler (i dette tilfælde ni mdr.), fik Møller via IOCs mellemkomst lov stille op til DM, selv om han var i karantæne.
Af samme grunde virker det nye internationale dopingagentur ikke troværdigt. Dette blev understreget, da IOC udpegede italieneren Manuele di Centa til bestyrelsen. Di Centa er under kraftig mistanke for at have deltaget i Ferrara-universitetets dopingprogram.
Det er en mat fornemmelse, når legenderne viser sig at være svindel. Sådan har jeg det i dag, når jeg ser Lasse Virén og Flo-Jo løbe, og det bliver stadigt sværere at tage den moderne idræt alvorligt.
Med mindre man betragter det som et show. Ifølge IOCs egne meningsmålinger, ser 76 procent af verdens befolkning positivt på OL, og meget tyder på, at showet er kommet for at blive.
I en moderne og flimrende tv-kultur er der brug for OL som fortidens sidste holdepunkt. Mens traditionelle forestillinger nedbrydes, nye hurtigere idealer opbygges, og det mentale hul til fortiden bliver større, udfylder OL en funktion som brobygger. Der er til stadighed brug for nye helte, nye værdier. Men når historien har flere ansigter, og idealerne er sponserede, så er der næppe flere helte tilbage.
Thomas Kaarsted er historiker og forlagsredaktør.
