Læsetid: 3 min.

Stenkast fra glashuset

2. september 2000

Nyt Europa slynger om sig med papirtynde på-stande om EU som verdens frelser

280900
Den 24. aug. opremser Hans Peter Dejgaard nogle af denne verdens store problemer; om de transnationale selskabers magt, om valutaspekulation og finansielle kriser. Budskabet fra Hans Peter Dejgaard og Nyt Europa er ligetil: Alle problemer kan løses af EU, for EU er stor. Han gør sig desværre aldrig den ulejlighed at fortælle os, hvordan de skal løses af EU. Om euroen ville det da have været oplagt at fortælle os, hvordan Nyt Europa vil undgå finansielle kriser i Danmark og udenfor.

Euroen er ikke et værn
Men det gør Hans Peter Dejgaard ikke. Når han nævner faren for valutaspekula-tion, så gør han det ud fra en defensiv position og siger blot, at det er en fordel at være med i en stor valuta som beskyttelse mod spekulanterne. Skønt selv en stor valuta som euroen ikke er et værn mod valutaspekulation. Han angriber til gengæld ikke de finansielle liberaliseringer, der er foregået globalt i de sidste par årtier, og som på europæisk plan i øvrigt er blevet fremskyndet af ØMU’en.
Det er restriktioner af kapitalbevægelserne, der skal til. Til en begyndelse kunne det opnås ved indførelsen af Tobin-skat, en lille ukontroversiel afgift på alle finansielle transaktioner. Men hverken Hans Peter Dejgaard eller Nyt Europa går i offensiven med forslag af den type. Hans Peter Dejgaard og Nyt Europa nøjes med et uforpligtende budskab om, at EU nok skal løse problemerne før eller siden. Pinligt!

Viger altid uden om
Men Nyt Europa viger altid uden om en analyse af EU, som vi kender det. Det skyldes nok, at de betragter EU som jomfruelige jord, hvorpå der kan dyrkes hvad som helst. Det betyder desværre også, at de fortæller os meget lidt om, hvad de vil have lavet om. Når Nyt Europa f.eks. klager over de transnationale selskabers dominans, lyder det nærmest som om, det kun er amerikanske selskaber, de snakker om, og at EU derfor både kan og vil klare paragrafferne.
Men USA er det eneste sted på kloden, hvor nogen har gjort noget alvorligt ved de transnationale selskaber, der samarbejder med diktaturet i Burma. Delstaten Massachusetts indførte i 1996 et forbud mod at bruge delstatens midler til indkøb hos selskaber med store investeringer i Burma.

EU’s dobbeltmoral
Hvad gjorde EU? EU med Kommissionen i spidsen trak USA for verdenshandelsorganisationen, WTO. Bag initiativet stod store europæiske selskaber som Ericsson, Unilever, Philips og andre med interesser i Burma. Det gav amerikanske selskaber blod på tanden, så de lagde sag an ved amerikanske domstole, hvor de gang på gang brugte EU's WTO-sag som argument mod Massachusetts.
Historien sluttede for et par måneder siden. De transnationale selskaber på begge sider af Atlanten løb af med sejren, så vi må ønske EU til lykke. Det lykkedes at bremse de sanktioner, som Burmas demokratiske opposition har råbt så længe på, og som generalerne frygtede.
Når EU netop ikke fremmer den dagsorden, Hans Peter Dejgaard hævder at have et eller andet sted i gemmerne, så er han ikke rigtig i en position til at pege fingre af sine kritikere. Han råber efter alternativer til EU, som om EU i sig selv var et alternativ. Men hvis EU enten løser problemerne dårligt, eller måske ligefrem gør det hele værre – og hvis der ikke er lys for enden af EU-tunnelen – hvorfor skulle vi så gå den vej?
Så er der andre og bedre muligheder for skiftende alliancer på vejen mod progressive internationale initiativer, hvis vi skulle få en regering med visioner. Ikke mindst, hvis det lykkes at sætte en anden dagsorden i Europa med et nej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu