Kronik

Jeg arbejdede for Stasi

14. oktober 2000

Den østtyske journalist havde naturligt nok brug for kilde-materialer. Hvad sagde man i Folketinget? Hvad skrev aviserne? Hvad sagde ’manden på gaden’, og hvor lå den danske flåde i øvrigt, og hvor stor var den?

Lørdagskronikken
Jeg ville nok ikke være trådt frem med historien om min Stasi1)-kontakt fra dengang i 1966-68, hvis vi i dette forår ikke havde været vidner til den spektakulære ’Lenz-sag’.
Her blev en spionsiget som bekendt varetægtsfængslet et helt forår, dernæst løsladt, sagen frafaldet, angiveligt på grund af for-ældelse, og endelig blev den løs-ladte af anklagemyndigheden alligevel erklæret for skyldig (sic.!).
Man går i fare, hvor man går.
Men min historie kan måske tjene til at belyse, hvordan Stasi og og til dels PET2) arbejdede dengang i 1967. Hvordan man forestillede sig, at en ’nyttig idiot’ kunne bruges, og hvorfor vi ikke nødvendigvis er skyldige en bloc, bare fordi vi måske har mødt en Stasi-agent.
Jeg husker Stasis arbejdsmetoder fra oplevede begivenheder i 1967. Men jeg kan desuden supplere hukommelsen med de 75 sider sagsakter, som jeg i sommeren 1999 efter ansøgning modtog fra den såkaldte Gauck-Behörde3) i Berlin, hvor man samler, sorterer og giver indsigt i de bjerge af arkiver, som DDR’s statssikkerhedstjeneste samlede om egne og udenlandske borgere, venner og især fjender.
Med fare for at blive ramt af Birthe Rønn Hornbechs straffende tordenkile og krav om landsforræderiproces med tilbagevirkende kraft, tager jeg chancen og fortæller historien. Jeg ved ikke, om jeg – alt taget i betragtning – ville have undværet den.
Det begyndte med, at vi som unge studerende i København ikke havde råd til en egentlig ferie i udlandet dengang i slutningen af 60’erne. DDR bød sig til med noget, man kaldte Østersøugerne. Idéen var, at mennesker omkring ’Fredens hav’, Østersøen, skulle mødes, og at der skulle opstå venskaber, fred og sød musik, evt. krav om Norden som atomvåbenfrit område. Det kostede næsten ingenting at deltage, så det var lige noget for os.

Jeg havde tidligere været med på en Østersøuge. Helt tilbage i 1961, hvor jeg sang tenor i Københavns Ungdomsensemble, var vi på en venskabsturné til DDR og Polen. Halvdelen af medlemmerne var kommunister og den anden halvdel var SF’ere, men vi sang alle sammen efter de samme noder under en meget dygtig dirigent, og havde det meget fint med vore østtyske og polske venner. De sang deres sange for os, og vi bidrog med »Roselil og hendes moder«, »Danmark, nu blunder den lyse nat« og andre subversive sager. Ungdom, venskaber, begejstring. Håb om fred og international forståelse. Berlinmuren eksisterede ikke endnu, var endnu ikke den an-stødssten, som den kort efter skulle blive.
Vi var tre gode venner, der i juli 1966 besluttede at deltage i den 9. Østersøuge i Kühlungsborn på DDR’s solkyst. Vi ville nyde solen, stranden, og hvad der ellers måtte krydse vor vej af formildende omstændigheder. Men solen svigtede, og således gik det til, at vi en dag befandt os i en af de faglige, kulturelle og politiske forsamlinger, som naturligvis var arrangørernes skumle hovedformål.
Vi havde en Betreuerin, hvad man i dag på charter-dansk ville kalde en guide. Hun sørgede for at løse praktiske problemer, og des-uden tolkede hun. En af hendes forældre var dansk, og hun var derfor tosproget. Under et arrangement, hvor en anden tolk kiksede temmelig meget, blev jeg opfordret til at tolke, fordi jeg også er tosproget. Det gik nogenlunde, og jeg blev introduceret for cheftolken, en prof. dr. G. fra Greifswald, og fik en aftale om tolkning ved to yderligere arrangementer for betaling i gode østmark, MDN4).
Vores Betreuerin svarede overhovedet ikke til mine forestillinger om en skolet ungkommunist-pige. Nogen må have bemærket min offentlige optræden, for allerede i september 1966 udsteder Stasi i Rostock en Suchzettel på mit navn med begrundelsen op. Ausnutzung, hvilket formentlig kan udlægges som ’operationel udnyttelse’.
I månederne efter Østersøugen kom jeg nogle gange på besøg i Warnemünde. Under et af disse besøg i januar 67 mødte vi – helt tilfældigt – en bekendt af mit østtyske bekendtskab på HOG5) Strandhotel i Warnemünde, hvor jeg boede. Han var journalist, hed Ludwig og var utroligt interesseret i dansk og nordisk inden- og udenrigspolitik, især i vore græsrodsbevægelsers stillingstagen til fred, til op- og nedrustning, en mulig folkeafstemning om Danmarks medlemskab af NATO og andre af datidens aktuelle emner. Herunder diskuterede vi også den angiveligt faldende levestandard i Danmark.
Han ville gerne skrive en artikel om skandinaviske forhold og havde naturligt nok brug for kildematerialer. Hvad sagde man i folketinget, hvilke politiske partier gik ind for hvilke emner og sager? Hvad skrev aviserne om koldkrigen? Hvad sagde ’manden på gaden’, og hvor lå den danske flåde i øvrigt, og hvor stor var den?
Jeg var vist nok kommet til at sige, at jeg interesserede mig meget for skibe og skibsfart, at jeg som dreng havde skåret skibe og havde en ulykkelig, ikke gengældt kærlighed til søen, søens folk og alt maritimt, at jeg som dreng havde fisket med bundsnøre fra lyst-bådehavnen ret over for Holmen i København, og at jeg derfor stort set kunne den danske flådes enheder udenad i henseende til deplacement, armering og bemanding. Detaljerne stod desuden regelmæssigt i årets Hvem, hvad, hvor?, fra Politikens Forlag.
Jeg spurgte ham, om han også var ved at skrive en artikel om den danske flåde, men på det punkt blev han lidt ulden, så jeg forfulgte ikke sagen.
Ved afskeden lovede jeg ham til næste besøg et par numre af Folketingstidende, de politiske partiers programmer og andre uforpligtende vidnesbyrd om stemningen for krig og fred i det danske folk.

Andet møde med hr. Ludwig fulgte i marts ’67. På dette tidspunkt ville jeg meget gerne have min østtyske romance til Danmark. Jeg var næsten gifteklar, og forestillede mig i min naivitet, at en DKP-partibog kunne hjælpe. Jeg nåede vist at blive opsøgt én gang af DKP’s distriktskasserer, før situationen radikalt ændrede kurs, så at sige.
Ved mit næste besøg i Warnemünde havde jeg et separat møde med journalisten. Senere spiste vi alle tre til middag på Strandhotellet. Han gav mange og hyppige drinks til langt ud på natten, og jeg kan på kopien af hans afregning se, at han brugte hele 28 østmark på formålet. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt.
Allerede under vores første møde havde jeg overvejet, hvad den angivelige journalist også kunne være ude på. Jeg var rimelig belæst i spionromaner og syntes, det var spændende at være midt i en. Andet besøg bekræftede mistanken. Alligevel var jeg dum nok til at akceptere 70 østmark og kvittere for mine udlæg til de medbragte tryksager. – Jeg skulle jo ikke have udgifter af det, sagde han, og han havde da en udgiftskonto fra sin avis. Vi aftalte at mødes igen.
Tredje møde var aftalt til 30. april 1967, men da jeg kom hjem igen, var jeg klar over, at man kunne bruge min underskrift på østmark-kvitteringen imod mig, hvis jeg igen besøgte DDR eller rejste igennem. Danmark havde endnu ingen diplomatiske forbindelser med DDR. Man ville i givet fald kunne bure mig inde herfra til evigheden, i hvert fald presse mig til visse tjenester. Og så var der naturligvis det, at mine private forhold derhjemme havde ændret sig.
Der kom flere venlige breve med forespørgsler om mit velbefindende, hvorfor jeg ikke var kommet den 30. april og om mine planer for et næste besøg i Warnemünde. Den 10. Østersøuge skulle finde sted i juli ’67, og jeg var allerede af fru prof. dr. G. hyret som tolk. Journalist Ludwig skrev med et under dæknavnet ’Gertrud Lange’, uden at forklare hvorfor. Jeg svarede henholdende og udeblev også fra den 10. Østersøuge. Jeg håbede, de ville glemme mig. Et vist spild må der vel også være i den branche. Men brevene fra ’Gertrud Lange’ vedblev med at komme. Tonen stadig mere beklagende, appellerende og uforstående. Jeg blev indbudt både til nytår og til påske og til den 11. Østersøuge i 1968.
Det bekymrede mig, at jeg ikke uden videre kunne rejse igennem DDR, når jeg ville besøge mine venner i Vestberlin. Vi havde en tæt og hyppig kontakt dengang, men en flybillet til Vestberlin kunne det vanskeligt blive til.
Som en slags ’livsforsikring’ gik jeg derfor op til PET på Politigården i København og fortalte en alvorlig, let bebrejdende, men korrekt medarbejder, hvad jeg havde oplevet i DDR. Tanken var, at så kunne Stasi da ikke presse mig med at afsløre mig overfor PET, hvis jeg ikke makkede ret. Jeg kunne sige, at PET vidste alt om det. Jeg var uafpresselig, så at sige.
Jeg blev indkaldt til en ny afhøring på Politigården. Denne gang deltog også en højererangerende medarbejder, som i entydige vendinger fortalte mig, at jeg havde været ude for et rekrutteringsforsøg fra Stasis side, Anwerbungsversuch, hvad jeg jo egentlig godt vidste, men nu vidste de det også.
Efter mine beskrivelser under den første afhøring må PET have arbejdet med sine arkiver og/ eller med en telelinse fra den grå-grønt-grumsede DDR-færge, Warnemünde. Her blev jeg lidt imponeret af PET: Man havde inden for relativ kort tid fremskaffet letgenkendelige fotos af såvel journalisten Ludwig samt af min kontaktperson fra Warnemünde.

På spørgsmålenes art og vinkler slog det mig, at PET måske også opererede med den mulighed, at Stasi havde sendt mig ind for at snuse hos PET. Og det kunne jo også være, at PET opererede med den mulighed, at jeg som ’nyttig idiot’ kunne skaffe dem nogle oplysninger. Det gav jo sagen nogle helt nye perspektiver: Hvad troede de, jeg troede, at de troede, at jeg troede, osv?
Mit stærkeste motiv i denne sag var sikkert spændingen. Og hvis en agtent-rolle var spændende, måtte en dobbeltagtent-rolle da være dobbelt så spændende, men sådan skulle det ikke være.
I min Stasi-sag fra Gauck-arkivet i Berlin kan jeg læse, at Stasi også havde opereret med den mulighed, at ’fjenden’, dvs. PET, havde sendt mig i sit ærinde. Jeg er virkelig benovet over, at de tog mig så alvorligt.

Den overordnede PET-medarbejder gav mig strenge formaninger om aldrig mere at rejse ind i DDR. Og det gjorde jeg så et par måneder efter i en gammel VW sammen med vennerne. Det var nok svært at forhindre udlængsel og internationale kontakter i 60’erne.
Jeg forudså den mulighed, at man havde mit navn liggende hos paspolitiet i Gedser, så man dér kunne forhindre min deltagelse i det planlagte West-Berlin-Treff. Derfor gik jeg i Gedser diskret ud af folkevognen, bag om hegnet og ind i bilen igen, da de andre var blevet kontrolleret. Jeg beder til, at denne forseelse efter 32 års forløb vil kunne rubriceres som ungdommeligt overmod, og at fru Rønn Hornbech ikke kommer efter mig.
Men heller ikke DDR’s grænsebeskyttere standsede mig, selvom jeg nu fra mine 75-siders Stasipapirer ved, at der var udstedt såkaldt Fahndundsauftrag (eftersøgningsordre) på mig.
Vi kom til Berlin – midt i 68-oprøret – boede i et besat hus under nedrivning, uden vand og el. Men de kreative indfald ynglede som aldrig før eller siden.
En af mine venner fra Hamburg, som dengang studerede i West-Berlin, kom efter Berlin-træffet forbi København på en hjemrejse fra Sverige. Før sin videre rejse pr. autostop ville han i den anledning absolut have dokumentation for, at han den dag havde besøgt mig i København. Jeg gav ham et aftryk af mit gummistempel i hans vesttyske pas, og han fortsatte pr. stop. Senere da han i det sønderjyske gik ind på den lokale politistation og bad om overnatning, fordi han ikke havde flere penge, havde politiet noget, man skulle have undersøgt. En sådan antiautoritær opførsel var ganske uhørt i Sønderjylland dengang. Man må have ringet til København og via registret have fundet ud af, at navnet i stemplet tilhørte en ’gammel kending’.
Da jeg kort efter flyttede til en jysk provinsby, ringede den lokale PET-agent, uniformeret overbetjent, lad os kalde ham Madsen, rundt til 8-10 skoler, hvor jeg måske, muligvis og sandsynligvis kunne være ansat ifølge uddannelse og stillingsbeskrivelse, før han endelig fandt mig. Og således fik hele den lokale skoleverden at vide, at politiet ville tale med den nye medborger og medarbejder på en af byens skoler. Jeg ved ikke, om PET’s senere efteruddannelseskurser har beskæftiget sig med brugen af telefonselskabernes oplysningstjenester. Efter to samtaler med hr. Madsen hørte jeg ikke mere for min ungdoms synder.
Der gik fire år fra min ansøgning om aktindsigt, til jeg i sommeren 1999 fik de 75 sider A4, som Stasis forskellige afdelinger har produceret om min person og om de to (kun to!) samtaler, som jeg havde med Herr Ludwig. Han var den operative medarbejder, føringsofficer hedder det vist i de danske spionromaner. Hans identitet som journalist er omtalt som Legende. Han skriver et elendigt tysk med mange fejl, og ville ikke have kunnet bestå en højere fagprøve hos mig. Gertrud Lange var en DA6) og blev styret af en velskrivende medarbejder fra Abt. XV der BV6) i Rostock og havde ikke noget at gøre med hr. Ludwigs retskrivning.

Operationen blev i øvrigt styret i et tæt samarbejde mellem en Oberleutnant7) L. og en Hauptmann8) S. samt Abt. ’M’, som kontrollerede og læste postforsendelser i Rostock, og naturligvis den operative medarbejder, Herr Ludwig.
Overordnet organ var afdeling XV, Bezirk Rostock, som arbejdede med efterretningsarbejde i det ikke-socialistiske udland, NSA9). Papirarbejdet vidner om, i hvor høj grad alvoren og den preussiske pedantisk-bureaukratiske tradition havde overlevet hos dem, der arbejdede på at hyre mig som GM10).
Den person, som præsenterede mig for Herr Ludwig, omtales som KP10). Min person omtales som GM/K10). Mit dæknavn var ’John’.

GM/K ’John’ lever nu i Danmark under navnet Kurt Jonas.
Kurt Jonas er forlægger, cand. pæd.

Ordforklaring:

1)Stasi: Staatssicherheitsdienst,
DDR’s efterretningstjeneste
2)PET: Politiets Efterretnings-tjeneste i Danmark
3)Gauck-Behörde:
Uofficiel betegnelse for ’Der Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik’, dvs. ’Stasi-arkiverne’ med hovedsæde i Berlin. Den tidligere systemkritiske DDR-præst, Joachim Gauck, er øverste chef
4)MDN: Mark der deutschen Notenbank, dvs. DDR’s statsbank
5)HOG: Handelsorganisation Gastgewerbe. DDR-betegnelse for virksomhedskollektiver, der beskæftigede sig med restaurations- og hotelvirksomhed
6)Abt.: Abteilung DA: Deckadresse BV Rostock: Bezirksverwaltung Rostock. En af 15 Stasi-afdelinger i DDR’s 15 distrikter
7)Oberleutnant: (omtrent): premierløjtnant (i Stasi)
8)Hauptmann: (omtrent): kaptajn (i Stasi)
9)NSA: Nicht-Sozialistisches-Ausland
10)GM: Geheimer Mitarbeiter. Stasi-betegnelse, som senere blev afløst af betegnelsen:
10)IM, inoffizieller Mitarbeiter/ Kandidat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu