Læsetid: 3 min.

Etnisk eller politisk nation

31. oktober 2000

Begrundelsen af national identitet ud fra etnisk til-hørsforhold stammer fra den tyske tænker Johann G. Herder

Kommentaren - National identitet
Nationalstaternes forskellige behandling af nationale mindretal bunder i to forskellige definitioner af nation, som vi har arvet fra 1800-tallets diskussioner. Den første opfatter nationen som et statsligt fællesskab baseret på territoriet og på borgerrettigheder. Den anden opfatter nationen som et kulturellet eller etnisk fællesskab. På latin kaldes de to principper for statsborgerskab for henholdsvis jus soli (jord) og jus sanguinis (blod). Den politiske definition af national identitet stammer fra den franske revolution i 1789, mens den kulturelle definition stammer fra den tyske romantik, der var en reaktion på de franske hæres erobring af Europa, først i den revolutionære republiks navn, siden i kejser Napoleons.

To definitioner
Man kan også skelne mellem patriotisk liberalisme, der går ind for folkesuverænitet og statslig selvhævdelse, mens nationalromantikken dyrker det unikke og usammenlignelige ved ethvert folk. I praksis bliver det enten til en forestilling om at indbyggerne selv bestemmer, som de kan blive enige inden for de en gang eksisterende grænser, eller en idé om at nationer har ret til de grænser, som de selv, deres historie eller race har defineret. Disse to definitioner har stået stejlt overfor hinanden i 1800- og 1900-tallet, som de stadig gør det i Ex-Jugoslavien senest i Kosovo, hvor det nu er albanerne der med det internationale samfunds stiltiende billigelse fordriver serberne i territoriets hellige navn – og som serberne forsøgte at gøre med albanerne i foråret 1999, hvilket førte til NATO’s intervention.
Begrundelsen af national identitet ud fra etnisk tilhørsforhold stammer fra den tyske tænker Johann Gottfried Herder (1744-1803). Herder var på ingen måde en stortysk nationalist og anerkendte uden videre såvel slavernes som skandinavernes, franskmændenes og italienernes ret (og pligt) til at udfolde deres egen nationale bestemmelse. Han var ikke selv interesseret i nationalitet men i kulturelle forskelligheder, det der blev historismens erkendelsesteoretiske program.
Men begrebet Volksgeist (folkeånd), som Herder udviklede, skulle vise sig at få omfattende og skæbnesvangre konsekvenser). På en måde videreførte han blot oplysningstidens lære om de særlige omstændigheder for ethvert folks liv og institutioner.
Men han radikaliserede den så meget, at enhver forestilling om alment gyldige love og regler blev umulig. Intet kan gælde ud over de forskellige kollektive bevidstheders grænse. Intet åndsprodukt kan løsrives fra sine lokale oprindelsesbetingelser og vurderes i forhold til almene værdier som det gode, det sande og det skønne. Herder og den romantiske historisme førte alt det tilbage til historien, som oplysningsfilosofferne havde antaget var fælles og uforanderligt hos menneskene.
For Herder var det ikke historien, det er muligt at gøre rationel som hos Voltaire (1694-1778), men rationaliteten, der er historisk. Dette historiesyn indebar at nation stod mod nation og at disse ikke skabtes ved medlemmernes vilje, men tværtimod at medlemmernes vilje bestemmes af, at de tilhører nationens totalitet. Mennesket er et produkt af omstændighederne og ikke omvendt, som oplysningsfilosofferne troede.

Giuseppe Mazzini
Den klassiske formulering af det kulturelle nationalitetsprincips absolutte forrang blev givet af den radikale, italienske, nationale demokrat Giuseppe Mazzini (1805-72) i 1857. Fra sit eksil i London formulerede Mazzini på tærsklen til Garibaldis invasion af Sicilien i 1859 en utopisk inddeling af Europa i ’nationale’ enheder. Han forestillede sig elleve enheder, der alle – med Italien som en meget sigende undtagelse – efter vore begreber, men også efter 1800-tallets, ville være multinationale. Baggrunden for, at Mazzini i den grad tillod sig at skalte og valte med de formulerede interesser, var selvfølgelig først og fremmest, at det var et rent skrivebordsprojekt, som ingen forsøgte at føre ud i praksis. Alligevel er forsøget repræsentativt for meget af det, der blev søgt omsat i politisk handling af andre. Mazzinis teoretiske begrundelse var en bestemt opfattelse af, hvad der konstituerer en nation. For ham var en nation skabt af politiske loyaliteter. Men disse var ikke vilkårligt valgte. Kollektivet kunne kun finde sit udtryk i én, uafhængig nation-stat med et sprog. Staten var for Mazzini ikke i sig selv målet – som den var det for så mange andre nationalitetsteoretikere – men middel til at realisere det egalitære demokrati. Som verden så ud, kunne han kun forestille sig dette demokrati overleve i relativt store stater. Derfor dette program, som trods sin hypotetiske karakter alligevel rummer en del ligheder med det, der faktisk kom ud af fredsforhandlingerne efter første verdenskrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu