Kronik

Fri abort til mænd

4. oktober 2000

Hvis en mand ikke ønsker at blive far, skal han så have lov at blive fri? – Også selv om kvinden ønsker barnet? – Dagens kronikør taler mændenes sag forud for Folketingets behandling af den nye børnelov Tro & Filosofi Et af de helt store tabuemner i ligestillingsdebatten er mænds mulighed for medindflydelse i abortspørgsmål. På dette område er ligestilling stadigvæk ensbetydende med særstilling for kvinder. Socialrådgiveren Hanne Reintoft, som har været en af de drivende kræfter bag den fri abort, skriver i jubilæums-bogen Abort i 25 år, at vi fremover må forvente et mandligt krav om medindflydelse på beslutningen om abort, hvilket åbner nye muligheder for undertrykkelse af kvindekønnet. Kvindens ret til at kunne bestemme over egen krop er selvfølgelig en naturlig rettighed, som skal beskyttes. Men retten betyder også omvendt, at hvis en gravid kvinde ønsker at gennemføre svangerskabet, mens manden ønsker en abort, kommer hun automatisk til at bestemme over mandens liv. Da loven om fri abort blev indført i 1973, var argumenterne, at kvinden skulle have ret til at bestemme over egen krop og uafhængigt af manden at vælge et barn fra, hvis de fysiske og sociale omstændigheder i hendes liv gjorde det vanskeligt for hende at få et barn. Men en mand kan også have en arvelig sygdom, være udbrændt, psykisk syg, arbejdsløs, under uddannelse, have store forsørgerpligter i forvejen eller blot vurdere, at det ikke er forsvarligt at få et barn med moderen, da de ikke har forudsætningerne for at blive en velfungerende familie. Skal denne mand ikke (også) have ret til at sige nej? Abortloven er et udtryk for kønsdiskrimination af manden. Det ville være naturligt i et ligestillingsperspektiv, at der også blev plads til at se på mandens ønsker og behov. Hvorfor skal kvinder have mulighed for at fortryde graviditet, mens mænd ingen fortrydelsesret har? I Danmark findes der mange eksempler på mænd, som er kommet i ulykke med et uønsket barn. Mændenes kriser præges af chok, krænkelse og magtesløshed. De må resten af livet leve med, at der er sat et barn i verden mod deres vilje og bære på en evig frygt for igen at gøre en kvinde gravid. De vil hver eneste måned blive mindet om deres magtesløshed, når moderen kræver penge af dem, fordi hun – med samfundets billigelse – ikke ser sig i stand til at forsørge det barn, som hun enerådigt har valgt at få. Der er imidlertid ingen forståelse i samfundet over for de mænd, der er kommet i ulykke. Som den tidligere socialminister Karen Jespersen har sagt i forbindelse med, at børnebidraget er sat op i år, må vi lære i højere grad at tage ansvaret og betale prisen for de dispositioner, som vi træffer. Vi kan heraf konkludere, at det at være mand betyder, at man alene på grund af sit køn kan blive pålagt at betale for noget, som man ingen indflydelse har på. Man kunne jo bare have passet bedre på! Det er ikke rimeligt, at mænd skal udvise større ansvarlighed og passe bedre på end kvinder i deres sexliv. Præventionsanvendelse er udbredt i dag, men igen præventionsmidler er 100 procent sikre og statistisk set vil over 10.000 graviditeter om året skyldes præven- tionssvigt. Hertil kommer de graviditeter, hvor manden og kvinden er lige gode om at være uforsigtige, og graviditeten indtræder. I begge tilfælde har kvinden fortrydelsesret, mens manden ingen rettigheder har. Mænd har ikke de samme muligheder for at styre deres forplantning som kvinder. Mænd har kun én mulighed, nemlig kondom, hvis de ikke skal gribe drastisk til værks med sterilisering eller fravalg af sex. Kvinder har langt flere midler til rådighed for at undgå graviditet – p-piller, minipiller, pessar, spiral, fortrydelsespiller osv. Vi kender desværre ikke meget til omfanget af mændenes kriser i abortspørgsmål, da der ikke er lavet undersøgelser heraf. Men eksempler fra hverdagen kan fortælle os, hvor absurd lovgivningen fungerer. To unge gymnasieelever, som er startet i 1. G, forelsker sig og bliver kærester. Pigen fortæller fyren, at hun bruger p-piller, og det har han tillid til. Efter nogen tid bliver pigen imidlertid gravid, hvilket naturligt nok udløser en krise hos de to unge. Efter nærmere overvejelser beslutter pigen sig for at få barnet. Drengen derimod vil fore-trække en abort, da han som 16-årig ikke ser sig i stand til at være far for et lille barn. Men der er ikke noget valg for ham, og den vanskelige sag gør, at forholdet mellem ham og pigen går i stykker. Som praksis er, anlægges der rutinemæssigt en faderskabssag i statsamtet, hvor drengen ude af sig selv må anerkende faderskabet. Samtidig bliver han gjort bekendt med, at han har pligt til at forsørge barnet de næste 18 år, betale bidrag til barnets dåb, fødselsudgifter og moderens underhold tre måneder før fødslen, hvilket jo ikke er særligt heldigt, når man får lommepenge og bor hjemme hos sine forældre. Drengen går i chok og føler total afmagt og skyld over den situation, som han er havnet i. Han sidder og ser fjernsyn dagen lang, overvejer alvorligt selvmord og har svært ved at klare sine studier. En kvinde på 38 har igennem syv år været kærester med en mand, som ikke ønsker at få børn, da han har en arvelig gigtsygdom. Kvinden er utilfreds hermed, for det biologiske ur tikker. Hun indleder i frustration herover et sideløbende forhold til en enlig far, som er i psykiatrisk behandling for depression. Den enlige far ønsker ingen børn, da han i forvejen har to, er arbejdsløs og i det hele taget har nok at gøre med at få tilværelsen til at fungere. Han bruger derfor kondom i samværet med kvinden, men efter en måneds tid bliver kvinden imidlertid gravid. Spørgsmålet er blot med hvem? For hun har været sammen med både sin kæreste og den enlige far. Kvinden ønsker under alle om-stændigheder at få barnet. Den enlige far gør kvinden det klart, at han ønsker en abort, da han ikke følelsesmæssigt og økonomisk kan rumme flere børn. Han finder det heller ikke smart at sætte børn i verden under så kaotiske forhold. Kvindens kæreste meddeler, at han gerne vil bakke op omkring barnet, når det kommer til verden. Men han vil have fastslået faderskabet, fordi han er bange for, at det er ham der er faderen, så hans sygdom går i arv. Et halvt år efter fødslen anlægges der en retssag for at få fastslået faderskabet. Da kvinden har haft samleje med to mænd, bliver der foretaget udvidede retsgenetiske undersøgelser. Efter to års undersøgelser og møder i retten slås det fast, at den enlige far er barnets biologiske far. Han får meddelelse fra statsamtet om, at han skal forsørge barnet, og samtidig tilbydes han rutinemæssigt at søge om fælles forældremyndighed til det barn, som han aldrig har ønsket. Efter de mange møder og undersøgelser flytter kvinden sammen med sin kæreste, som nu er barnets sociale far. Som en ekstra fjer i hatten modtager de hver måned børnebidrag fra barnets biologiske far, som mod sin vilje – biologisk og økonomisk – er blevet deres donor. Han må føle ubehaget og afmagten ved ikke at have haft nogen indflydelse på sagens gang og opleve frustrationen over, at han og hans børn bliver sat økonomisk tilbage ved at blive præsenteret for en regning på 25.000 kr. for opsparet bidragsgæld i to år og udsigten til at skulle betale i yderligere 16 år for noget, som blot skulle have været en flirt. I 1997 udkom Justitsministeriets Børnelovsudvalg med en betænkning om Børns retsstilling i forbindelse med en revision af børneloven. Den er senere blevet fulgt op af et forslag til børnelov, som justitsminister Frank Jensen fremsatte i folketinget den 9. februar i år. Loven forventes færdigbehandlet i efterårets folketingssamling. Udgangspunktet for den nye børnelov er, at børn har ret til to forældre. Denne intention er god, fordi et barn alt andet lige er bedre stillet med to forældre, der bakker op om det. Men intentionen kommer ikke til at virke i praksis i de tilfælde, hvor manden og kvinden er uenige om at gennemføre svangerskabet. En ting er en politisk hensigtserklæring om, at børn har ret til to forældre. En anden ting er en lovgivning, som favoriserer den ene part. Det forudsættes stadigvæk, at alle de børn, der bliver født, er ønskebørn for den biologiske far. Det kan vi imidlertid ikke være sikre på. Mange mænd ville måske have valgt en abort, hvis de havde haft muligheden herfor. Et samarbejde om børn på den enes præmisser er derfor dømt til at mislykkes. Regeringens forslag til en ny børnelov er en støtte til den forældede og gamle myte om manden som skaffedyr og moderen som omsorgsgiver. Forslaget til den ny børnelov er derfor med til at fastholde de traditionelle kønsroller. Man kunne give mænd medbestemmelse i abortspørgsmål ved at indføre en faderskabserklæring, som skal underskrives inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Her skal det – ligesom det gælder for kvinder med 12-ugersreglen for den fri abort – være muligt for faderen at sige ja eller nej til en graviditet. Hvis kvinden ønsker at gennemføre svangerskabet, skal hun være forpligtet til at oplyse den mulige fader om graviditeten inden udgangen af 12. uge. Han skal så underskrive en erklæring om, at han ønsker at være far til barnet. Hvis han omvendt ikke ønsker barnet, skal han ikke underskrive erklæringen. Så er det moderen, der fremover bærer det økonomiske og sociale ansvar for barnet. Ved at indføre faderskabser-klæringen inden 12. uge bevarer kvinden sin ret til at bestemme over egen krop, samtidig med at hun også påtager sig de økonomiske og sociale forpligtelser, der naturligt må følge en sådan ret. Endvidere får de mænd, der oplever en uønsket graviditet, muligheden for at vælge fra gennem en ’juridisk’ abort. Barnet skal dog som hidtil have mulighed for at kende sit biologiske ophav. Derfor skal der stadigvæk gennemføres en faderskabssag igennem statsamtet. Men uden en underskrevet faderskabserklæring bliver den biologiske far ikke stillet økonomisk og socialt til ansvar over for moderen og barnet. Til gengæld har han heller ingen ret til senere at søge samkvem med barnet. Debatten om abort præges af myter og fordomme. Det er den generelle opfattelse, at kvinderne er ofrene, mens mændene er skurkene. Det er synd for kvinderne, og derfor skal de have særbehandling. Mange vil derfor indvende, at hvis mænd fik mulighed for at få indflydelse i abortspørgsmål, ville de bolle til højre og venstre uden prævention og omtanke for andet end deres pik. Mænd må lære at passe bedre på og udvise større ansvarlighed. Ellers må de betale, hvad det koster! Men vi kunne med lige så stor ret fremføre den modsatte fordom, at den nuværende lovgivning fremmer, at kvinder kun tænker med livmoderen, lyver om brugen af p-piller og misbruger mænds sæd til deres eget projekt om at blive bekræftet gennem et barn. Kvinder skal derfor betale erstatning til manden, hvis de mod hans ønske føder et barn, hvor han er blevet brugt som sædleverandør. Kvinder må lære at passe bedre på og udvise større ansvarlighed. Ellers må de betale, hvad det koster! Vi kunne også droppe skyttegravskrigen og fordommene og se i øjnene, at spørgsmål om fødsel og abort skal ses og behandles som to lige retter for kvinden og manden. Det bør fremtidens ligestillingsarbejde indrettes efter. Henrik Platz er musiker, skribent og økonom. *Birgit Petersson m.fl. (red.): Abort i 25 år L & R Fakta 1998, p. 44 og pp. 72-73. *Lisbeth B. Knudsen: Om relationen mellem provokeret abort og familiedannelse, Dansk Sociologi nr. 2/11. årgang 2000. *Justitsministeriets Børnelovsudvalg: Betænkning om Børns retsstilling, Betænkning nr. 1350, København 1997 *Forslag til Børnelov af justitsminister Frank Jensen – lovforslag nr. L 197 (fremsat 9. februar 2000)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg syntes dette er en fantastisk artikel, Jeg undre mig ofte over hvordan sand lighed kan være så svært for folk at se, forstå og acceptere? som mennesker er vi tilsyneladende meget ensidet i kun at tænke på kvinder og børn når vi vil passe på folk i samfundet.. det er ikke uden grund at mellem 70-90% af alle hjemløse, selvmords ofre, drabs ofre og arbejds relateret dødsfald er mænd, så snart kvinder kom ind på de områder er alle medierne over dem, for det er det der får folk op af stolene "mænd? bah de er sikkert selv skyld i det - Kvinder?! Ej fuck! hvor kan jeg melde mig til for at hjælpe?" "Kvinder og børn først!" "En kvindelig pædofil? ej det tror jeg ikke på! og hvis en dreng bliver voldtaget af sådan en skal han føle sig heldig! ikke skamme sig eller have varige men" "en kvinde kvalte sit 4 årige barn? ej selvfølgelig skal hun have fuld forældreret og bestemme om faren overhovedet må se barnet" "En kvindelig kriminel? jamen der var sikkert en grund bag, måske blev hun misbrugt? vi må hellere reducere straffen!"
Det giver nu mening nok biologisk set, kvinder er dem der føder og bære på børn, mens de er gravide er de meget sårbare og hvis ur familie gruppens hanner passer på dem, mere end de passer på sig selv, øger de chancerne for at den næste generation overlever, så psykisk og fysisk er vi udviklet til den model, og det gør os næsten fuldstændig ligeglade når det kommer til mænd, for selvom der kun er 1 mand og 100 kvinder i en gruppe vil de stadig kunne få 100 babyer pr omgang ligesåvel som hvis de havde været 1000 mænd og 100 kvinder. kvinden er den bestemmende faktor i gruppens reproduktions rate.

Lennart Kampmann

Livet reduceret til transaktioner, man blot vil undgå konsekvenserne af. Hermed destrueres kønsrollerne, og konceptet "mand" fjernes. Vil man virkelig det?

Retten til at være mand indebærer også retten til at leve med de risici livet byder. Det definerer os.

Med venlig hilsen
Lennart

Dorte Sørensen

Hvis der skal være ligestilling - så må kunstige livmodere straks opfindes. Herved kan både en mand og en kvinde få et ønske barn uden at skulle lægge krop til. Ligeledes kan ingen mand påstå at de blev narret af en kvinde , der ønskede sig et barn. Der kunne også vedtages love med forbud mod fødsler ved naturmetoden.

Med andre ord et barn kan blive en REN vare, som kan trækkes i en automat. Er det virkeligt det som vi ønsker.