Kronik

De ville det hele

Debat
2. oktober 2000

Hvad gik det hele ud på? kunne dagens 20-årige spørge dem, der oplevede det magiske år 1968. Svaret er broget og selvmodsigende socialistisme og liberalisme, fremtidstro og ’tilbage til naturen’

Historisk set
En flodbølge. Sådan kan man godt kalde ungdomsoprøret, også kaldet 68-oprøret. Overordnet set var der tale om et internationalt opgør mellem krigsgenerationen og dens børn, som fandt forældrenes univers fatalistisk og konservativt. Dets grundlag var delvis irrationelt, dets inspirationer var mangeartede, og dets visioner strittede i mange tilfælde i hver sin retning. Således ville oprørerne tilbage til naturen og det oprindelige, men påberåbte sig samtidig moderniteten som adelsmærke og var besat af en urokkelig fremskridtstro. Oprøret var socialistisk og liberalistisk, rationalistisk og instinktdyrkende.
Man har sagt, at oprøret startede med en livsfjern anarkisme og få år efter forstenede i en lige så livsfjern marxisme. Dette synspunkt rummer en del sandhed, men overser det som oprørerne kunne samles om, nemlig en ganske almindelig indignation over forhold som var indlysende urimelige.
Et faktum som skal inddrages, når man ser på kampens mere officielle mål, som var frigørelse, ærlighed og selvrealisering. Sammenhængende hermed forkastede man det eksisterende samfund, som man fandt undertrykkende og hyklerisk.
Dette kunne lyde som en gentagelse af kulturradikalismens principper, som 68’erne da også havde meget til fælles med. Fælles for de to bevægelser er fascinationen af det velklingende mantra om den enkeltes frigørelse. Forskellene springer dog lige så meget i øjnene.
Den klassiske kulturradikalisme var individualistisk, idealistisk og æstetisk. I forhold til denne holdning var 68’ernes visioner altomfattende og kompromisløse. De nægtede at holde sig til de vedtagne kanaler og helmede ikke, før kroppen og hverdagen blev inddraget. Og de helmede ikke før frihedsbegrebet blev undersøgt i alle dets aspekter og i al sin dialektiske spændthed.
Dette projekt førte til anderledes gennemgribende og forpligtende resultater end de kulturradikale skriverier. Undersøgelsen af frihedens vilkår i det eksisterende samfund førte uundgåeligt ind i den marxistiske teoridannelse. Men den førte – trods oprørets materialistiske og sensualistiske hovedtendens – også til en udforskning af, hvad åndens frihed indebar. En interesse der førte langt ud over kulturradikalismens grænser og ind i fjendeland, til højskolen, Grundtvig og religiøs tænkning.

Meget kunne også lyde som ekko af de kommunistiske ideer, men faktisk tog oprørerne med deres anarkistiske grundholdning afstand fra et hierarkisk stats- og parti-apparat.
Derfor vakte de (grundigt for-vrængede) oplysninger om den kinesiske kulturrevolution, og senere om hele den kinesiske model, stort set udelt begejstring i disse kredse. Kina lå langt væk, og kravet om verificering måtte vige for behovet for et positivt trosgrundlag.
Også forholdet til politisk vold forblev uafklaret. Der var enighed om udenoms-parlamentariske aktioners nødvendighed, men i skikkelse af provokationer og happenings, og kun rettet mod ’systemet’. Og der herskede en romantisk begejstring for antiimperialistiske revolutioner i den tredje verden, mens oprørernes optimistiske menneskesyn fik dem til at fortrænge den mulighed, at heltene selv kunne blive pampere, der greb til undertrykkelse for at bevare magten...
Mange af de utopiske paroler kom fra udlandet, men indgik i Danmark i en speciel syntese med dette lands pragmatiske traditioner og mentalitet. Selv de mest spektakulære aktioner såsom universitetsbesættelser og afbrænding af eksamensbeviser blev udført som rent symbolske handlinger – og i øvrigt under udvisning af humor og elskværdighed fra begge parter.
Visionernes sammensmeltning med hjemlige anti-autoritære traditioner blev til til en uhørt slid-stærk legering, der har påvirket institutionerne herhjemme som næppe nogen anden bevægelse i det tyvende århundrede. Når man som jeg har haft sin barndom i 50’erne, må man knibe sig i armen og spørge om det f.eks. virkelig kan være sandt, at ens børn ikke er bange for deres lærer?
Når jeg ser på tiden henholdsvis før og efter disse ændringer, vil jeg uden at tøve sammenfatte dem i udtrykket den tredie revolution. Idet jeg med den første betegner indførelsen af det demokratiske princip og med den anden de ubemidledes del i magten.
Hermed var ifølge efterkrigstidens officielle ideologi den optimale samfundstilstand opnået. Hvad man overså – eller accepterede som naturligt – var, at magtforholdene og mentaliteten i samfundets institutioner, på arbejdspladserne og i hjemmene i mangt og meget var rent ud feudale:

På universitetet blev man udsat for en mængde irrelevante og indbyrdes usammenhængende kundskaber, hvis eneste legitimitet var den hævdvundne tilfældighed, der kaldtes tradition. Skolevæsen, gymnasium og militær rummede et opbud af vold og ydmygelser, som i vore blødsødne tider dage ville have skaffet arbejde til en mindre hær af psykologer, advokater og journalister. Frygt var en integreret del af undervisning og uddannelse, og dens indgydelse blev udøvet med nidkærhed. Ikke af psykopater, men af hæderlige samfundsborgere, der blot videregav den socialisering de selv havde oplevet. De anså disse metoder for realistiske og nødvendige, trygt hvilende i en skizofren verden, der var opbygget af indbyrdes uforenelige sfærer. Det var denne mentalitet oprørerne ville nedbryde. De opstillede en anti-fatalistisk etik, som brændemærkede den undskyldning der hed nødvendighedens lov og systemets magt. Og de betragtede den før-nævnte tilværelses-inddeling som et udslag af det, marxisterne kalder en ideologi, d.v.s. en tidsbundet, samfundsbetinget, og hermed falsk bevidsthed. Denne fortolkning var en afgørende faktor i oprørernes kamp for et nyt samfund og et nyt liv. Samfundets grænsedragninger opfattedes som reaktionære og invaliderende, og kampen for et grænseløst liv blev oprørets mest originale og mest desperate projekt.
Samtidig gav en hidtil ukendt velstandsstigning mulighed for en speciel ungdomskultur samt eksplosiv tilgang til de højere uddannelser. Effektiv prævention åbnede for en (tilsyneladende) uendelig selvrealisering, og en mange-dobling af informationsmængden skabte en global bevidsthed, bl.a. om den tredje verden og om de forbrydelser Vesten og USA begik her.
Ikonet var krigen i Vietnam. Og de mange nye studerende fra hjem uden klaver ville have kundskaber der kunne ændre verden. De lod sig ikke spise af med ørnen, der skuer det himmelske lys, endsige lokke med udsigten til en aura-fyldt overklassetilværelse.
Men indebar det berømte oprør da ikke bare en ny form for konformisme? Man skiftede tøj- og sprogstil og hold op med at sige De...
– Svaret er nej. For at tage det sidste først, så er det kun et af mange udtryk for en mere direkte og kritisk omgang med autoriteterne. Samtidig blev borgerskabets kultur– og dannelsesmonopol brudt. Dette var – trods modkulturernes ofte noget naive præg – en afgørende begivenhed, bl.a. udtrykt i det kendte slagord: »Alt er politik«.
Folkestyret kunne for oprørerne ikke reduceres til den etablerede politiks verden. Det udvidede demokratibegreb førte til udenomsparlamentariske aktioner, men også til stadig velfungerende græsrodsbevægelser og oprettelsen af demokratiske organer på landets institutioner lige fra skoler til fængsler. – Til de negative sider af politiseringen må nævnes en dræbende reduktionistisk holdning til komplekse fænomener som kunst og litteratur.

Ved siden af det socialistiske engagement drev oprøret den borgerligt-liberale revolution ud i sin yderste konsekvens. Jagten på ærlighed og autenticitet fik oprørernetil at hamre løs på så godt som alle sociale roller og etablerede sammenhænge. Det aura-tab der overgik embeder og institutioner, kastede disse ud i en hektisk legitimerings-jagt. Den er stadig i gang.
Opgøret med tomme ritualer og snobberi var noget af det mest velgørende 68-generationen fik udrettet. Friere sociale vaner og afslappet tøjstil forbliver de mest synlige spor, den har sat sig. Men i sin higen efter ærlighed forvekslede den form med formalitet. Herved overså man, at hverdagens takt og tone-regler udspringer af en filosofi om kærlig hensyntagen, og at de sociale koder er uundværlige som en form for stilisering af følelserne. Så sandt som det er upraktisk altid at ville være ærlig.

Og ved at udfordre de eksisterende grænser fik man afsløret mange af dem som kulturskabte forestillinger:
Samfundet brød ikke sammen, fordi eleverne sagde deres lærere imod; eller fordi de seksuelle minoriteter begyndte at træde åbent frem.
Ikke desto mindre måtte oprørerne komme til kort over for den snigende erkendelse af, at der fandtes grænser, som ikke kunne rokkes: Gruppesex blev aldrig nogen folkesport, og uanset hvor papirløst man levede sammen, var et opløst forhold stadig en sørgelig og opslidende affære. Det nye menneske lod vente på sig
Da ungdomsoprøret ikke var ungt mere, blev det til historie og måtte gennem efterfølgende teoriers vridemaskine. Uanset om man så er villig til at reducere det til en stor emancipatorisk fortælling, springer projektets naivitet én i øjnene.
Ikke mindst, fordi oprørerne faktisk ikke reflekterede meget over deres eget normgrundlag. Således fremstår det som mere og mere klart at 68-oprøret selv byggede på en ideologi, funderet på de store årganges liv i et overflodssamfund, hvor alt tilsyneladende var muligt.
Over for den behagelige antagelse, at tilværelsens grundvilkår er overflod, nydelse og selvrealisering, kunne man strengt taget lige så godt fremføre at grundvilkåret i stedet er knaphed, afsavn, længsel og udsigten til kommende død... Et synspunkt, som selv grånende 68’ere har måttet åbne sig for, i lyset af globale og vel også personlige erfaringer.

Disse indvendinger skal dog ikke formørke denne højst fredelige og meget danske revolutions eftermæle. Hvad der stadig vil aftvinge respekt, er den harme og handlekraft, der besjælede oprørerne. Man tog de værdier alvorligt, som samfundet officielt var bygget på, og man helmede ikke, før de var realiseret.
Tværs gennem fejltagelser og naive teorier lyder denne generations lidenskabelige råb om, at livet er for smukt og herligt til at blive levet under menneskefjendske systemer.
Naivt? Ja.
Men den naivitet ændrede verden.

Stefan Brixtofte Petersen er lektor, cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her