Kronik

En hemmelig trekant

Debat
5. oktober 2000

Der er kontakt på højt niveau mellem Yemen og Israel, tyder meget på. Set fra Israel ligger Yemen strategisk godt ved Det røde Hav. Og begge lande har hårdt brug for venner

Økonomi & Politik
Mens hele verden har øjnene rettet mod de svære fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, ser det ud til, at israelerne i det skjulte har formået at finde andre arabiske allierede i Mellemøsten.
I de senere måneder har det nemlig svirret med rygter blandt politiske iagttagere om, at Israel med hjælp fra USA skulle have indgået en hemmelig aftale med Yemen. Og det er interessant, fordi israelerne dermed for første gang kan få fodfæste på Den Arabiske Halvø og således tager et yderligere skridt i den normaliseringsproces, man arbejder så hårdt på i disse år. Samtidig er der ingen tvivl om, at både Israel, Yemen og USA vil have stor gavn af et indbyrdes samarbejde – især når det som i dette tilfælde bl.a. gælder terrorbekæmpelse.

Først de hårde facts: Siden slutningen af marts i år har flere grupper af israelere fået lov at rejse ind i Yemen. Det er der for så vidt ikke noget nyt i al den stund, at jøder tidligere har kunnet besøge landet – sålænge de vel at mærke var statsborgere i et andet land end Israel. Men denne gang kommer jøderne uomtvisteligt fra Israel (enten via Jordan eller Addis Ababa), og ifølge flere kilder er rejserne nøje koordineret med de yemenitiske myndigheder. Til gengæld er israelerne ikke rejst ind i Yemen på israelske pas: I kølvandet på den ophedede reaktion, omtalen af de første israeleres besøg affødte i Yemen, meddelte Yemens FN-ambassadør, at israelernes indrejsepapirer var udstedt af den yemenitiske FN-repræsentation i New York. Det var altså i princippet ikke israelske statsborgere, der besøgte Yemen, men jødiske verdensborgere, om man så må sige…
Nu er jøder ikke noget ukendt fænomen i Yemen. Fra gammel tid har der eksisteret et stort jødisk samfund i den nordlige del af landet, omend det er blevet kraftigt reduceret de seneste 50 år: Man regner med, at omkring 43.000 yemenitiske jøder forlod landet i 1949-1950 til fordel for den nyoprettede israelske stat, yderligere 2.000 jøder rejste ud mellem 1950 og 1989 og i årene 1992-1994 skulle 700 jøder være emigreret – med det resultat, at der i dag ikke findes mere end 300-400 jøder i landet.
Og netop dette jødiske samfund – eller rettere: Resterne af det – frembød da også en oplagt begrundelse, da man fra officiel yemenitisk side i april måtte forklare baggrunden for israelernes til-
stedeværelse i landet: Der var skam blot tale om nogle yemenitiske jøder, der var emigreret i slutningen af 40’rne, og som nu ønskede at se deres fædreland, før de døde. Al snak om normalisering med Israel under dække af turisme blev afvist som det rene nonsens.
De første israeleres besøg i Yemen faldt sammen med den yemenitiske præsident Ali Abdullah Salihs officielle besøg i USA i slutningen af marts i år. Udover det officielle møde med præsident Clinton, hvor der bl.a. blev diskuteret fredsproces, investeringer, demokratisering og terrorbekæmpelse i Mellemøsten, omfattede den yemenitiske præsidents program også et frokostmøde i det jødisk-støttede Center for Middle East
Peace and Economic Cooperation: Her skulle han bl.a. mødes med israelske diplomater og jødiske forretningsfolk for at bane vej for udenlandske investeringer til det økonomisk trængte Yemen.
Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at præsidenten forlod mødet efter det første spørgsmål fra salen: Her blev han bedt om at forklare, hvordan Yemen forholder sig til israelere og jøder, der ønsker at besøge landet, og med et svar om, at Yemen i hvert fald ikke ville normalisere forholdet til Israel, før der var indgået en varig fredsaftale med alle medlemmer af Den Arabiske Liga – et svar, der skulle oversættes tre gange til engelsk, før salen havde forstået det – udvandrede præsidenten fra mødet.

Mens det altså er noget uklart, hvilken status de besøgende israelere har i Yemen, og hvordan den yemenitiske præsident officielt forholder sig til deres tilstedeværelse, er det på den anden side klart, at der rent faktisk er kontakter på højt niveau i gang mellem Yemen og Israel.
Og skal man tro rapporter, som Yemen Times gengiver fra den jordanske avis al-Majd, har de israelske turisters besøg i Yemen og den yemenitiske præsidents rejse til USA alene haft til formål at aflede opmærksomheden fra langt mere substantielle kontakter mellem de to lande: Ifølge rapporterne skulle der allerede for flere måneder siden have fundet møder sted mellem den tidligere israelske efterretningschef Dany Yatoom, der i dag er rådgiver for Barak, og en højtstående yemenitisk sikkerhedsrådgiver – møder, der har ført til en aftale mellem de to lande om »militære, sikkerheds- og efterretningsmæssige forhold, hvori USA delvis deltager«.
Aftalen omfatter i følge rapporterne israelsk levering af elektronisk efterretningsudstyr og forskellige våben. Israelerne skulle også have påtaget sig at træne særlige militærenheder i Yemens Rebublikanske Garde, så disse i højere grad bliver i stand til at bekæmpe terrorgrupper og kidnappere – sidstnævnte et legendarisk fænomen i Yemen, hvor stammeledere og andre i mange år har kidnappet turister i et forsøg på at presse centralmagten til at opnå politiske eller økonomiske fordele. Aftalen med Israel skulle endvidere omfatte et israelsk løfte om at arbejde for flere udenlandske investeringer til Yemen, mens yemenitterne på deres side skulle give fri indrejse til israelske statsborgere, der ønskede at besøge landet. I alt skulle aftalen have en værdi af 34 mill. US-dollar.
Og aftalen er ifølge rapporterne allerede sat i gang: Ikke blot har flere grupper af israelske turister allerede besøgt Yemen som et led i normaliseringen mellem de to lande, men der skulle også have været en israelsk delegation på besøg i Aden for at undersøge de tekniske muligheder for at installere overvågningsudstyr, så man kan kontrollere indsejlingen til Det Røde Hav.

At Israel er interesseret i at indgå en aftale af oven-stående kaliber, kan næppe undre nogen: Den giver nemlig både penge i kassen og fremmer i praksis den politiske normaliseringsproces, som Israel så hårdt arbejder for i hele det mellemøstlige område. Og så giver en aftale om levering af elektronisk efterretningsudstyr og særuddannelse af yemenitiske eliteenheder utvivlsomt også et godt indblik i Yemens og de omkringliggende områders sikkerhedspolitiske overvejelser, der kan vise sig værdifuld på længere sigt. I den forbindelse skal man heller ikke glemme Yemens geografiske beliggenhed ved indsejlingen til Det Røde Hav – en strategisk vigtig søvej for hele det mellemøstlige område.
For Yemen er et samarbejde med Israel til gengæld mere kompliceret: Af indlysende grunde kan et fattigt arabisk land, der er afhængig af økonomisk hjælp fra arabiske ’broderlande’, og som i de sidste 50 år har defineret Israel som hovedfjenden, ikke uden videre ’skifte side’ – i hvert fald ikke åbenlyst. Men fristelsen til at indgå et samarbejde med Israel er stor: Den svage yemenitiske statsmagt har nemlig brug for at kontrollere stammeledere og andre oppositionsgrupper, hvis de skal bevare magten i landet. Denne kontrol foregår i praksis ved hjælp af en give-and-take strategi, hvor præsidenten og hans støtter forhandler sig frem sag for sag i et forsøg på at finde interessesammenfald og ellers undgå for store konflikter.
Men i takt med at økonomien er blevet forværret op igennem 90’erne – på grund af Golfkrigen i 1990-1991, svigtende overførselsindkomster fra yemenitter i udlandet, borgerkrig, faldende turist-indtægter og dårlige oliepriser – har statsmagten ikke meget at gøre godt med i forhold til stammelederne, f.eks. i form af skoler og hospitaler. Og det har da også i de senere år ført til stigende utilfredshed, de omtalte kidnapninger og en række demonstrationer mod styret.

Også udenrigspolitisk har det yemenitiske styre problemer: Dels er der de stadigt tilbagevendende grænseproblemer med Saudi-Arabien, der fornylig slog ud i uroligheder med dødsfald til følge, dels går Yemen en farlig balancegang i forholdet til lande som Ægypten, Algeriet og Rusland, fordi landet trods forsikringer om det modsatte stadig bruges som transitland eller midlertidigt opholdssted for islamiske fundamentalister, der er eftersøgt i deres hjemlande.
Så hvad enten det drejer sig om den hjemlige opposition, tilrejsende islamister eller andre for styret problematiske grupper, vil både elektroniske hjælpemidler og specialuddannede militærenheder være en hjælp i styrets forsøg på at opretholde magten i landet.
Og så er der USA: Her har præ-sident Clinton i løbet af sin præsidentperiode sat en del personlig prestige ind på at fremme fredsprocessen i Mellemøsten og normalisere forholdet mellem Israel og de arabiske lande. En aftale mellem Israel og Yemen vil derfor være omend et mindre, så dog et håndgribeligt resultat af dette arbejde.

Men mere konkret har USA også interesse i de grupper af islamistiske fundamentalister, der rejser ind og ud af Yemen: Flere af Bin Ladins folk er blevet set i Yemen, og der er ingen tvivl om, at der er løbende kontakter mellem personer i Yemen og de grupper, USA aktivt forfølger for at finde de skyldige i bombeattentaterne i Kenya og Tanzania i 1998. Et godt greb om Yemen vil derfor være betydning for USA’s videre terrorbekæmpelse.
En aftale mellem Israel og Yemen vil ikke være den første, israelerne i hemmelighed har indgået med et fattigt arabisk land – det skete f.eks. senest med Mauretanien i 1999, hvis man ellers skal tro politiske iagttagere. Og ganske vist er både Mauretanien og Yemen perifere randstater i det mellemøstlige område og derfor næppe af afgørende betydning for den israelske normaliseringsproces. Men omvendt kan det jo ikke skade på en og samme tid at arbejde på både de nære og fjerne linier, hvis man som Israel higer efter anerkendes fra de arabiske lande.

*Nora Boustany: Training, Terrorism Top Yemeni’s List for Talks in US, i: Washington Post, 5. April 2000
*Helle Lykke Nielsen: Transitland for terrorister, i: Mellemøstinformation, nr. 11, 1999, s.1-4.
*Al-Majd, 25.4 2000
*Yemen News 27.3, 31.3, 3.4, 5.4, 7.4, 11.4, 2.5, 3.5, 16.5 2000
*Yemen Times: 3.4, 10.4, 1.5, 8.5 2000

Helle Lykke Nielsen er lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her