Læsetid: 3 min.

Hvad der indad tabes

Debat
2. oktober 2000

Det er politikernes opgave som samfundsansvarlige at sætte internationaliseringens realiteter på den politiske dagsorden

Politisk kultur
Den politiske diskurs i både EU- og indvandrerdebatten har være præget af, at de danske partiledere har talt danskernes nationale selvtilstrækkelighed efter munden. Politikerne har ikke haft mod til at gå imod den nationale diskurs.
Manglen på kommunikativ handlen fra politikernes side vil fortsat bevare danskerne i en national romantisk fiksering. I EU-debatten har politikerne kappedes om, hvem der bedst kunne bevare gamle Danmark samt bevare danskernes nationale harmoni. Fællesnævneren for alle de politiske partier, inklusive SF og Enhedslisten, har været, hvordan internationaliseringen kulturelt, politisk og økonomisk set bedst kan lukkes ude. Dette er gældende uanset om argumenterne har været ført af enten ja- eller nejsiden.

Hvis bare vi står sammen
I Danmark har den politiske kultur rødder i en række dialektiske forhold mellem interne og eksterne konflikt-erfaringer, hvis mobiliserings- og organiseringsgrundlag har været højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen. Parolen for disse bevægelser har været, at hvis det danske folk står sammen, og har et fælles udgangspunkt, så vil det bestå. Ydre historiske erfaringskonstellationer som f.eks. 1848, hvor nationen opnåede succes ved erobringen af Slesvig og Holsten; 1864, hvor Danmark ikke ligefrem havde succes, men hvor nationen med Dalgas’ ord vandt tabet indadtil og 1945, hvor danskerne i kraft af modstandsbevægelsen havde en følelse af at have stået sammen mod den tyske fjende har befæstet opfattelsen af at det danske folkefællesskab udmærker sig som et værn mod ydre trusler. Disse begivenheder har lagt grund for det danske folkefællesskabs skeptiske attitude over for udefra kommende elementer.
Det er disse nedarvet erfaringspraksiser, som vi ser i aktion over for EU, indvandrere og hele internationaliseringen. Er de politiske aktører ikke medlemmer af denne fællesskabs orienterede kultur vil de blive stemplet som illegitime.
Med andre ord, så kan dansk politisk kultur ikke rumme internationaliseringens kulturelle, økonomiske og politiske dimensioner. Udefra kommende elementer bliver pr. definition opfattet, som en trussel mod den nationale harmoni.

Politisk kapital i vreden
Det er politikernes opgave som samfundsansvarlige at sætte internationaliseringens realiteter på den politiske dagsorden. Sker det ikke vil danskernes uvished og usikkerhed mht. fremtidens udviklinger føre frem til udprægede identitetsproblemer, da denne løbske internationalisering ikke vil gå i sig selv. Identitetsproblemerne vil fører til vrede og den ophobede energi vil resultere i identitetskampe. Sociologen Zygmunt Bauman siger, at »Identitetsspørgsmål retter sig ikke mod angstens rod men efterlader årsagerne til denne usikkerhed uberørt; og deres ineffektivitet øger blot vreden.« Danskernes identitetsproblemer har opportunistiske politikere som Pia K. og Holger K. ikke været til sene til at udnytte. Der eksisterer nemlig ifølge Bauman »en stor politisk kapital i den vrede: en fristelse, som kun få nuværende og fremadstræbende politikere ikke har svært ved at modstå.”

Verdensborgerskab
Idealt set burde dansk politisk kultur reformeres fra dets nuværende Gemeinschaft-tænking til det Immanuel Kant kaldte for ’Weltbürgerrecht’ verdensborgerskab, som inkluderer hele menneskeheden.
I en sådan politisk kultur vil fremmede, som er ikke-medlemmer af det danske folkefællesskab ikke blive opfattet som en trussel, fordi, som Kant udtrykker det: »i erkendelsen af, at de [mennesker] er medbesiddere af Jorden, hvorpå de ikke kan spredes i det uendelige, idet den er en kugle, men til sidst er nødt til at samles og støtte hinanden«. Internationaliseringsdiskursen burde fremhæve de elementer, som alle mennesker har til fælles.
Politikerne bliver nødt til forklare den danske befolkning, at alle mennesker forfølger de samme mål f.eks. frihed, lighed og gensidig respekt, selvom vi går forskellige veje for at nå dem. Med en sådan politisk kultur vil en fremmeds anderledeshed ikke længere udgøre en trussel. Uanset om det drejer sig om indvandrere, danskere eller politikere i Bruxelles, så er vi alle partnere i kampen mod den usikkerhed, som er forårsaget af globaliseringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her