Læsetid: 2 min.

Kanon-ævl

Debat
11. oktober 2000

En isenkræmmer vil føle sig forbigået, hvis hans forretning var udeladt af fagbogen – mens en forfatter ifølge Christian Lund er latterlig, hvis han/hun brokker sig over manglende omtale

Litterært
Christian Lund glæder sig den 9. oktober over kânonerne. Eller kanònerne, som han så vittigt kalder dem. De skal bare fyres af – til glæde for det læsende folk.
Hvad der derimod virker slående, er, at han lige skal fyre en nedrighed af: Nemlig, at forfattere og digtere er lidt suspekte, hvis de brokker sig over at være forbigåede i diverse antologier og litteraturhistorier. Hér røber den snyltende litterat sig. For C. Lund ville næppe finde det underligt, at en almindelig næringsdrivende følte sig forbigået, hvis hans forretning var blevet udeladt af et katalog over f.eks. isenkræmmere, mens en forfatter altså er latterlig, hvis han/hun brokker sig over manglende omtale.
På den måde er litteraturens snyltere, anmeldere og litterater, der ofte, som f.eks. Torben Brostrøm, er forhindrede kunstnere, med til at opretholde en urimelig forestilling om kunstneren som hævet over det almindelige liv – så at sige i en højere sfære. Det er nemlig forudsætningen for, at en snylter som C. Lund kan lade sin gule urinstråle ramme sagesløse forfattere. De skal anbringes på en piedestal, så man kan sparke den væk under dem.

Historiens ironi
C. Lund lader ikke til at have meget blik for historiens ironi, når han med fryd gennemgår de tidligere epoker og deres litterære kânoner, mens han fremhæver sin egen smag.
Hvad kommer det egentlig kunsten og kunstnerne ved, at der gennem tiderne er op-stået forskellige litterære snylterskoler på universiteterne, der egenmægtigt har udpeget, hvad der var godt og skidt, alt efter tidens mode, indtil næste snyltergeneration kunne udpege deres egne favoritter.

Snylternes magt
Kunstnere driver bl.a. en forretning, der i høj grad kræver omtale for at løbe rundt. Helst god omtale, men mindre kan gøre det. Hér igennem har snylterne fået en kolossal magt til at bestemme, hvad der er værdifuldt og hvad der bør kasseres, hvad der får lydige kunstnere til at flokkes om de magtfulde. Og de bliver da også behørigt belønnet af god omtale og forskellige priser, fordi hver generation hytter sine.
Jeg tror ikke, at dette spyt-slikkeri er specielt dansk, men landets beskedne størrelse, også med hensyn til offentlighed, gør, at man tydeligere kan se mønsteret.
Og det er klart, at enhver kunstner, der står uden allierede i snylterspillet er en født taber. Det har historien vist os i al den tid, ordet kunst overhovedet har haft en betydning. C. Lund er blot endnu en bekræftelse på det faktum, at enhver epoke har sine snyltere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her