»Det er meget mere spændende at være nede i byen fremfor at sidde i et kedeligt klasselokale og have religion,« mener en gymnasielev fra Fredericia. Og han er ikke alene. Calvin Klein-generationen giver nemlig gymnasiet et problem
Retfærd & Velfærd
I august udkom skriftet Fra Kierkegaard til Calvin Klein. Gymnasietilværelser i 90erne.
Selv om publikationen skabte en vis debat, har den kritik, som et stort flertal af gymnasiasterne rejste mod undervisningen og institutionen, slet ikke i tilstrækkelig grad fået modspil.
Gymnasielærerne har som den mest oplagte opponent forholdt sig bemærkelsesværdigt stille vant som professionen måske er til, at kritik regner ned over den? Plus at beskæftigelsessituationen inden for branchen igennem de sidste 10-15 år effektivt har forhindret det store flertal i at råbe op, endsige at gå og smække med døren, eftersom få andre døre på arbejdsmarkedet stod på klem og i hvert fald ikke for folk over 40.
Baggrunden for udgivelsen var, at ved studentereksamen i 1997 kunne eleverne vælge at skrive dansk stil om deres egen gymnasietid. Udgangspunktet var et tekstuddrag fra Stefan Zweigs erindringsbog Verden af i går, hvori han har skildret sin egen gymnasieungdom fra slutningen af 1800-tallet. Mere end halvdelen af årets 3.g-elever ( cirka 10.000) valgte at forholde sig til spørgsmålet: Diskutér ligheder og forskelle mellem Stefan Zweigs generation og din egen.
Flere af censorerne gjorde i deres indberetninger til ministeriets fagkonsulenter opmærksom på, at besvarelserne fra så mange gymnasieelever tilsammen udgjorde en omfattende dokumentation for, hvordan gymnasiasterne vurderede deres 3-årige gymnasieforløb. Brevene resulterede i, at det i Undervisningsministeriet blev besluttet at igangsætte et forskningsprojekt. Gymnasierektorerne fik tilsendt et brev med anmodning om at få studenternes tilladelse til at benytte deres opgaver til projektet, og ministeriet modtog efterfølgende cirka 3.500 besvarelser.
Én af censorerne, Anne Grete Nielsen, lektor ved Silkeborg Amtsgymnasium, påtog sig opgaven med at gennemlæse og bearbejde et udvalg af det foreliggende materiale. Typiske udsagn er valgt ud fra omkring hver tiende besvarelse, som belyser de temaer, eleverne beskæftiger sig med: Skolen, elevrollen, lærerrollen, om formålet med at gå i gymnasiet, om forældrene og samfundet samt om de unges opfattelse af sig selv og deres generation.
Selv om rapporten flere gange har været omtalt i pressen, fortjener dens ikke særligt opmuntrende konklusioner at få yderligere svar på tiltale. Nogle af de væsentligste resultater lyder sådan her:
Elevernes syn på gymnasiet:
*eleverne er modtagere eller tilskuere
*ansvaret for hele den faglige side ligger hos læreren.
Skolen er simpelthen for kedelig, den knastørre dansklærer afløser den giftige fransklærer. Undervisningen er tappet for initiativ og påhitsomhed, vi sidder der dag ud og dag ind og til sidst går luften af ballonen og den stræbsomme elev bliver den ligeglade elev.
(Bornholm, pige)
Elevernes syn på forældregenerationen:
*de unges oplevelse af at være under anklage (de er for passive, uengagerede, ukritiske, for lidt målrettede, for lidt kulturelle, for egoistiske ) besvares med, at de ikke agter at leve op til forældregenerationens krav.
Begrundelsen er en påstand om, at deres alternativer her og nu er lige så lødige og indholdsrige som forældrenes krav.
Hvad sidste afdeling angår, er elevernes påstand svære at tilbagevise i en tid gennemsyret af værdirelativisme. I en tid hvor en Jane Aamund er mere berømt end Villy Sørensen og ingen uden for de snævreste litterære cirkler efterhånden kender Herman Bang eller Hans Kirk.
Hvilket er at beklage, når man som jeg til enhver tid finder det mere hensigtsmæssigt, at de unge mennesker bruger lektietid på Freuds personlighedsmodel, Vietnamkrigen og Sokrates frem for at fylde dåser på dåser i Netto for at tjene penge til at finansiere weekendens disko-besøg og den sidste nye Calvin Klein-duft.
Hvordan komme igennem med det synspunkt, at danske skolebørn sådan en bloc burde være om ikke lykkelige så rimeligt tilfredse med at befinde sig i den overprivilegerede situation at kunne få lov til at gå ganske gratis i skole fra de er seks år og tilmed kunne se frem til mindst 10 års overvejende kvalificeret undervisning af en højt-uddannet lærerstab? Hvoraf de fleste skolelærere i hvert fald lægger ud med stor idealisme og glødende engagement. Indtil realitetschokket godt nok får de mest driftige til at søge andre græsgange fjernt fra folks uopdragne og larmende unger.
Det kunne måske også mane til eftertanke at løfte blikke ud over havelågen til f.eks. Laos, hvor det store flertal af børn kun får mulighed for at gå tre-fire år i skole. Som følge heraf er konkurrencen om at blive optaget i munkeordenen hård, fordi en tilværelse som munk repræsenterer den eneste ordentlige uddannelsesmulighed for drenge fra bondefamilier, der er for fattige til at kunne holde deres børn til bogen.
At læse og studere er efter sigende en temmelig behagelig eksistens i forhold til at gå med bøjet ryg i rismarkerne otte timer om dagen i al slags vejr. Så man kunne jo driste sig til den påstand, at hvis alle skoletrætte børn over 12 år blev tvunget til hårdt fysisk arbejde et halvt års tid, ville de elske at komme tilbage til bænk og bøger.
Selv om mine holdninger vil falde en del for brystet med deres eftersmag af boghvedegrød og stoppestrømper, efterlyser jeg faktisk en vis ydmyghed og taknemmelighed over at leve i et samfund, der stiller en uddannelse til rådighed for alle. Et undervisningsforløb, som på sigt næsten med garanti vil føre over på livets solside for så vidt angår materielle goder og valgmuligheder i denne verden. Altså for det individ, der er parat til at tage besværet og pligterne på sig og gøre et stykke arbejde for at annamme såvel de glade som de mindre lystfyldte budskaber og lektioner i løbet af sin skolegang.
Hvilket bringer mig tilbage til gymnasiasterne og deres syn på gymnasiet: Ansvaret for hele den faglige side ligger hos læreren, og eleverne ser sig som modtagere eller tilskuere.
Tilskuere!
Et vidunderligt udtryksfuldt ord, fordi det så præcist signalerer i hvilken boldgade, vi befinder os: Teatret, showet, underholdningsbranchen. Nutidens gymnasiaster (og jeg maler med den brede pensel, vel vidende at der er 5-10 procent med en ganske anden og realistisk indstilling til faglighed) vil underholdes. Som de er blevet fra dag et i løbet af deres lange institutionaliserede liv, og som i sandhedens interesse skal nævnes, når ansvaret for deres forkælede dovenskab skal placeres. (Jeg siger faktisk her, at forsømmelige forældre godt hjulpet af diverse medier først og fremmest er at klandre). Indlæringen må for guds skyld ikke gøre for ondt. Og lærerne må ikke være for kedelige:
Også i dag kan man få meget tid til at gå med at tegne i bøgerne; læse anden lekture mens læreren gennemgår et eller andet kedeligt digt, og i dag er der heller ingen der afholder elever fra at blive væk fra en time, hvis de skal have fat i en billet til Michael Jackson-koncerten. Det er meget mere spændende at være nede i byen og opleve det pulserende liv fremfor at sidde i et kedeligt klasselokale og have religion.
(Fredericia, dreng)
Jeg snupper lige et eksempel til, hvor pigen, der udtaler sig, har beskrevet sine forventninger i begyndelsen af skoleforløbet, og hvordan det er gået med dem undervejs:
Når man begynder et nyt sted, er man nysgerrig efter at lære noget, så den første tid retter man sig efter, hvad der bliver sagt, og man laver lektier for at gøre et godt indtryk på lærerne.
Men så kommer der et tidspunkt, hvor man begynder at kede sig, man følger ikke med i undervisningen, man vil hellere lave noget andet. I de kedelige timer kan man sidde og snakke med hinanden, skrive breve til hinanden eller tegne.
Grunden til at vi ikke fordyber os i digte og filosoffer er at vi ikke har lyst til at bruge vores tid på det, når der er så meget andet man kan bruge tiden til. Det Stefan Zweig gerne ville bruge tiden i gymnasiet til, det bruger lærerne i dag i vores undervisning, og det er ofte det vi synes er kedeligt.
(Rødkilde, pige)
Jeg synes, der er grund til at slå fast, at det at gå i gymnasiet er et fremragende tilbud sammenlignet med at stå på fabrik eller sidde ved kassen eller rende med aviser. Endvidere, at projektarbejde mig her og lærer-teams mig dér for at gøre tilegnelsen af viden og læsningen af pensum lige så blød og behagelig og kantfri som indtagelsen af en lille nougat-guf-guf, er pølsesnak, så længe det ikke står glasklart for gymnasiasterne, at tilegnelse af basisviden oftest er surt slid. Og projektarbejde eller ej grundlæggende færdigheder og kompetencer skal der til.
Om så Dirch Passer himself steg ned fra parnasset for at jonglere med engelsk grammatik, så er det stadigvæk ikke særligt sjovt at sidde på sin dertil indrettede og bøje uregelmæssige verber. Og selv Victor Borge ville løbe ind i problemer med at gøre folkevisen Ebbe Skammelsøn lige så medrivende som The Matrix.
Glem derfor alt om lærde skrivebordsforskeres pædagogiske yndlings-mantra: At lære skal være lystfyldt, som den ubefæstede ungdom er blevet stopfodret med igennem en årrække. Det er da skønt, når indlæring og lyst går op i en højere enhed, men den cock-tail er undtagelsen snarere end reglen. Og jo hurtigere den kendsgerning finder vej ind på gymnasiasternes harddiske, at det kan godt være, at folkeskolen har været en lind strøm af eftergivenhed og nul hjemmearbejde fordi lærerne ikke mere orker de evindelige konflikter med de forældre, der ikke har tid til at hjælpe deres børn med lektierne men gymnasiet er det ikke. I hvert fald ikke med mindre pensum og bekendtgørelser bliver radikalt beskåret, eksamenskravene reduceret, og studentereksamen døbt om til den realeksamen, den støt og roligt bevæger sig i retning af.
Ikke mærkeligt, for det kan da kun være de allermest naive, der tror, at en institution kan foretage kvantespringet fra at servicere de 10 procent bedst begavede af en ungdomsårgang til at undervise 45 procent, uden at bredden får konsekvenser for dybden og dermed niveauet. Og i virkeligheden er det ret fantastisk, at gymnasiet og gymnasielærerne har kunnet tage udfordringen op uden totalt at brænde ud og ned under byrden.
Derfor lyder mit alt andet end føjelige og fleksible svar på Fra Kierkegaard til Calvin Klein's konklusioner: Vælg Kierkegaard eller vælg gymnasiet fra og sats på Netto.
Lone Nørgaard er forfatter og lektor ved VUC i København
