Kronik

I Kina spiser de hunde

Debat
18. oktober 2000

At sige som Erik Skyum-Nielsen, at i Kina har kunsten åbenlys en funktion som moralsk og politisk udtryksmiddel, er lige så absurd som at sige: I Kina spiser de hunde.

Tro & Filosofi
I Informations leder den 13. oktober gav Erik Skyum-Nielsen sin begejstring over Det Svenske Akademis valg af den kinesiske eksilforfatter Gao Xingjian som modtager af årets Nobelpris, frit løb.
Begejstringen begrundes bl.a. med at Gao Xingjian er en forfatter der – i modsætning til os forkælede vesteuropæere – påtager sig at forholde sig til størrelser uden for litteraturen, så som samfundet, politikken etc. Det hedder at: »I vore samfund har vi alle muligheder for at skabe et produktivt samspil mellem forfatter og læser – men vi bruger dem ikke. I Kina derimod har kunsten så åbenlys en funktion som moralsk og politisk udtryksmiddel, at regimet lukker munden på digtere som Gao Xingjin.« Lederen slutter med følgende salve: »Hans
[Nobelprismodtageren] høj
stemthed på vegne af kunsten bliver på denne baggrund gammeldags og en kende pinlig. Men hvorfor og hvornår blev det pinligt at tage sig selv alvorligt – det er det spørgsmål, som Gao Xingjian kaster ind i en dansk debat om det formelle gennembrud i nyere litteratur og om det betimelige i at knytte poesien til de største spørgsmål i tilværelsen.«
Især de sidste ord, som henviser til efterskriftet i den nys udkomne fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede (som er redigeret af Anne-Marie Mai, og som både jeg selv og Skyum-Nielsen har bidraget til), kalder på reaktion.
Den modstand mod at tale om litteratur i formelle termer, som Skyum-Nielsen her lægger for dagen handler jo ikke bare – som man kunne tro, og som han gerne vil have det til at se ud – om, hvorvidt man er mest til indhold/virkelighed eller snarere til formelle fiksfakserier. Den handler egentlig om, hvilken sprogopfattelse man lægger til grund for sit litteratursyn.
Kunne det således ikke tænkes, at grunden til at det formalistiske forekommer nogle – heriblandt Skyum-Nielsen – så suspekt er, at de opererer med en dybdelags-model, hvorefter der forud for sproget/formen går noget stof eller indhold, som sproget/formen derefter bearbejder, hvis ikke ligefrem sublimerer. Jo mere perfekt bearbejdelse af stoffet med formens skalpel, jo bedre kunst?
Protoeksemplet på en sådan type kunst turde herhjemme være Søren Ulrik Thomsens. I En dans på gloser har han ligefrem sat op på graf, hvordan han mener stoffet, underkastet et nådesløst arbejde fra digterens side, opnår et gradvist mere perfektioneret udtryk. Det første til det fjerde digtforsøg vil typisk ikke være formelt på højde med stoffet, mens det sjette til det niende betegner en formens overvægt, fordi den da i stadig højere grad behersker stoffet, og derfor ikke længere befinder sig i livtag med det. Kun det femte digtudkast udviser den ultimative balance mellem stof og form.
Ud fra en sådan model må formalismen nødvendigvis blive et skældsord, for den forudsætter at den naturlige fylde, eller stoflige tyngde der burde være bag ordene ’skæres væk’, så der kun står det tomme raslende sprogskelet tilbage. Ikke noget kønt syn, kan de fleste vist være enige i.

Men selv om tilhængerne af denne sprogopfattelse ofte ynder at fremstille det sådan, er dette ingenlunde den endegyldige sandhed om sproget og verden.
Spørgsmålet om sprogets (herunder formens) forhold til verden har vi kendt siden antikken. For Protagoras er sproget og ordene ikke uden videre noget der korresponderer med en virkelighed udenfor. Tværtimod. Og i Platon-dialogen Kratylos fremstår fyren af samme navn som lidt af en nørd, fordi han tror ordene er det direkte udtryk for tingenes væsen. Hos Aristoteles derimod, der i høj grad bygger på ’dybdelagsmodellen’, ses talen som bedre end skriften, fordi den er ’sjælens umiddelbare udtryk’, mens skriften er uvirkelig i anden potens, hjemhørende som den er i bogstavernes udtørrede ørken.
Denne antikke uenighed om sprogets ’ontologiske status’ har formelig bølget frem og tilbage i såvel filosofi- som litteraturhistorien lige siden. Ja, den har endog fået nogle fine navne at skøtte sig under. Man taler om realisme kontra nominalisme. Realisme er, når man mener at almenbegreberne enten kan eksistere helt uafhængigt af enkelttingene eller immanent i dem; nominalisme er, når man mener almenbegreber er navne vi tilskriver klasser af ting. Kort sagt.
I oplysningstiden, hvor fornuften rådede, var det, modsat af hvad man muligvis skulle tro, nominalismen, der havde overtaget. Voltaire skriver således under det første opslag i Alfabetisk fornuft, at ’Hvis en Silkeorm gav det lille dun der omgiver dens Puppehylster navnet Himmel, ville den tænke lige saa fornuftigt som alle de klassiske Folk gjorde det, naar de gav navnet Himmel til Atmosfæren der [...] er vort Puppehylsters Dun.« Mens det i den ’ufornuftige’ romantik var en slags realisme under navnet ’organismetanken’, der dominerede. Ifølge denne var der en nøje overensstemmelse mellem sprog/bevidsthed og stof/natur. Velkendt er filosoffen Schellings dictum om, at »naturen er den synlige ånd, ånden den usynlige natur«.
I nyere tid (dvs. fra 1960’erne og frem) har filosofferne Wittgenstein og Derrida givet næring til en ny nominalisme, eller konstruktivisme, som det nu kaldes – også betegnet: poststrukturalisme. Herefter er mit sprog at betragte som ’min verden’ (Wittgenstein) og selve modstillingen verden/sprog at betragte som noget kratylisk vås. I Om grammatologi skriver Derrida, at der ingen instans findes ’uden for’ teksten, som kan afgøre tekstens indhold. Teksten har med andre ord ingen yderside.

For øjeblikket tyder noget på at realismen er ved at genoprette magten over sindene. Dette fremgår ikke blot af Erik Skyum-Nielsens leder, men også af en fremstormende digter-anmelder som Niels Lyngsøs såkaldt ’kognitive poetik’, der får ham til på skrift at myrde alle nye digtere, som ikke sætter ’billedet’ og ’rytmen’ og ’skønheden’ i højsædet. Og det fremgår i allerhøjeste grad af en film som Digter (se Informations anmeldelse den 10. oktober og omtale den 11. oktober), der nærmest vil gøre 90’ernes forfatter til en beruset rapsode i stil med ham Sokrates latterliggjorde så godt og grundigt i dialogen Ion.
Herefter må formalismen naturnødvendigt fremstå som en tom, trist skeletraslende affære. Men ser man det – hvad der er akkurat lige så muligt – med nominalistiske, konstruktivistiske briller, lader dette skel mellem tomhed og fylde, form og indhold, litteratur og virkelighed sig slet ikke opretholde. Skriften og formen er således ikke bare den adgang, den indfaldsvinkel vi har til tingene. Skriften og formen er verden. Slet og ret.
Set fra dette synspunkt er der masser af fylde, indhold, virkelighed i også den formalistiske litteratur. For fylde, indhold, virkelighed ses her som sprog og omvendt: Sproget ses som virkeligt – ikke et sjælløst aftryk af en bagvedliggende substans.»Konstruktivisme er realisme og realisme er konstruktivisme«, som Hans Hauge skriver i Kritik nr. 141/1999. Når midttresser-generationen med Hans-Jørgen Nielsen i spidsen giver sig til at ødelægge »billedernes sompuppe« og istedet konstruere ’flade’ digteksempler af manchetter til ugebladsnoveller eller sågar sætter en datamaskine til at skrive digte, er det nok i første omgang en reduktion, men samtidig er det en betragtelig udvidelse af hvad litteratur overhovedet kan rumme. Det er blot ’en gerning med tingene’ frem for en ’gerning i tingenes hjerte’.

Men også omvendt: Når en notorisk realist som Jan Sonnergaard med udstrakt fiksering ved konkrete, håndgribelige detaljer og enkeltheder skriver noveller om det hårde liv i randområderne af 90’ernes økonomiske opsving, er der tale om klar konstruktivisme. Teksten bliver herefter til en slags ’hypertekst’, hvor natur og kultur (eller virkelighed og sprog) flyder sammen, fremmanende stemninger, ikke af konturløs og diffus almenvirkelighed (sådan som Skyum-Nielsen efterlyser det), men af intensiveret, håndgribelig og konturskarp partikulærvirkelighed. Det er bl.a. hvad en mere formalistisk tilgang til litteraturen, som den Anne-Marie Mai beskriver i efterskriftet til Danske digtere kan være med til at få øje på.

At formalismen er en verdensfjern foreteelse, der ikke kerer sig en døjt om politisk undertrykkelse og samfundsmæssige spørgsmål i det hele taget er heller ikke rigtigt. Man skal ikke glemme, at formalismen inden for litteraturen og litteraturteorien faktisk i høj grad var politisk motiveret. Poststrukturalismen stod – som bl.a. litteraten Carsten Sestoft har redegjort for i Kritik nr. 139/1999 – i direkte ledtog med hele opbrudsstemningen og den antiautoritære holdning i 60’erne. Når hierarkiet: digter, værk, læser, blev brudt ned til fordel for et såkaldt ’udvidet tekstbegreb’ var det faktisk et led i en storstilet demokratiseringsproces, som de fleste idag – lidt ligesom det er tilfældet med rød-strømpebevægelsen – nyder frugterne af, samtidig med at man skråsikkert udtaler at det var en videnskabelig og politisk blindgyde. Formalismen er – som den amerikanske litterat Marjorie Perloff så rigtigt har udtalt – også et udsagn om verden. Og den er i høj grad et udsagn, der påtager sig ansvaret for en mere ligelig fordeling af goderne, en mindre autoritets-tro omgang med kulturarven og, vil jeg for egen regning påstå, en mere tidssvarende opfattelse af forholdet mellem sprog/form og virkelighed.
Som man ser er der absolut ingen der har patent på at vide med sikkerhed, hvordan det virkelig forholder sig med sproget og formen. Diskussionen har bølget frem og tilbage siden Protagoras’ og Aristoteles’ tid, og snart har den ene, snart den anden opfattelse haft overtaget. Det der må være vigtigt er at huske på, at ens eget udgangspunkt i høj grad er afgørende for, hvad det er for et resultat man når frem til. Og at et andet resultat ville kunne nås med et andet udgangspunkt.
At sige som Skyum-Nielsen, at i Kina har kunsten åbenlys en funktion som moralsk og politisk udtryksmiddel, er lige så absurd som at sige: I Kina spiser de hunde. Begge udsagn hidrører fra en såre dualistisk, i den grad Vestlig måde at se tingene på. Det tilsyneladende uskyldige ord: ’udtryksmiddel’ siger alt.

Marianne Stidsen er litteraturkritiker og lektor på Institut for Nordisk Filologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her