Kronik

Kommunister før og nu

16. oktober 2000

De var begge søfolk og lige gode kammerater. Den 9. april lå den ene tilfældigvis i dansk havn med sit skib, den anden i engelsk.
Den ene sejlede på tyske havne, den anden kom hjem fem år senere som krigshelt...

Historisk set
Det første nummer af det illegale Land og Folk var jeg ikke med til at rulle. Så vidt jeg ved, blev det til i Bjelkes Allé på Nørrebro i København, men fra og med det andet nummer rullede jeg tonsvis af bladet sammen med min bedste ven Sam Samø.
Vi rullede osse Frit Danmark og Information og andre illegale tryksager ved særlige lejligheder, men det var mest Land og Folk, som vi frembragte på 7-8 forskellige illegale trykkerier. Når beboerne i ejendommene begyndte at blinke fortroligt til os og sige: »Det er godt, gutter«, var vi klare over, at det kun var et tidsspørgsmål om, hvornår Gestapo osse fik adressen.
Så lejede vi en trehjulet cykel og flyttede duplikatorer, skrivemaskiner og papirlager til et nyt sted.
Det kommunistiske blad Arbejderbladet var jo blevet forbudt den 22. juni 1941, da tyskerne gik ind i Rusland.
Ellers havde Sam og jeg og de fleste andre kommunister accepteret:
*at Aksel Larsen den 1. maj 1940 – tre uger efter 9. april – skrev »skyldige er de engelsk-franske imperialister med deres krigspolitik og forbryderiske spil med lande og nationer«;
*at en anden af vore helte, forfatteren Martin Andersen Nexø, kaldte Hitler-Stalin-pagten for »En ny æra for menneskeheden«;
*og at den gryende ikke-kommunistiske modstandsbevægelse blev kaldt for »lakajer for engelsk imperialisme«.
Meget unge mennesker er jo hurtige til at omstille sig.

Jeg var medlem af DKP fra 1939, men for mange unge arbejdsløse dengang (med 14 kroner og 75 øre om ugen i apanage fra socialkontoret) var det tit et tilfælde, om vi blev nazister eller kommunister. I DKP’s ungdomshus i Valby fik vi tit besøg af veteraner fra »Den internationale brigade« i den spanske borgerkrig. De havde en helteglorie om panden.
Det var nogle fine fyre. Mandfolk af første klasse, som vi unge uprøvede lediggængere gerne ville ligne, men da jeg flyttede til
Saxogade, var det nogle Finlands-frivillige, der dominerede. De marcherede ind på kaffebarerne i deres tyksålede støvler, fåreskindspelse og pelshuer, der gjorde dem 15-20 centimeter højere og bredere, end de egentlig var. Og de havde altid penge på lommen. Det imponerede os stakler i maximaltøjet fra socialkontoret og de tynde gennemhullede skosåler. Var det forkert, at nogen faldt for det? (Regeringen sagde jo ok til både kampene i Finland og på Østfronten.)
Jeg kendte to brødre i Saxogade. De var begge søfolk og lige gode kammerater. Den 9. april lå den ene tilfældigvis i dansk havn med sit skib. Den anden lå lige så tilfældigt i en engelsk havn – og kom hjem fem år senere som en tapper krigshelt. Hans bror sejlede på tyske havne efter kul til Ørstedsværket. København kunne jo ikke være uden elektricitet, og nogen skulle hente kullene ... i mine- og torpedovand og under stadige luftbombardementer i tyske havne. Men han var altså en andenklasses dansker i forhold til sin heltebror, der sejlede for de allierede.
Samme heltebror var dog ifølge Aksel Larsen en »engelsk krigs-agent« i 1940 og noget af 1941, men fra præcis den 22. juni 1941 var han en krigshelt.

Sådan var der så meget – men Sam og jeg rullede altså mange hundrede tusinde Land og Folk fra efteråret 1941 til krigens slutning.
Vi fik aldrig en øre for det. Vi var jo gammeldags idealistiske kommunister og fandt det upassende at få penge for at arbejde for partiet. Senere blev det typer som Sohn og Aaen, der blev redaktører af bladet – og folketingsmedlemmer med de berygtede lønforhøjelser. Ved siden af de illegale trykkerier var jeg medlem af AMPA med dertil hørende våbeninstruktion, transport og opbevaring. Mit kompagni i AMPA var B1, som 5. maj 1945 var sat på Bådsmandsstrædes Kaserne – det nuværende »Christiania«. (Vi havde to døde og seks sårede den 5. maj 1945, men det er en anden historie.)
Mit kompagni var kommunistisk og bestod af arbejdsmænd og håndværkere, 4-5 søfolk og en 5-mandsgruppe studenter, og efter krigen drejede det sig om at komme i arbejde igen. Halvdelen i mit kompagni havde været arbejdsløse. Det var hveranden mand i Danmark jo dengang.

Sam Samø og jeg tog ud og sejle. Selv sejlede jeg i 15 år og gik så i land. Sam gik ned med grønlandsskibet »Hans Hedtoft«... Men det var i land, jeg begyndte at interessere mig for politik.
De fleste af mine gamle kammerater fra krigens tid er døde, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne dem med vore dages ejendommelige typer, som kalder sig socialister og kommunister.

For eksempel læste jeg en dag i avisen, at Land og Folk var gået nedenom og hjem, og at sagføreren, der afviklede det, fik 675.000 kroner i salær, men betegnede sig selv som »hørende til advokatstandens proletariat«. (Ordret citeret.)
Af flere skiftende redaktørnavne så jeg nogle, der blev medlemmer af det folketing, som for nylig bevilgede sig selv 80.000 kroner i lønforhøjelse, selv om det kun var et par år siden, de havde fået 70.000 mere i årlig hyre. Det sidste – ved siden af de 80.000 ekstra i apanage var 45.000 kroner i skattefri frynser samt 50.000 i boligtilskud og 20.000 i skattefri kompensation for dobbelt husførelse.
Hr. Sohn rejser frit frem og tilbage og får adgang til arkiverne i Rusland og Østtyskland.
Mens undertegnede får brev fra det danske rigsarkiv om, at jeg ikke kan få lov til at se Aksel Larsens papirer før om 80 år – selv om jeg kan bevise, at de arresterede ægte kommunister i Vridsløse Fængsel under krigen havde ret til at kalde ham »Gestapos bedste mand«, da han ved sin arrestation udleverede navnene på 40 partimedlemmer til Gestapo (jeg har de navne). Aksel Larsen sørgede også for, at min anden gamle ven – nu afdøde formand i mit Søfyrbødernes Forbund, Richard Jensen, fik 16 års fængsel i stedet for de otte han afsonede – og kom et par skridt nærmere den huggeblok i Hamborg, hvor Gestapo henrettede gammeldags kommunister.
Det kunne da osse være interessant at vide, hvordan hr. Aaen er blevet aktionær i A. P. Møller, hvor en aktie til 1000 kroner for tiden koster 121.000,og man får vel ikke stemmeret på en generalforsamling for en enkelt aktie.
Hvem har mon betalt disse aktier?
Et kvalificeret gæt: Naive stakler som Sam og mig, der rullede tonsvis af Land og Folk under krigen uden at få en øre for det, fordi det var umoralsk (dengang) at få penge for at arbejde for socialismen og kommunismen.

Arne Hartmann er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu