Kronik

Lad os tale om pigeliv

Debat
21. oktober 2000

’Etniske’ piger gøres til tilfælde i stedet for mennesker. Bl.a. fordi ’kultur-begrebet’ skygger for opfattelsen af deres valg og behov, viser en svensk undersøgelse, der også kunne gøre os andre klogere

Lørdagskronikken
Retorikken i den integrations- og udlændingedebat, som indenrigsministeren nu har sat i gang, er præget af de samme tendenser, som også gjaldt den forrige voldsomme debat – den der blev startet af Vestegnsborgmestrene omkring juletid sidste år, og som handlede om arrangerede ægteskaber og familiesammenføring.
Dengang som nu bliver der talt om »at se problemerne i øjnene« , at »tage den reelle debat« og ikke være »berøringsangst«.
Men hvilke problemer taler vi om, og hvad er det, vi bør berøre os med ? Borgmester Kjeld Rasmussen, Brøndby, der er noget mere usleben end ministeren, udtrykte sin opbakning til bl.a. forslaget om nedsættelse af en fremskrivningskommission på følgende måde i TV 2:
»Vi har lavet beregninger, der viser, at i år 2008 vil der i Brøndby være flere muslimer end Brøndby kommunes egne borgere.« En interessant skelnen mellem muslimer og ’egne borgere’, der siger ikke så lidt om ’den reelle debat’.
Indenrigsministeren udtrykte det i et meget omdiskuteret interview i Berlingske Tidende den 6. september således: »Jeg vil i hvert fald ikke leve med et multikulturelt samfund – det vil sige, hvor kulturerne er ligestillede. Og jeg mener, at det er alvorligt problem, hvis danskerne føler sig hjemløse i deres egen bydel.« Der var den igen: ’egen bydel’!, og hun fortsætter: »Jeg har hele mit liv kæmpet mod kvindeundertrykkelse. At man som kvinde affinder sig med en passiv rolle og med undertrykkelse.«
Ønsker spydspidserne i denne ’reelle debat’ en yderligere cementering af de etniske uligheder i det danske samfund ved at svække de demokratiske værdier omkring religionsfrihed og medborgerskab, eller hvad er der gang i ? Og hvordan kan det være, at kvindesyn altid får en meget fremtrædende plads i debatten, og gang på gang bliver brugt som begrundelse for bl.a. stramninger af udlændingelov og politiske felttog mod etniske minoriteter?
Problem nr et i denne debat er, at der diskuteres ud fra følgende præmisser:
*Alle udlændinge og etniske minoriteter i Danmark er muslimer.
*Muslimer er mandschauvinister.
*Vi – de hvide danskere – kan ikke lide mandschauvinister i vores samfund.
*Hvis mandschauvinisterne bliver for mange, vil de true vores demokrati og vores velfærdssamfund.
– En ødelæggende, men rodfæstet stereotypi, der må være en belastning for dem, der skal bære rundt på dette stempel.
Problem nr to er, at man forudsætter, at i ’den danske kultur’ er alle kvinder frigjorte og ligestillede. At nogle kvinder får tæv, at ligelønnen bliver stadigt mindre lige, at nogle kvinder misbruges, prostitueres og udnyttes af danske (mandschauvinistiske) mænd er blot en detalje, der ikke kommer den danske kultur ved. Denne stereotypi er ganske vist meget behageligere at bære rundt på for majoriteten af danske mænd og kvinder, men ikke mindre fordomsfyldt og rodfæstet.
»Lad os tale om de reelle problemer« lyder det, men det man hører mest er disse to fordomme sammensat på utallige måder.
»En fordom er en fejltagelse, der har slået rødder«, er der én, der engang har sagt. Når det gælder piger og unge kvinder med en etnisk minoritetsbaggrund i Danmark, så vokser de op i et vildnis af sådanne rodfæstede forestillinger blandt majoritetsbefolkningen om, hvordan de og deres forældre er, og hvad der er motivet for deres handlinger, som f.eks.:
Når pigerne begår mindre kriminalitet end majoritetspigerne, er det, fordi forældrene forbyder dem at gå ud om aftenen
Når pigerne ikke kommer i fritidsklubberne, er det, fordi de skal passe de små søskende.
Når de får gode karakterer, er det, fordi de lever afsondret derhjemme og derfor har alt for megen tid til lektier.
Når de får dårlige karakterer, er det, fordi forældrene ikke bakker op og ikke forstår den danske kultur.
Når pigerne går i gymnasiet, er det, for at undgå eller udsætte ægteskab.
Når de ikke går i gymnasiet, er det, fordi de bliver tvunget til at arbejde i familiens grønthandel.
Når hun bliver gift, er det, fordi forældrene har tvunget hende.
Når hun ikke bliver gift, er det, fordi hun ikke må få den hun elsker.
Når hun vælger handelsskolen i nabolaget, er det, fordi hun ikke må bevæge sig for langt væk hjemmefra.
Når hun vælger pædagogseminariet i nabobyen, er det, fordi hun er ude i en kulturkonflikt og gør oprør mod sine forældre.
Når pigen går på universitetet, er det, for at frigøre sig fra forældrene.
Når pigen ikke går på universitetet, er det, fordi hun skal giftes.
Osv………..
Det er sjældent, at pigerne eller deres forældre selv kommer til orde. Rødderne til disse fordomme næres hos den store del af befolkningen og politikerne fra omtalen af pigerne i medierne. Og omtalen i medierne påvirker ikke bare majoritetsbefolkningen. Den negative fokusering på pigerne og det evige billede af pigerne som ofre opleves ofte som en spændetrøje.
Som én skriver på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside for etniske minoritetspiger:
»Jeg er en ung og frisk handelsskoleelev. Jeg er født og opvokset i Danmark og er TRÆT af at høre ordene ’andengenerationsindvandrer’, Pia K., tvangsægteskab og jeg ved ikke hvad. Vi er altid i centrum! Nogle gange, når man ser nyheder, tænker jeg bare: ’Hvorfor har folk ikke noget andet at tage sig til end at beklage sig over os’. (…) Jeg er træt af, at JEG altid skal være i centrum når vi har samfundsfagstimer. Vi skal altid snakke om indvandrere, og folk føler hele tiden, at jeg skal snakke og fortælle min mening. Det skal jeg selvfølgelig også, men det er rimelig svært, når man hele tiden får i hovedet, at man ’formerer sig som rotter’«.
Her var måske et af de reelle problemer, man kunne tage fat på, og som ingen minister fører sig frem på. Nemlig: Hvad betyder det for de unge pigers hverdagsliv og velbefindende, gang på gang at blive udskreget som tilhørende en ’forkert’ befolkningsgruppe, opleve at blive skubbet til og spyttet på, hvis man går med tørklæde, at opleve vanskeligheder ved jobsøgning og praktikpladser osv.?
Som en anden pige på hjemmesiden skriver:
»Jeg synes, der har været meget om os her på det sidste, og det sårer mig dybt, at folk snakker sådan ned til os, og vi har så svært ved at få arbejde, og folk bryder sig ikke om tørklædepiger, det er ikke særligt rart. Det, jeg godt kunne tænke mig at vide, er, hvor meget skal vi gøre, for at vi har integreret os godt nok? Skal vi drikke og spise svinekød, fordi så er jeg den, der er GONE…«
Der må skulle et minimum af indlevelsesevne til at forestille sig hvor ubehageligt, det er konstant at blive bombarderet med stereotype billeder af sig selv – og der må da også, måske især blandt majoritetskvinder, være mange der stadig kan huske stereotypierne om, at kvinder var dummere, mere utilregnelige, dårligere til at køre bil, bedre til at gøre rent, lave mad, skifte bleer end mænd.
Eller hvad?
På russisk hedder det i følge Salman Rushdie ’vnenakhodimsost’, på svensk ’utanförskap’, på ærkedansk er det nærmeste vi kommer ’udenforhed’ eller at være outsider.
’Udenforhed’ er noget af det, som pigerne skriver om på hjemmesiden:
»(-)…jeg kan ikke rigtig tage mig sammen til at sige noget, fordi klassen konstant snakker. De kan være utroligt uhøflige, men sådan er det. Kan ikke rigtig sige noget, jeg er mørk/pakistaner, går med tørklæde, er på en handelsskole… Det er det hele. Så er jeg stemplet til at være en af dem, der kender dem, som laver ballade.«
’Udenforheden’ gør ikke pigerne til ofre: De er stærke, kampklare, energiske, dygtige, snedige, depressive, sårbare, smukke, grimme, ambitiøse, finkede, kloge og dumme mellem hinanden, men ’udenforheden’ giver dem nogle særlige betingelser at leve deres ungdomsliv på – betingelser som kunne være bedre, hvis de blev mere bakket op af det system, der principielt også er til for dem: Skole, fritidsinstitutioner, rådgivninger, væresteder o.lign. og af de lærere og socialarbejdere i dette system. Og for de piger, som i forvejen er udsatte af sociale og familiære grunde, vil ’udenforheden’ naturligvis gøre dem ekstra sårbare.
Men ét er, at pigerne sjældent kommer til orde, når de politiske selvsvingsdebatter overtager avisspalter og tv-tid. Noget andet er, at der i Danmark kun findes en meget sparsom dokumentation af, hvordan pigerne befinder sig i vores allesammens samfund, skoler, biblioteker, fritidsklubber, hvordan de udsatte piger befinder sig, om pigerne befinder sig i de kulturkonflikter, som aviserne skriver om osv. F.eks. byggede stramningerne af familiesammenføringsreglerne på følgende dokumentation af det problem, man tilsyneladende ville gøre noget ved:
Indenrigsministeren blev den 27. marts i retsudvalget stillet følgende spørgsmål: Hvilket kendskab har regeringen til omfanget af tvangsægteskaber?, og ministeren svarede: »Der foreligger ikke generelle statistiske oplysninger om omfanget af tvangsægteskaber i Danmark«.
Herefter blev der henvist til INDsam, som havde oplyst at 74 ud af 217 henvendelser på syv måneder til telefonlinien handlede om tvangsægteskaber, samt at Udlændingestyrelsen også havde oplyst at have fået et uspecificeret antal henvendelser. Et meget løst grundlag at bygge en generel lovgivning på, tør man vist sige.
Men det er måske heller ikke så interessant at undersøge, hvordan virkeligheden faktisk ser ud – sådanne undersøgelser tager tid, man risikerer, at deres fokus og konklusioner ikke egner sig til forsiden på formiddagsaviser, og at stereotypierne nuanceres.

I Sverige er man gået anderledes seriøst til problemstillingerne:
På baggrund af bl.a. en ophedet debat i foråret 1999 om afbrudt skolegang, teenageægteskaber og tvangsægteskaber indledte den svenske regering en række dialoghøringer med organisationer, trossamfund og myndigheder, for at få afklaret om indsatsen overfor etniske minoritetspiger kunne forbedres. Men regeringen havde stadig behov for en mere viden om problemets afgrænsning og omfang og igangsatte derfor en mere dybtgående undersøgelse af vilkårerne for gruppen af de særligt udsatte minoritetspiger.
Lad os tale om pigerne – det er titlen på denne undersøgelse, som blev færdig i juni 2000. Titlen hentyder til at det er langt mere frugtbart at tale om piger og deres liv, end det er at tale om kulturer og kulturkonflikter. En pointe man i høj grad også kunne ønske sig indført i den standende danske debat.
En af de markante konklusioner fra undersøgelsen er, at de svenske institutioner er alt for dårlige til at arbejde med en befolkning med stor etniske og kulturel mangfoldighed, og at det får negative konsekvenser for de unge.
Minoritetsunge mødes f.eks. i skolen både udtalt og uudtalt af en ’svenskhed’, der formidles af lærerne som noget, der står i modsætning til de kulturelle rødder, disse unge bringer ind i klasseværelset. Skolen og det sociale system bliver kritiseret for manglende metodeudvikling og for at være fikseret på kulturforskelle på en måde, der går ud over kvaliteten af arbejdet.
Om skolen hedder det f.eks.:
*At den ofte ikke har været i stand til at udvikle metoder til at nå forældrene og udnytte de ressourcer, der findes i bl.a. modersmålsundervisning og tolkestøtte;
*At kommunikationen vanskeliggøres ved at så mange lærere er usikre over mødet med forældrene, og at nogle ikke betragter for-ældrene som individer, men som en særlig gruppe, man skal have særlige anvisninger i at håndtere;
*At forældrene blandt lærerne ofte opfattes som en belastning for barnets muligheder for at skabe sig et liv i Sverige;
*At pigerne ofte vejledes om deres videre studieforløb udfra studievejlederens billede af dem som ofre – og dermed ikke bliver i stand til at klare f.eks. en længerevarende uddannelse.
Om pigernes egen oplevelse af skolen hedder det bl.a., at de føler et stærkt pres fra kammeraterne om at tilpasse sig en bestemt livsstil, hvilket får nogle af dem til at lyve om, hvad de har foretaget sig i weekenden, så det ligner det majoritetskammeraterne laver, og at de mødes af massive fordomme omkring det at være muslim, som forbindes med tvang og fanatisme af omgivelserne.
Pigerne ønsker at blive accepteret, som de er, og de oplever, at selvom de er født i Sverige og føler sig som svenskere, så får de ikke lov til af omgivelserne at være det.
En anden væsentlig konklusion i rapporten er, at forældrenes grad af integration i det svenske samfund har betydning for pigernes livssituation. Hvis forældrene ikke oplever sig accepterede eller som deltagere i samfundet, får dette også konsekvenser for pigernes oplevelse af at være udenfor – af ’udenforhed’.
Undersøgelsens vigtigste resultat er at de udsatte minoritetspigers situation ikke er ’pigernes’ eller deres ’kulturs’, men en problematik, der berører hele samfundet. Det handler om generelle velfærdsspørgsmål, levevilkår og om hvordan kommunikationen mellem samfund og borgere med forskellig baggrund og mellem forskellige mennesker foregår.
Rapporten anbefaler, at der sættes ind med både forebyggende indsats generelt, og akut støtte til den lille gruppe af de etniske mi-noritetspiger, som er særligt udsatte.
Det handler bl.a. om ikke fra myndigheder og medier hele tiden at tilskrive pigerne en offerrolle, at tilbyde gode forbilleder som modvægt til mediernes negative bombardement, og at pigerne mødes med respekt fra omgivelserne.

Med hensyn til især skole og det sociale system anbefales det, at der sættes ind med efteruddannelse, hvor lærere og socialarbejdere bl.a. bliver bevidste om deres egne attituder, at der udvikles kompetence til bedre at kunne møde elever og forældre med forskellige kulturelle baggrunde, forbedret studievejledning, at der bør dannes netværk blandt de professionelle til erfaringsudveksling og faglig udvikling osv.
Såvidt Sverige. I forlængelse af den svenske undersøgelse skal også nævnes, at Købehavns kommune i sidste måned offentliggjorde en evaluering af det etniske konsulentteam, som i en periode har bistået kommunens sagsbehandlere i sager med etniske minoritetsunge – og flest med piger.
Også her konkluderes, at en af de meget væsentlige funktioner for dette team har været at hjælpe sagsbehandlere til at skille kultur-forestillinger fra de ’almindelige’ sociale og aldersbetingede problemstillinger.
Alt for ofte skyggede ’kulturen’ for at analysere den unges situation. Det etniske konsulentteam er nu gjort til en permanent størrelse i København, hvilket er godt, men det kunne tænkes, at der også er brug for en meget mere massiv faglig udvikling i Danmark både i uddannelsesinstiutioner, folkeskole, behandlersystem og det sociale system.
Derfor vil vi opfordre til, at den danske regering igangsætter en undersøgelse tilsvarende den svenske – og på baggrund heraf tager en diskussion af, hvad ’de reelle problemer’ er. Drop kulturretorikken og lad os tale om pigeliv!

Shahin Laghaei er formand for minoritetsudvalget og Helle Stenum er afdelingsleder, begge i Mellemfolkeligt Samvirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her