Kronik

Lad dog verden begynde

28. oktober 2000

Den nye Danske Digtere vender blufærdigt ryggen til markedet. Men dermed også til samtiden og den postkoloniale fordring. - Et indlæg i en aktuel debat

Lørdagskronikken
Med udsendelsen af Danske digtere i det 20. århundrede har vi fået en bog, der stort set er upåvirket af udviklingen inden for litteraturvidenskaben i det tidsrum, bogen dækker. I stedet forsøger den metodisk at holde den litteraturopfattelse ude fra livet og litteraturen, som findes uden for – på markedet.
Bogens forfattere synes at have vendt ryggen mod ny teori og blikket ud mod markedet, men de er blevet så blændet af dette fascinerende dream society med narrative varer og allestedsnærværende erotik, at de blufærdigt har måttet slå øjnene ned.
Det lykkes næsten at holde lukket ud til verden, men også kun næsten. Genren – digterportrættet – har altid ligget på grænsen til markedet, og derfor er der mange sprækker i den, hvor glimmeret trænger ind i litteraturkritikkens mørkekammer.
De – kritikerne – befinder sig i et underligt sted midt-imellem. De er lidt med på moderne, men de har ikke overgivet sig til dem.
Hvad mener jeg med disse påstande? Hvad enten man kan lide det eller ej, har postkolonialismen været den dominerende teori inden for litteraturstudierne de sidste ti til tyve år. Den begyndte i 1978 med udsendelsen af Edward W. Saids Orientalism. Teorien kan afvises, men det kan ikke afvises, at den er der. Teorien stiller en dobbelt fordring; den ene af dem er etisk, den anden professionel.
Det er derfor lidt af et paradoks, at ingen af de litteraturforskere, som skriver i bogen, på noget sted synes blot en lille smule påvirket af samtidens litteraturteori. Her er de blevet overhalet af nogle af digterne; jeg afslører senere af hvem.

Man tog det for givet, at Gyldendals Dansk Litteraturhistorie fra 1984 var påvirket af samtidens litteraturteori. Hvad ellers? Den populære Analyser af dansk kortprosa var naturligvis også påvirket på samme måde – hvad ellers? Hans Hertels Verdenslitteraturhistorie var – med inddragelse af bl.a. populærlitteratur. Der kunne anføres mange andre eksempler. Endog skønlitterære forfattere har været påvirket af teori.
Min påstand er nu, at Danske digteres forfattere har vendt ryggen til samtidens litteraturteori, fordi deres blikke har været vendt mod markedet. Synet har skræmt dem, og de har forsøgt at forsvare litteraturen mod markedet ved hjælp af formalisme-super-light og soft biografisme. De har givet markedet lidt ’se og hør’. Der er gode billeder, men der er ingen historier. Ude på markedet trives biografierne jo, med hvad dertil kommer af afsløringer og skandaler. Tænk på den nybiografiske interesse for bl.a. Sandemose og mange andre. Forfatterne til Danske digtere har udvist enestående puritansk tilbageholdenhed. De har vidst, hvad markedet længes efter, men de har ikke givet efter. Samtidens litteratur kan være eksplicit i erotisk henseende, men det er denne litteraturs beskrivere ikke. Den eneste hemmelighed, der afsløres, er, at mange danske digtere ryger cigaretter, og vi får årstal på, hvornår nogle af dem blev gift og skilt.
Hvad genren angår, har forfatterne været bundet af de tidligere bind i serien og de krav et portræt stiller. Digterportrættets moderne historie kan føres tilbage til Dr. Johnsons Lives of the English Poets (1779-81). Der findes ældre eksempler, men Samuel Johnsons (1709-1794) er eksemplarisk. Han var mest interesseret i netop digternes biografi. Digterbiografierne opstår på hans tid, fordi litteraturen kom ud på markedet. Portrætterne skulle fremme salget. I dag er litteraturen igen på vej ud på markedet, og derfor er digterportrættet og biografien blevet vigtig. Digtningen er ved at miste sit statsstøttede publikum: Skoleeleverne.

I en tid hvor biografismen belejrer litteraturinstitutterne, vælger bogens forfattere og redaktør Anne-Marie Mai at satse på formalismen som teoretisk forsvar. I praksis betyder det blot, at vi næsten ikke får biografiske detaljer, og at de ikke bruges.
Nu mener jeg ikke, at alle skribenter burde overgive sig til den nyeste mode inden for litteraturteorien. Og de fleste ville vel også sige, at det slet ikke kan lade sig gøre at bruge postkolonial teori i forbindelse med dansk litteratur. Det synes altid at være sådan i begyndelsen, at det benægtes, at nye teorier kan bruges. Sådan sagde man i sin tid om nykritik, marxisme, psykoanalyse, dekonstruktion, queer studies osv. De ender med at blive brugt. Det ved vi.
En af de store stjerner i den postkoloniale teori er Homi K. Bhabha. Han udtaler i sin Locations of Culture følgende: »Den vestlige metropol må konfrontere sig med sin postkoloniale historie, der fortælles af strømmen af efterkrigstidens migranter og flygtninge, som en indigen og indfødt fortælling inde i dens nationale identitet.«
Dette er den fordring, jeg omtalte. Man er som professionel, statsansat litterat forpligtet på at følge med i den videnskabelige udvikling. Vi bruger dette kriterium ved stillingsbesættelser. Problemet er, at vi ikke kan afgøre, om vi følger med i den videnskabelige udvikling eller moden; men det ændrer ikke ved pligten til at følge med, for ellers kommer man bagefter. Danske digteres forfattere synes at have afvist at følge den lyst til biografisme, der kommer udefra, og de har angiveligt og stiltiende afvist at følge med i teoriudviklingen inden for institutionen.
Fordringen er dobbelt, sagde jeg. Vi befinder os i den vestlige metropol, og der konfronteres vi dagligt med den fortælling, som Bhabha omtaler. Det er imperiet, der svarer (igen) og ikke kun litterært. Postkolonial teori kan afvises som teori med henvisning til, at der er tale om mode. Men den postkoloniale praksis, konfrontationen, kan man ikke afvise på samme måde.
Og det hjælper ikke at fremføre, at Danmark aldrig har været et imperium, og at vor litteratur aldrig har været bestemt af imperialismen, for vi har (haft) et imperium – Høgni Hoydal omtaler Danmark som en postkolonial enhedsstat.
På få undtagelser nær har danske digtere i de sidste tyve år undladt at sætte den migrationens fortælling, Bhabha omtaler, under debat som en historie inde i den nationale identitet.

Jeg håber ikke, jeg har ret og forventer at blive korrigeret, men jeg kan kun få øje på nogle ganske få danske digtere, der i perioden fra Thorup til Hesselholdt har taget konfrontationen:
Først og fremmest Peter Høeg og Carsten Jensen. Dernæst må man nævne Ib Michael, Astrid Saalbach (Fjendens land) og måske Anne Marie Ejrnæs, Thomas Boberg og Jan Sonner-gaard. Og der er sikkert flere. Frøken Smillas fornemmelse for sne er blevet kaldt den første danske postkoloniale roman, og derfor er den blevet en succes. Peter Høeg og til dels Carsten Jensen foretager en postkolonial kritik af dansk nationalisme. Det vises ellers ofte i Danske digtere, at litterære tekster har indoptaget litteraturteoretiske retninger. Der findes dem, der tematiserer
skriftproblematik, og nogle praktiserer endnu i 90’erne 70’ernes ideologikritik (som Astrid Fos-vold skriver om Pablo Llambías). Andre praktiserer akademisk højpostmodernisme (Kirsten Thorup). Men overraskende få digtere har indoptaget postkolonialismen.
I Sverige er Mikael Niemis roman Populärmusik från Vittula blevet kaldt en svensk postkolonial roman. Den svenske kritiker Oscar Hemer forklarer Jan Kjær-stads forfatterskabs energi med Norges postkoloniale status.
Det er fra den postkoloniale kulturs steder, at det ny kommer. Det er på grænsen, det sker. Spørg indvandrerne og politiet eller læs det i Kerstin Ekmans Hændelser ved vand.

Er det postkoloniale næsten fraværende fra de fleste danske digteres fiktive verden, er det totalt fraværende som perspektiv og inspiration i de professionelle litteraters snævert nationale univers. Danske digtere og deres kritikerkolleger synes at befinde sig i et lukket luhmansk system uden omverdensfornemmelse.
I Anne-Marie Mais i sig selv udmærkede oversigtsartikel nævnes der fem indvandrerforfattere – en tyrk og to polakker samt Maria Giacobbe og café-multikulturalisten Eugenio Barba. »Digtere med forskellig national og etnisk baggrund var begyndt at udgive deres bøger på dansk«. Det er, hvad der står om dette emne. To linjer. Her gik der hul på teksten, som lader os ane en hel verden bagved og udenfor, men det lukkes hurtigt igen.
Anne-Marie Mai ved godt, at, som hun skriver, »den danske stat vil sikkert i det kommende undergå store forandringer.« Alligevel er det forholdet mellem form og indhold, som diskuteres. Det er sandelig da også et meget aktuelt tema i globaliseringens og nynationalismens tidsalder.
Man kan ikke åbne en bog om moderne litteraturteori uden at støde på fænomenet postkolonialisme. Der introduceres til det; der findes readers og håndbøger om det; der holdes konferencer i massevis, der skrives specialer og utallige opgaver om emnet; der undervises og eksamineres i det – i Danmark endda. Men Danske digtere holder fast i traditionen fra Ernst Frandsen. Tal ikke om traditionstab – det har vi faktisk alt for lidt af. Vi er ved at kvæles i traditionsoverskud.
Og det gør, at Danske digtere, imod sin egen intention og gode vilje, kommer til at indgå i en serie af nationale oprustningsforsøg spændende fra det evige danske nej til Europa, over Grundtvig-bølge, Kaj Munk-rehabilitering til den nationale musical Egtved-pigen – Og det var Danmark.
Har nogen set verden begynde?

Hans Hauge er dr. phil. og lektor i engelsk litteratur ved Århus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu