Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
31. oktober 2000


Et noget andet syn
24. OKT. – En kommentar til Wolfgang E. Scharlipps karakteristik af danskerne, ’Dette selvtilstrækkelige lille folk’, den 23. oktober kunne være nogle bemærkninger af der Bundesaltpräsident, Richard von Weiz-säcker, der 1924-27 lærte at læse og skrive i København. Han skriver i sine erindringer, ’Vier Zeiten’, p. 35: »Danskernes menneskelige kvaliteter kom hele familien til gode. Deres livskunst har næppe sin mage blandt de europæiske folk.« – Det behøvede han ikke at have skrevet.

Christian Juul
Dronningensgade 20,
Hjørring

Vittigt hoved
23. OKT. – Af og til overstiger virkeligheden enkelte journalisters og redigerende medarbejderes ønsketænkning. Som den 20. oktober, hvor en artikels overskrift (’Ålborg kan bare det der med at integrere somaliere’) og indhold er i total modstrid. Det er ufrivilligt komisk.
Den ålborgske succes består ifølge vittige Rohleder i, at kommunen har landets næsthøjeste beskæftigelsesprocent for so-maliske mænd, nemlig 22,3. I Fredericia er den ’helt’ oppe på 23 pct. Vi kipper med flaget.
I virkeligheden er somaliernes såkaldte integration i Danmark en skandale. Skandalen bunder i, at man sammenblander flygtningepolitik og indvandrerpolitik. Flygtningepolitik går ud på, at mennesker på flugt får ophold i et andet land, indtil forholdene i hjemlandet normaliseres. Som f.eks. danske flygtninge i Sverige under krigen og tyske flygtninge i Danmark efter krigen. Af mange årsager kan det alligevel ende med, at man bliver boende i det land man er flygtet til.
Indvandrerpolitik går ud på, at man i udlandet søger arbejdskraft til bestemte typer jobs, dvs. mennesker med bestemte typer uddannelse. Som bekendt er Somalia et fattigt land med få uddannede mennesker. Dem er der ikke brug for i Danmark.
Når man læser nogle af artiklerne i Information om flygtninge- og indvandrerproblematikken, bør de læses på samme måde, som jeg lærte at læse Land og Folks solskinsartikler fra de kommunistiske lande: At virkeligheden er stik modsat af det påståede.

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30,
Viborg

Aprilsnar
24. OKT. – Kære læsere! Jeg vil hermed beklage på vores redaktions vegne, at vi på forsiden den 23. oktober er kommet til at bringe artiklen ’Dette selvtilstrækkelige lille folk’. Artiklen skulle først have været bragt den 1. april 2001. Hvor lavt kan vores avis falde med hensyn til pålidelig journalistik?

Jens Frank Parking
Vintoften 48,
Sengeløse

Kaviar med C
Da Amerikas Forenede Stater i 1800-tallet blev industrialiseret, og markedskræfterne rigtigt tog fart, forsvandt støren og dermed caviareksporten. Da Sovjetunionen faldt sammen, og mafiavældet tog over, skred kontrollen med caviarproduktionen også der: Kvaliteten blev dårligere, og der drives rovdrift, så størbestanden trues. Priserne røg til himmels – deroppe hvor det caviarædende jetset på business class får et stort problem: Er der caviar nok til hjemturen? Putin bør genindføre socialismen i Rusland, så jetsettet ikke skal få proletariske saltkiks galt i halsen.

Kjeld Chr. Krarup,
Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her