Kronik

Mærk hulekunsten

20. oktober 2000

Computerkunst er stadig mere for nørder end for ’rigtige’ kunstnere. Det viste Aalborg Universitets brogede computerkunst-konference om en kunst uden scene eller klimaks

Det virtuelle rum
Den fremmødte presse kunne tælles på en hånd og ultrakort kunne journalisterne karakteriseres som the men in black, da arrangementet Worldart i forrige uge blev afholdt på centeret Intermedia under Aalborg Universitet.
Her stod noble herrer fra DR’s Harddisken og Politikens internetredaktion. Ikke en kunstkritiker eller kunsthistoriker var at se i miles omkreds. Hvorfor?
– At beskæftige sig med interaktiv multimediekunst er tilsyneladende fortsat hovedsagelig en eksperimenteren med ny teknik. Worldart satte da også fokus på den interaktive del af multimediekunsten, en kunstgenre, der kort fortalt er afhængig af computerkraft både under tilblivelsen og i udstillingsøjemed og som først kommer til sin ret, når publikum rent fysisk går i clinch med værket.
Mediets muligheder er fortsat i fokus frem for indholdet, i kontrast til den moderne billedkunstner, der først udtænker idéen/konceptet for værket for dernæst at finde ud af hvilket medie, der bedst muligt udtrykker denne idé.
Fokuseringen på den tekniske side af sagen så man også afspejlet i Worldart-udstillingen:
Kunstnerne var udvalgt på baggrund af deres eksperimenter med den teknisk baserede interaktion og ikke – som man ofte ser det på den billedkunstneriske scene – på baggrund af et samfundsmæssigt tema eller skabernes regionale eller nationale tilhørsforhold. Mediet er stadig så nyt og feltet så lille, at det slet ikke er aktuelt at lave den slags sondringer.
Derudover skal den sparsomme interesse fra den etablerede kunstscene ses i lyset af, at der ikke er særlig mange kunstnere der har adgang til den teknik, der kræves for at lave værker af denne kaliber. Diverse kunstuddannelser har ikke laboratorier a la Intermedia og kunstinstitutionerne har slet ikke mulighederne for at udstille denne kunst.
Derimod har Intermedia i Aalborg virkelig teknik til at vise værker af denne art. En af de mange højteknologiske faciliteter er en såkaldt ’cave’, en kvadratisk aflukket hule, hvor publikum omsluttes af en virtuel verden, når de står derinde med 3D-briller på.
Ved siden af blegner kunstmuseet Louisianas aktuelle fremvisning af kunstneren Jeffrey Shaws tredimensionelle virtual reality-værk Configuring the Cave helt. På Louisiana er man nemlig kun i stand til at projektere på to flader – væg og gulv.
Til gengæld havde man som publikum i Aalborg sværere ved at fremkalde den koncentration, der automatisk indfinder sig når man entrer den hvide kube i kunstinstitutionen.
Initiativtageren bag Worldart er professor i multimedier Lars Qvortrup, forhenværende professor i multimedier på Aalborg Universitet, nu ansat på Syddansk Universitetet Odense, og desuden formand for den fokusgruppe, som Kulturministeriets Udviklingsfond har nedsat til at vejlede bestyrelsen i multimediespørgsmål.
I disse år har Udviklingsfonden i det hele taget den digitale multimediekunst som fokusområde og har bl.a. opfordret til, at flere kunstnere tilfører multimediekunsten nye interessante perspektiver. Fondens nuværende bestyrelse mener, kort fortalt, at den tekniske side af sagen udvikler sig tilfredsstillende, hvorimod den kunstneriske dimension halter bagefter.

Selve Worldart bestod af i alt fire dele: En konference fortrinsvis for bibliotekarer, der skulle virke som en introduktion til feltet, en udstilling, der skulle eksemplificere, hvad interaktiv multimediekunst dækker over (såvel internationalt som nationalt), masterclasses afholdt af internationale teoretikere og kunstnere, samt et symposium, der hovedsageligt bød på oplæg fra kunstnere. – En stor mundfuld, kort sagt.
Nogen stram prioritering fra tilrettelæggernes side var ikke umiddelbart til at få øje på. Heller ikke i valget af de udstillende kunstnere og oplægsholdere, som repræsenterede en bred vifte af kunstneriske genrer og fag; arkitektektur, teater, musik, billedkunst, design m.m. Også hvad angik de tilmeldte deltagere, var der tale om en broget flok.
Det bredspektrede program fra arrangørens side og de mange fløje repræsenteret blandt deltagerne kom, som ugen skred frem, til at synliggøre nogle problematikker, som den interaktive multimediekunst kæmper med. Både hvad angår kunstens position og de enkelte værkers udformning og indhold.

For det første spørgsmålet om hvor denne kunstneriske genre befinder sig. Dels i forhold til allerede eksisterende kunstscener, men også i forhold til kulturlivet generelt, hvor det som nævnt var tankevækkende at se på mediernes prioritering og dækning af et arrangement som Worldart.
Et andet spørgsmål, der trænger sig på, er, hvad der karakteriserer interaktiv multimediekunst og hvad den kan byde på?
Værkerne på Worldart var først og fremmest kendetegnet ved, at de først udfoldede sig, når man interagerede med dem rent fysisk med kroppen. Der var ikke tale om udstillede objekter. Snarere blev man aktør i sin egen processuelle udforskning af hvad værket kunne berige én med. Samtidigt indbød værkerne til leg. – Et aspekt den franske teoretiker Anne-Marie Duguet i øvrigt påpegede var et problem for denne kunstgenre. Det var hendes erfaring, at hvis man som kunstner opfordrede til leg, affødte det automatisk en skepsis overfor værkets berettigelse. Men opfordringen til at løse den interaktive gåde og lege sig gennem værket er på den anden side det der gør interaktionen mulig, og det som giver publikum den tilfredsstillende oplevelse af at ens aktioner afføder en digital reaktion. Legen og det interaktive multimedieværk synes at være uløseligt forbundet.
Et af Worldarts mange eksempler på dette oplevede man i værket Morocco Memories, som var skabt af den danskfødte, men i USA-bosatte kunstner Vibeke Sørensen. I modsætning til mange af de andre værker var dette værk både poetisk og følsomt. Det koblede på elegant vis det fysiske rum med det virtuelle. Når man lukkede døren bag sig ud til universitets aula, gik man ind i et beduintelt iscenesat med tæpper, puder, lave taburetter, et bord og dunkelt skiftende lys. På bordet var placeret seks æsker af træ. Deres centrale placering på bordet lagde op til, at man lettede på lågene, og fandt dem fyldt til randen med hver deres nordafrikanske krydderi. Liflige dufte bredte sig hurtigt i det lille telt, og som man lukkede æskerne op og i, tonede der forskellige visuelle billeder frem på teltets hvide stofvæg.
Også lydkulissen skiftede alt afhængig af, om det var æsken med kommen eller kanel, der var åben. Der blev afspillet fremmedartet messende musik, som af og til blev afløst af stemmer fra filmen Naked Lunch: »A tourist is someone thinking of going home from the moment they arrive«. Så fik man den at tygge på, mens de marokkanske minder strømmede imod én. Billedstormen, den eksotiske musik og hele iscenesættelsen fik den besøgende til at gå ind i en nærmest meditativ tilstand, men samtidigt med at værket affødte en afslappende fornemmelse i kroppen, fik den også publikum til at tage sine egne rejseerindringer op til revision.
Marocco Memories var samtidigt et godt eksempel på, at den digitale multimediekunst sjældent byder på en forløsning i form af klare øjeblikke, hvor man finder pointen med værket. Klimaks indfinder sig ikke. Man interagerer med installationerne, lader kroppen kalde reaktionerne frem, og så leger man, indtil man ikke gider mere.

Således også med værket World Skin skabt af den tidligere tv-grafiker, nu verdensanerkendte 3D-kunstner Mourice Benayoun. Man lukkes ind den føromtalte højteknologiske cave iført store hjemmesutter og 3D-briller. En i gruppen får æren af at styre begivenhedernes gang, de andre får overbragt hver deres digitale kamera. Så lukkes væggen i, og en tekniker tænder maskineriet. Foran dig ligger nu en slagmark i grå nuancer med kulisser af tanks og ruiner, hårdkogte soldater og skræmte civile. Med kameraet skal man som en anden turist tage et billede af det uhyggelige virtuelle scenarie, men i modsætning til den fysiske verden får det konsekvenser for landskabet, når man ’skyder’. Der hvor kameraet har indfanget et motiv, forvandles slagmarken til en hvid flade.
Som titlen refererer til, skræller man et lag af verdens hud, og meget apropos får man motivet stukket i hånden i form af et farveprint, når man forlader det tekniske dyb. Tilbage i universitetets aula står man lidt uforløst med udprintet i hånden og tænker tilbage på den fascinerende, intensive og let kvalmende rejse: Hvor blev pointen af? Var det et politisk værk? Han brugte jo trods alt billeder fra krige, vi kender. Eller havde det noget med vores hang til en til tider vulgær turisme at gøre. Spørgsmålene forblev ubesvarede, og man stod tilbage med en snert af utilfredsstillelse.

Som det fremgår, er den interaktive multimediekunst ikke helt let at blive klog på. Den er endnu ikke blevet koblet til allerede eksisterende kunstscener, eller har eta-bleret sin egen platform, og værkerne præsenterer alternative kommunikationsformer, som man ikke er trænet i at afkode og bifalde, samtidig med at det indholdsmæssige stadig har meget at indhente
Spørgsmålet er, om genren er i stand til at udvikle sig i en retning, så fascinationen af det tekniske bliver knap så dominerende, og man i stedet får værker, der i højere grad påvirker folk, også efter man har lagt musen fra sig.
Det kræver, som Udviklingsfonden allerede har formuleret, at der kommer flere kunstnere på banen. Fokuseringen er rigtig, men spørgsmålet er, hvor mange man kan få tiltrukket af genren. Den er tidskrævende og knap så spontan.
Som den eneste tilstedeværende akademiuddannede billedkunstner sagde til mig, da vi på Worldarts fjerde dag stod og hang over en kop kaffe: »Jeg føler mig så lettet over, at jeg ikke behøver at bruge al denne teknik til at udtrykke mig. Jeg kan bare tage hjem og tegne en tegning eller folde et stykke pap«.

Yderligere oplysninger på: www.worldart.dk

Ida Vesterdal Jørgensen er kunst- og kulturformidler.

25.- 29. oktober sættes den nye digitale kunst igen til skue og debat. Det sker i Malmø under titlen Electrohype 2000 - Kunst i den digitala sfäran, der fokuserer på den nordiske multimediekunst.
Se: www.electrohype.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu