Kronik

Modersmål er hjertets sang

17. oktober 2000

Alle elever skal lære dansk – men for indvandrerbørn bør modersmålsunder-visningen komme oveni som kulturfag og spille bedre sammen med skolens andre fag

Retfærd & Velfærd
Hvis man er født og opvokset i Danmark og agter at blive her, så er ens modersmål dansk«, udtalte Socialdemokratiets næstformand Lene Jensen op til partiets kongres fornylig. Konklusionen i det vedtagne arbejdsprogram blev, at »det langsigtede mål er, at alle landets borgere taler samme sprog«. Modersmålsundervisning ydes derfor til »børn, hvis forældre er opvokset uden for Danmark«. D.v.s. retten til modersmålsundervisning skal ikke længere følge modersmålet.
For det første kan man næppe tage en politisk beslutning om, hvad ens modersmål skal være – selv ikke i Tyrkiet lykkes det over for kurderne. For det andet: Ville synspunktet være acceptabelt, såfremt det blev gennemført over for de dansksindede i Sydslesvig? Og for det tredje er det i strid med både en ligeværdig integrationspolitik og den vejledning for modersmålsundervisningen, som regeringens undervisningsminister er ved at være færdig med.
Sproget er ikke kun et redskab for kommunikation. Sproget er også et rum for den intellektuelle udvikling og for følelser, kærlighed, kultur og identitetsdannelse – og dermed selvværd.
Det glemmes ofte, når man taler om retten til modersmålsundervisning, og om det er godt eller skidt for integrationen, at de etniske minoriteter bevarer eget modersmål.
Jeg ville føle det underligt, hvis jeg under indtryk af globaliseringen, skulle sige: »I love you« til min elskede. »I love you« er for mig kærlighed på film.
Begge mine børn er adopteret fra Korea, da de var et par år. Gennem hele deres barndom brugte vi mange gange i den tætte kontakt nærmest instinktivt nogle af de koreanske brokker, min kone og jeg havde lært efter et bånd. Koreansk var børnenes første sprog, som ganske vist forsvandt, da børnenes modersmål blev deres andetsproget – dansk. Men det sprog, de begyndte at blive mennesker på var koreansk, og det må have haft en særlig følelsesmæssig betydning for dem. Koreansk er en del af deres identitet.
Situationen vil på nogle punkter ligne første-, anden- og tredjegenerationsdanskeres. Deres andetsprog, dansk, vil ofte blive mere udviklet og nuanceret end deres modersmål. Hos nogle vil det forsvinde. Hos andre vil særlige udtryk og vendinger blive bevaret i en sammensmeltning med dansk. Nogle vil have modersmålet som et begrænset familiesprog eller anvende det i særlige situationer. Den kultur, som er forbundet med et sprog og dets begreber, er en del af et menneskes personlighed og identitet.

Mine børn er i dag blevet unge mennesker og taler glimrende dansk. Ville det ikke være rationelt, at vi snakkede engelsk eller fransk derhjemme, så de bedre kunne begå sig i den globale landsby? – Muligvis, men vi ville blive fremmede for hinanden, og der vil være tankegange og nuancer, som vil forsvinde, fordi der absolut er grænser for, hvor godt vi voksne mestrer disse fremmede sprog. Børnenes intellektuelle udvikling vil tabe med sprogbyttet.
Jeg håber, eksemplerne illustrerer vanviddet i opfordringerne til, at de sproglige mindretal, jo før desto bedre, må snakke dansk i familierne, således som det allerede for 10 år siden blev formuleret i daværende undervisningsminister Bertel Haarders forældrepjece til indvandrere og flygtninge: ’Børn skal lære dansk’.
Familiernes opløsning og en splittet og følelsesmæssigt afstumpet ny generation vil stensikkert blive ’gevinsten’. De intellektuelle færdigheder i form af beherskelsen af begreber og abstrakte tankegange vil blive kraftigt understimulerede.
Forbyder man børnene at snakke sammen på deres modersmål i skolen, eller fratager man dem modersmålsundervisningen, er der tale om en systematisk undertrykkelse.
Undertrykkelse skaber ikke selvværd: Enten identificerer man sig med undertrykkerne og betragter sit sprog og sin kultur som primitiv og mindreværdig. Eller også yder man modstand ved at forskanse sig i sin etnicitet, der betragtes som bedre end de andres. Etniske friskoler kan være en af byggestenene.
Det første faghæfte om formålet med modersmålsfag, de centrale kundskabs- og færdighedsområder samt undervisningsvejledning ser forhåbentlig snart dagens lys. Faget ligestilles dermed med folkeskolens øvrige fag.
Et udkast til faghæftet falder glimrende i tråd med mine overvejelser, og lover godt for denne undervisnings fremtidige funktion i børnenes udvikling og de etniske mindretals ligeværdige integration.
Formålet med denne undervisning er ifølge Undervisningsministeriets udkast, »at eleverne videreudvikler deres samlede sproglige og kulturelle kompetence og deres erfaringer med sprog som kilde til indsigt, til oplevelse og indlevelse«. Endvidere, at »undervisningen skal udvikle elevernes modersmål, så de får lyst til og færdighed i at bruge deres sprog i et personligt og alsidigt samspil med andre«.
Nogle begrunder modersmålsundervisning med, at børnene skal kunne vende tilbage til deres ’hjemland’ og kunne kommunikere med deres familie. Mange mener, at modersmålsundervisningen derfor ikke hører hjemme i folkeskolen, men bør være en fritidsaktivitet.
Ikke alene færdighedsmæssigt, men også i spørgsmålet om elevernes dannelse og identitetsudvikling er perspektivet for den ny modersmålsundervisning imidlertid en ligeværdig integration i det danske samfund, idet »den skal fremme den enkelte elevs sproglige og kulturelle udvikling og forståelsen af samspillet mellem elevens kulturelle baggrund og danske kulturformer. Den skal udvikle elevernes muligheder for som tosprogede borgere at deltage og handle i det danske og øvrige internationale samfund«, og at »undervisningen skal styrke elevernes identitet og selvværd«.
Det fremgår i beskrivelsen af de centrale kundskabs- og færdighedsområder, at dannelse i den forbindelse ikke skal forstås som en én gang givet størrelse, der kan overleveres fra den ene generation til den næste. Det er sandheder, som hver enkelt skal erkende, diskutere, omforme og erobre. Undervisningen kan og skal præ-sentere kulturelle og samfundsmæssige værdier, men den enkelte elev skal i dialog med andre og i arbejdet med tekster selv opbygge sine egne værdiforestillinger.
I skolen mødes mange værdiforestillinger, og hver enkelt elev skal finde sit ståsted. I denne eksistentielle udvikling er modersmålsfaget centralt i et samspil med skolens øvrige undervisning. Det er således ikke et mål for modersmålsundervisningen at bevare, men at udvikle.

Undervisningen i engelsk, tysk og fransk handler ikke kun om elevernes sproglige færdigheder. Det er også kulturfag. Modersmålsfaget skal på samme måde også være undervisning i sprogområdernes kulturer og samfund, men den skal også handle om elevernes situation som en mindretalsgruppe i Danmark.
I vejledningens tekst om de centrale kundskabs- og færdighedsområder står, at »denne situation er afgørende for indholdet i omverdensorienteringen. Heri indgår emner af betydning for den enkelte elev og for den etniske gruppes forhold i Danmark, emner om migration eller flugt og historiske, geografiske og samfundsmæssige emner om forældrenes oprindelsesland«.

Det er modersmålet i Danmark og den sproglige og etniske gruppes situation og integration i Danmark, der efter min opfattelse er udgangspunktet og perspektivet for undervisningen. Modersmålsundervisningen er en undervisning i et mindretalssprog i Danmark. »Den skal tilrettelægges ud fra elevernes aktuelle situation og vilkår«, og kan derfor ikke være en imitation af modersmålsundervisningen i oprindelseslandet«.
Det hedder endvidere: »Modersmålsundervisningen tager sit udgangspunkt i elevernes allerede udviklede sprog, deres muligheder for at videreudvikle sproget i det hjemlige miljø og deres øvrige erfaringer, men med et videre skole- og uddannelsesperspektiv, således at den kommer til at supplere elevernes øvrige undervisning. Den tilrettelægges i så høj grad som muligt i sammenhæng med og integreret i den øvrige undervisning, dog uden at den derved mister karakteren af at være undervisning i et selvstændigt fag«.
Modersmålsundervisningen har således betydning for både den sproglige og den begrebslige og faglige udvikling. Det er derfor af stor betydning, hvilke emner lærerne sammen med eleverne vælger i undervisningen.

Modersmålsundervisningen varetages i mange tilfælde af lærere uden læreruddannelse. Deres kvalifikation er, at de kan sproget, men det er langt fra tilstrækkeligt. Andre har en læreruddannelse fra hjemlandet. Den kan set med danske øjne være god eller mindre god, men har den mangel, at den ikke giver indsigt i fag – ikke mindst dansk – som modersmålsundervisningen skal spille sammen med og den skole og pædagogik, som undervisningen skal være en del af her i landet.
Det er baggrunden for, at Københavns Kommune har valgt en efter nogles opfattelse for hårdhændet ansættelsespolitik. Alle tosprogede lærere skal, uanset hvilken undervisning de varetager, gennemgå en dansk læreruddannelse.
I modsat fald vil de blive afløst af tosprogede med dansk læreruddannelse i det omfang, der er mulighed for det.
Modersmålsundervisning er frivilligt for tosprogede elever. Den er ikke er med i folkeskolens obligatoriske pakke. Frem for at begrænse retten til modersmålsundervisning burde man overveje denne status i det mindste i det omfang, det i praksis lykkes at gøre den til en organisk del af den øvrige undervisning, især undervisningen i ’dansk som andetsprog’.

Per Bregengaard er skoleborgmester i København for Enhedslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu