Kronik

Ondskabens svage imperium

9. oktober 2000

Jeg – der tilbragte mine første 20 år i et realsocialistisk Polen – kan slet ikke genkende sammenligningen mellem nazismen og realsocialismen

Historisk set
Med Berlin-murens fald besejredes et regime som blev anskuet som et ondskabens imperium, hvor ikke mindst kraftige overtrædelser af menneskerettigheder var en realitet. Sådan lyder en udbredt opfattelse i dag, hvor historien skrives af de markedsøkonomiske demokratier, som – bekvemt nok – skærer realsocialismens forskellige udviklingsfaser og nationale udgaver over en kam. På denne måde bliver alt bliver til ’kommunistiske regimer’ – både Rusland: 1918-1991, og Østeuropa: 1945-1989.
Betænker man tilmed, at der hyppigt sættes lighedstegn mellem kommunisme og fascisme/ nazisme, kan udgangspunktet for diskussionen dårligt blive andet end forudfattet og fordrejet.
Jeg – der tilbragte mine første 20 år i et realsocialistisk Polen – kan slet ikke genkende, at der i Polen skulle være en styreform, som man kunne sammenligne med fascismen eller nazismen. Det hævder jeg til trods for, at jeg i 1969, sammen med flere tusind etniske fæller, måtte forlade Polen på grund af en etnisk hetz.
Ganske vist var det en forbrydelse at udstille en given etnisk gruppe i gabestokkken, og at afkræve den enkelte loyalitet overfor den polske stats interesser, som en betingelse for at kunne forblive i landet. Med andre ord: En ren og skær fascistisk handling fra statens side.
Alligevel mener jeg, at det ’blot’ var én fascistisk episode i den polske realsocialismes historie. Et fascistisk system baseres til stadighed på den erkendelse, at nogle folkeslag er andre overlegne, og nazisme er en punktlig udførelse af denne erkendelse i praksis.
Dog har også de markedsøkonomiske demokratier været hærget af fascistiske episoder: Frankrigs fremfærd i Algeriet, USA’s i Vietnam, racelove i USA, som endnu i 60’erne i nogle amerikanske stater forbød farvede mennesker at køre i en bus beregnet for hvide. Her tillod statens politiske interesser udøvelse af handlinger som kollektivt fysisk og psykisk straffede givne etniske befolkninger. Opfatter man af disse grunde Frankrig og USA som lande, der har magtsystemer, som ligner fascistiske eller nazistiske regimer?

Også fremstillingen af realsocialismen som et håbløst økonomisk system, på samme måde som den udbredte anskuelse, at realsocialismen i sin natur var et fascistisk system, er en fordrejning af historien. En sober analyse kan dog afvise en sådan ideologisk kritik.
I sin bog: Østeuropa og Rusland – før, nu og i fremtiden, 1998, skriver professor i økonomi, Hans Aage:
»Ifølge den gængse anskuelse var planøkonomierne i Sovjetunionen og Østeuropa en fiasko på alle væsentlige områder. De var ude af stand til at skabe økonomisk vækst og velstand, de sløsede med ressourcerne og fremkaldte en miljøkatastrofe, deres landbrug var ineffektivt og kunne ikke brødføde befolkningerne, og deres ledere var kleptokrater, hvis hovedbestræbelse var at berige sig selv på befolkningernes bekostning. Virkeligheden var en anden. Hvad den økonomiske vækst angår, var den ikke afgørende forskellig i
planøkonomierne og i de vestlige lande..."
Ser man på de økonomiske tal og analyserer perioder præget af hhv. udviklings- og krisetendenser i Østeuropa, 1945-1989, får man et billede af en række lande, der har haft en dynamisk moderne udvikling, hvor et velfærdssamfund på samme måde som i markedsøkonomierne skulle baseres på det teknologiske og videnskabelige grundlag.

På trods af væsensforskellige økonomiske styringsmekanismer og politiske kulturer kan man hævde, at begge systemer var moderne og talte samme sprog, hvad angår den materielle samfundsmæssige udvikling.
Samuel P.Huntington påpeger i The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1997, side 142, at: »Although the ideologies of liberal democracy and communism differed greatly, both parties were, in a sense, speaking the same language. The conflict between liberal democracy and Marxist-Leninism was between ideologies which, despite their major differences, were both modern and secular and ostensibly shared ultimate goals of freedom, equality, and material well-being.«

Man kan tage Polen som et vigtigt eksempel på den østeuropæiske realsocialisme som brat faldt i 1989. Faldet af realsocialismen var naturligvis forbundet med systemets mangler, fejl og forbrydelser, men man kan som sagt antage, at faldet også i høj grad skyldtes den vigtige omstændighed, at realsocialismen var i en tvekamp, hvor én af parterne til sidst må tage tælling.
Polen havde i løbet af 70’erne verdens højeste økonomiske vækstrater, nemlig 6-8 procent. Det Polske Arbejderpartis første sekretær igennem 70’erne, Edward Gierek, satsede stærkt på at modernisere og udbygge de polske kulminer og stålindustri. For at skaffe investeringskapitalen blev den polske økonomis finansielle navle forbundet med det markedsøkonomiske system.
Der blev investeret milliarder af dollars.
Selv om investeringer i ikke så få tilfælde var dårligt planlagt, og der var tilfælde, hvor det industriinventar, som man brugte hård valuta på, aldrig blev taget i brug (!), var dette ikke i sig selv den egentlige grund til, at den ellers generelt strålende økonomiske udvikling i 70’erne endte med en katastrofe.
Så længe verdensprisen på olie og andre energikilder holdt sig på et højt niveau, fik Gierek en god pris for det kul, som Polen dengang var verdens tredjestørste producent af. Med dette sorte guld skulle man jo kunne betale gælden tilbage.
Men da OPEC-landene gradvis begyndte at nedsætte prisen på deres olie, og da nye store olieproducenter dukkede op i selve Europa: Storbritannien og Norge, blev værdien af Polens sorte guld afgørende reduceret, og hermed var kilden til den valutaindtægt, som skulle betale de store investeringer tilbage, væk.
Polens økonomiske krise i slutningen af 70’erne var følgelig i høj grad et resultat af den dengang omkring 20 mia. dollar store udlandsgæld. Den polske planøkonomi var ikke i stand til »at eksportere sig ud« af den økonomiske krise. En øget eksport til de andre østeuropæiske lande kunne ikke skaffe vestlig valuta.
En planøkonomi er i sit væsen dårlig til at konkurrere på et marked, hvor man hurtigt og effektivt skal kunne reagere på efterspørgsel.
Alt i alt kom Polen i 1970 til at optræde på den globale markeds-økonomiske arena som en stor debitor. Landet havde en klar forventning om at kunne blive en stor eksportør. Denne forventning kunne ikke opfyldes.

Da man i Polen i 1980 ville forhøje priserne på en række dagligvarer, kom der kraftige protester fra lønmodtagerne. Den sociale vrede gav et startskud og grobund for masseorganisationen Solidaritet. Den økonomiske krise havde således ført til en social og politisk uro, og denne krise, som ikke kun var et resultat af realsocialismens mangler, men som sagt også påvirket af en række af andre faktorer som i høj grad var med i spillet, førte til den endelige nedbrydelsesproces af realsocialismen i 80’erne.

Der var også et ideologisk forhold, som man kan antage, spillede med i faldet af realsocialismen. Det lykkedes aldrig den polske realsocialisme at mindske de traditionelt stærke katolske følelser hos den polske befolkning.
Polen var et land, hvor man på samme tid var borger i en socialistisk stat og i et religiøst, katolsk samfund. I 1978 fik den katolske verden en ny leder, pave Johannes Paul 2. Det var for første gang i flere århundreder, at man valgte en pave, der ikke var af italiensk afstamning. Valget af en polsk pave måtte derfor overvælde polakkerne – overvejende stærkt troende katolikker! – med endnu varmere katolske følelser.
Staten ville helst bagatellisere det polske stjerneskud i Vatikanet. Alligevel var ’pave-effekten’ på de polske katolikker med til at danne grobund for den uafhængige alternativ polsk lønmodtagerorganisation Solidaritet.
I næsten ti år, fra 1980 til slutningen af 1989, spillede Solidaritet en afgørende rolle for at mobilisere social uvilje mod realsocialismen og for at omsætte befolkningens utilfredshed til konkrete politiske krav og politisk organisering. Solidaritets grundlægger,
Lech Walesa, var moralsk og åndeligt stærkt støttet af Vatikanet, hvilket på en afgørende vis konsoliderede kampen mod det eksisterende system. I 1990 blev Walesa valgt som Polens præsident. Han bar på jakkereverset den hellige Marias billede.

I dag skriver den sejrende part – det markedsøkonomiske demokratiske system – naturligt nok historien, og her findes rige muligheder muligheder for at tilskrive sin gamle modstander sine egne skyggesider. Store dele af de politiske og intellektuelle kræfter enten bifalder eller er ligeglade med dæmoniseringen af eksperimentet ’realsocialismen’. Sådan kan man bl.a. legitimere jagten på fhv. kommunister (medmindre de offentligt har angret deres ’gerninger’), som om det drejede sig om nazister og fascister.
Men er det ikke en af demokratiets opgaver at anskue og artikulere forskelle og nuancer blandt mennesker, ting, historiske forhold og ikke mindst samfundssystemer? Ved at dæmonisere de østeuropæiske realsocialismer tilvejebringes en basis for at sætte et lighedsregn mellem kommunisme og fascisme.
Men er der nu virkelig basis for at smide realsocialismen på historiens losseplads som stinkende affald ved siden af nazismen og fascismen? Var realsocialismen dog ikke en værdig modstander for den borgerlige revolutions arvtagere, og faldt den ikke i en comme il faut-kamp, som den også havde en reel chance for at kunne vinde?
Tager man Polen i betragtning som et historisk tilfælde hælder svaret mod et ja. De, der mener, svaret skal være et nej, vil jeg opfordre til at tage og afprøve deres holdning i en debat.

*Leopold Galicki er forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu