Hvorfor gøre sig umage for at blive erindret som den lærer, der smadrede flest elevers lyst til at udfolde sig kreativt og afprøve egne grænser?
Ang. Lone
Gymnasieelever gider ifølge Lone Nørgaard ikke lære noget. De vil hellere stable dåser i Netto for at tjene til weekendens udskejelser. Kritikken kan ikke helt afvises, men Lone Nørgaard overser den store gruppe af unge, som gerne vil, men som ikke får lov. Som hungrer efter viden og indsigt, men som spises af med færdigmad på genbrugsdåser: De samme tekster og fortolkninger, de samme spørgsmål og svar, gentaget for Gud ved hvilken gang.
I gymnasiet modtages man med den holdning, at man intet ved og intet kan. Dette på trods af, at mange 1.ger er politisk aktive i partier eller bevægelser.
Netop denne fastgroede ide om, at vi som elever i hvert fald ikke kan tilbyde dem noget, ligger med sin hinde af mug til grund for, at vi kommer til at føle os som passive tilskuere. Som en gymnasieelev fra Bornholm meget rigtigt påpeger i Lone Nørgaards kronik, så bliver den stræbsomme elev langsomt til den ligeglade. Man gør sig ligeglad, idet man ikke tåler flere nederlag og afslag. Således startede jeg selv ud som aktiv elevrådsrepræsentant med visioner om brandtrapper og indførelse af økologiske produkter i kantinen, men efter to år, hvor højdepunktet har været nye spejle i pigernes omklædningsrum, er min begejstring til at overse.
Det burde være et privilegium at få lov at arbejde med unge mennesker, og hvorfor ikke udnytte muligheden for at blive elevernes Mr.Keating ligesom i Dead poets society? Blive den lærer, de vil tænke tilbage på med beundring og taknemmelighed og sige: »Han/hun tilførte virkelig mit liv noget. Ændrede noget. lærte mig noget. Gjorde en forskel.«
Tragikomisk svar
Jeg er blevet ligeglad. Jeg prøver ikke at undskylde det bare forklare det. Da vores dansklærer engang prøvede at argumentere for, at vi alle skulle skrive efter den samme norm, spurgte jeg om ikke netop alle store forfattere var blevet til noget på grund af deres evne og mod til at gøre tingene anderledes. Hendes svar: »Dette er ikke en højskole brændte sig ind i vores bevidsthed og er senere blevet et tragikomisk svar på vores læber, når vi spørger os selv, hvad gymnasiet er.
Der går ikke lang tid før man erkender, at man scorer de bedste karakter på ureflekteret og ukritisk at læse indenad og gentage, hvad læreren sagde sidste time. Mange elever taler åbent om, at nu har de endelig fået luret den og den lærer af og opdaget, hvad det er, de vil have. Man kan naturligvis indvende, at fotografisk hukommelse og taktisk tænkning også fordrer en vis intelligens, og når det nu er den form for prostitution der giver pote, hvorfor indretter man så ikke hele samfundet efter de principper og giver læreren det, han vil have?
De stille piger
Gymnasiet er en underlig isolationistisk institution, der befinder sig frit svævende mellem folkeskolen og universitet, der begge værdsætter selvstændighed, ansvarlighed og kreativitet. Information bragte forleden en artikel, om »de stille piger med gode gymnasiekarakterer« der klarede sig dårligt på universitetet, b.la. fordi de pludseligt oplevede at skulle stå for egen indlæring.
Der findes rent faktisk nogen som tørster efter Villy Sørensen, men i gymnasielærernes praktisering af en fuldstændig misforstået socialisme har de så travlt med at retfærdiggøre, at Søren ikke laver lektier og hjælpe stakkels Ole, der har haft en dårlig barndom, så de oprigtigt interesserede og engagerede elever går tabt. Således har en lærer mere end en gang udtalt: »Maj vil du være sød ikke at bruge så mange fremmedord - de andre forstår dem ikke.«
Men hvad er vi her da for? For at lære noget (deriblandt nye ord) eller for at få degeneret vores viden og indlæringsevne/modtagelighed?
Vi får konstant at vide, at vi er voksne, hvilket er paradoksalt, når vi ikke får lov til at tage ansvar for egen læring. Tværtimod proppes vi konstant med de rigtige svar og de rigtige, skræddersyede pakkeløsninger det sløver vore sanser og dræber vores vilje.
